I'm going down to Alfabet alfamale street

Jeg beklager stilheden de seneste dage: Jeg har tilbragt en forlænget weekend i et sommerhus uden netadgang og uden Prince. Og jeg er stadig i chok. Både over at skulle undvære begge dele og over stilheden og... fordi jeg har brugt fredag, lørdag og idag (og sikkert også de næste mange år) på at ruge over det, jeg fik at vide i torsdags.

Det er svært at få hul på at skrive om, for det skal ikke lyde som tuderi. I virkeligheden er det nok bare et positivt skub i retning af den hundepension, jeg skulle have istedet for et job i alfahan-verden.

For nogle år siden blev jeg fyret fra et job, som jeg rent ud sagt heller ikke passede særligt godt. Årsagen var, at jeg var fejlplaceret og skulle løse opgaver, som kræver ret meget systematik og detaljebevidsthed. Det er ikke der, jeg excellerer, for nu at sige det mildt. Jeg arbejder bedst uden opskrift og jeg fungerer ikke med tæsk, men bruger udelukkende kærlig støtte som drivmiddel.

En anden årsag var, at jeg var stresset helt ud på alle fronter og ikke var i stand til at fokusere eller få noget arbejde påbegyndt, gennemført eller afsluttet.

I torsdags fik jeg at vide, at  det bliver brugt meget tid på at skærme mig mod en person i mit firmas ledelse. Af en eller anden grund har vedkommende set sig vred på mig og jeg kan i hans øjne ikke gøre noget som helst rigtigt, selv når jeg gør det rigtigt.
Uanset hvad jeg gør for tiden, får det vedkommende helt op i det røde felt og han taler om irettesættelse af mig.

Diskussionen foregår mellem ledelsen. Ikke en lyd er kommet til mig, før i torsdags.

Jeg er salgsansvarlig og blev for et halvt år siden udnævnt - af ledelsen - til at lede et team. Og begge roller er nye for mig (som sædvanlig vil jeg meget hellere roses end kritiseres, hellere succes end luskebukseri, der i virkeligheden bare er alfahanners måde at være tøseangste).
Jeg har ingen anelse om, hvad jeg har gjort for at hans missilier skulle låses mod mig som mål.

Jeg ved godt, hvad jeg kan gøre bedre.
Men nu ved jeg, at jeg ikke kan gøre noget godt nok og at jeg er under konstant overvågning. Jeg kan godt flyve under radar, men jeg gør vold mod mig selv når jeg ikke kan følge min intuition og fokusere på mit team, men er tvunget til for enhver pris at sige bestemte ting til møderne, mens jeg må og skal holde kæft med andre, samtidig med at jeg lige skal vende et post-finanskrise marked og få 10 store firmaer til at lægge ordrer hos mig. Nu.

Jeg får flashbacks til dengang. Og jeg er begyndt at se mig om efter andre jobs, selvom jeg er glad for mine opgaver.

Desværre er jeg ikke maskulin nok til at være ligeglad og lade alfahannen være tøs. Jeg tager det til mig og jeg er ... mere rystet end jeg vil indrømme. For tænk nu, hvis jeg aldrig kan gøre noget godt nok.

Beklager, at det ikke er et indlæg om den nat, jeg funkede med Prince.