Sikke en jul.
Hele familien, 8 voksne, 1 hund og to spædbørn, heraf 1 med øjenbetændelse i et sommerhus. 3 voksne med snotnæser og mig med fullblown hoste og feber oveni.
Hjalp heller ikke skidemeget at jeg er noget nær hypersensitiv-hysterisk med røg, så da kakkelovnsos blev sendt i fast rutefart omkring mine slidte slimhinder af den nyligt installerede varmepumpe, begyndte jeg at lyde som en gammel Ford, der ikke vil starte.
Prisen for stunt går til min mormor. Hun var ikke med i sommerhuset, men meldte sig i sympati under øjenbetændelsesfanerne.
Min mormor er gammel og det sødeste væsen i hele verden. Hun husker ikke så godt og hun tror enormt meget på læger og alt det, der ligner. Også hende fra Matas.
Mormor mente, at 'de' havde fortalt hende, at hun kunne bruge vidundermidlet kopattesalve til alt, lige fra tør hud til tørt hår (og hun har derfor brugt kopattesalve som balsam. Søde mormor). Jeg mente kun at det stads kunne bruges til mandeben.
Mormor mente, det kunne bruges som middel mod øjenbetændelse.
tirsdag den 28. december 2010
onsdag den 22. december 2010
Telefon fra Kenyabrevene?
Telefonen ringede midt i et møde den anden aften og derfor tog jeg den ikke. Det skulle jeg måske have gjort, for nu vil jeg ikke ringe tilbage.
'Hello *rodrasleuforståeliglarm*, calling from Darwin recruitment in London. Would you be so kind to call me back on *langt udenlandsk telefonnummer*'
Det kunne jo godt være et engelsk agentur, som på tværs af havet har spottet mig og nu vil tilbyde mig penthouse og skyhøj hyre i London, men what are the chances? Bare lige for at blive i det engelske.
Jeg har ikke et CV ude i noget, der kunne være internationalt, tror jeg. Med mindre mit eget firma skulle have bragt det videre og så siger jeg bare igen: What are the chances?
Mon ikke hellere det er nogen, der tjener boksen ved at tænde den slags små urealistiske forfængelige drømme i dumme danskere og få dem til at ringe op på en hundedyr linie eller love dem ansættelse på helt fantastiske vilkår, hvis man lige vil deponere et depositum og desuden udlevere fuldmagt til at disponere over alt man ejer og har?
'Hello *rodrasleuforståeliglarm*, calling from Darwin recruitment in London. Would you be so kind to call me back on *langt udenlandsk telefonnummer*'
Det kunne jo godt være et engelsk agentur, som på tværs af havet har spottet mig og nu vil tilbyde mig penthouse og skyhøj hyre i London, men what are the chances? Bare lige for at blive i det engelske.
Jeg har ikke et CV ude i noget, der kunne være internationalt, tror jeg. Med mindre mit eget firma skulle have bragt det videre og så siger jeg bare igen: What are the chances?
Mon ikke hellere det er nogen, der tjener boksen ved at tænde den slags små urealistiske forfængelige drømme i dumme danskere og få dem til at ringe op på en hundedyr linie eller love dem ansættelse på helt fantastiske vilkår, hvis man lige vil deponere et depositum og desuden udlevere fuldmagt til at disponere over alt man ejer og har?
tirsdag den 21. december 2010
Fnostknirk og sygt kadaver
Min hud er krøbet, mit hovede er sat i en permanent upolstret skruestik og jeg fryser som om nogen havde sat mig nøgen ud i 14 frostgrader, også selvom jeg har både dyne og tæppe og strømper på.
Mine knogler knitrer og jeg tror, at det var den larm, der vækkede mig midt i en udmærket savlelur til en skodserie på Sputnik.
Og så lige op til jul.
Nej, jeg kan ikke løbe det væk. Jeg var nødt til at køre en lillebitte tur i bilen idag, pakket ind i 20 lag og dunjakken. Gik som en krøbling, da jeg skulle ud af bilen igen, hvilket selvfølgelig også kan skyldes polarkulden.
Fik jeg sagt, at den der polarkulde er helt utroligt flot set fra sengen? Der er noget med den store frostmåne, der hænger to cm fra horisonten, der går rigtigt godt til hovedpine.
Mine knogler knitrer og jeg tror, at det var den larm, der vækkede mig midt i en udmærket savlelur til en skodserie på Sputnik.
Og så lige op til jul.
Nej, jeg kan ikke løbe det væk. Jeg var nødt til at køre en lillebitte tur i bilen idag, pakket ind i 20 lag og dunjakken. Gik som en krøbling, da jeg skulle ud af bilen igen, hvilket selvfølgelig også kan skyldes polarkulden.
Fik jeg sagt, at den der polarkulde er helt utroligt flot set fra sengen? Der er noget med den store frostmåne, der hænger to cm fra horisonten, der går rigtigt godt til hovedpine.
søndag den 19. december 2010
Anti-fællesskab søges
Jeg er en af dem, der har dyrket solosport hele mit liv.
Eller næsten, ihvertfald, for jeg har en gang gået til jazzballet og der var noget med opvisninger, hvor man skulle være synkrone og følge et program.
Alle de gange, hvor jeg har skullet være en del af et hold er det gået galt og jeg er blevet skideforvirret, for jeg valgte altid at lave det, der manglede, istedet for at passe min egen plads og give andre skylden.
Kaos, siger jeg bare, når målmanden pludselig spiller angreb.
Ellers har det været taekwon-do, løb, styrketræning og mange discipliner indenfor fitness. Jeg endte som instruktøren og har fungeret sådan de sidste 15 år.
Der er bare også et fællesskab inden for egoist-sportsgrene og dem, der er stjernerne på det hold er dem, der formår at være disciplinerede og meget ego-målrettede. Og så dem med de flade maver.
Nu er det bare sådan at jeg for tiden ikke træner så meget som jeg gjorde engang. Der er riiiigtigt mange undskyldninger og gode grunde og nu er jeg begyndt at føle mig udenfor det fællesskab. Jeg er stadig med og det er virkelig ikke fordi jeg er hoppet over i rigtige fællesskabshippieklubber.. Det er for min egen skyld at jeg kører to timer spinning hver mandag. Det er - og undskyld for det - ikke fordi jeg elsker mine holddeltagere og det er ihvertfald ikke for lønnens skyld.
Det er også for min egen skyld (og lidt for arbejdets) at jeg træner mindre nu.
Indtil jeg igen er klar til at træne for fuld knald og kan være med i den klub, hvor man nikker genkendende til hinanden, deler træningsdagbog eller sammenligner blodvabler, er jeg på udkig efter et andet fællesskab, jeg kunne passe ind i - uden at skulle være en holdspiller.
Er der evt andre, der synes, at familiemedlemmer, der taber 20+ kilo og er afhængige af træning i så ekstrem grad, at de ikke spiser kage fordi de missede et træningspas samme dag, er nogle irriterende frelste typer? Klubben for os, der hader den beske smag af dårlig samvittighed.
Eller måske er der andre, der samme dag beslutter sig for, at alt slik er bandlyst og at der skal købes gulerødder og små lækre sunde snacks ind, så vægten ihvertfald ikke øges i den træningsfrie periode, for dagen efter at fnyse hånligt af agurkestave og gennemtravle køkkenskufferne for at finde noget, der er bygget på sukker?
Der er kun et krav og det er, at der skal være et hemmeligt tegn, som man kan kende hinanden på og så ikke mere.
Eller næsten, ihvertfald, for jeg har en gang gået til jazzballet og der var noget med opvisninger, hvor man skulle være synkrone og følge et program.
Alle de gange, hvor jeg har skullet være en del af et hold er det gået galt og jeg er blevet skideforvirret, for jeg valgte altid at lave det, der manglede, istedet for at passe min egen plads og give andre skylden.
Kaos, siger jeg bare, når målmanden pludselig spiller angreb.
Ellers har det været taekwon-do, løb, styrketræning og mange discipliner indenfor fitness. Jeg endte som instruktøren og har fungeret sådan de sidste 15 år.
Der er bare også et fællesskab inden for egoist-sportsgrene og dem, der er stjernerne på det hold er dem, der formår at være disciplinerede og meget ego-målrettede. Og så dem med de flade maver.
Nu er det bare sådan at jeg for tiden ikke træner så meget som jeg gjorde engang. Der er riiiigtigt mange undskyldninger og gode grunde og nu er jeg begyndt at føle mig udenfor det fællesskab. Jeg er stadig med og det er virkelig ikke fordi jeg er hoppet over i rigtige fællesskabshippieklubber.. Det er for min egen skyld at jeg kører to timer spinning hver mandag. Det er - og undskyld for det - ikke fordi jeg elsker mine holddeltagere og det er ihvertfald ikke for lønnens skyld.
Det er også for min egen skyld (og lidt for arbejdets) at jeg træner mindre nu.
Indtil jeg igen er klar til at træne for fuld knald og kan være med i den klub, hvor man nikker genkendende til hinanden, deler træningsdagbog eller sammenligner blodvabler, er jeg på udkig efter et andet fællesskab, jeg kunne passe ind i - uden at skulle være en holdspiller.
Er der evt andre, der synes, at familiemedlemmer, der taber 20+ kilo og er afhængige af træning i så ekstrem grad, at de ikke spiser kage fordi de missede et træningspas samme dag, er nogle irriterende frelste typer? Klubben for os, der hader den beske smag af dårlig samvittighed.
Eller måske er der andre, der samme dag beslutter sig for, at alt slik er bandlyst og at der skal købes gulerødder og små lækre sunde snacks ind, så vægten ihvertfald ikke øges i den træningsfrie periode, for dagen efter at fnyse hånligt af agurkestave og gennemtravle køkkenskufferne for at finde noget, der er bygget på sukker?
Der er kun et krav og det er, at der skal være et hemmeligt tegn, som man kan kende hinanden på og så ikke mere.
torsdag den 16. december 2010
Temadag
Afsted med mig klokken kvalme tirsdag morgen, for det tager sin tid at komme til Lolland.
Færgen over. Fint. Indtil jeg blev sulten og besluttede mig for den sunde vej. Kom vi snupper en salat med kylling for at have brændstof nok til kundemøde.
Jeg ved ikke, hvordan det er lykkedes 80'erne at overse, at årtiets yndlingsmad serveres samlet på Spodsbjerg-Tårs-færgen og jeg fatter ikke, hvorfor de ikke snart ringer og kræver det tilbage.
Kylling naturel, der smagte af svineprotein og ikke så meget andet. Et ornli læs soltørrede tomater og et bjerg dåsemajs. Kinakål. Og jeg sværger, at de også lige dryssede noget hvidløgssalt ud over det hele for at spolere det hele fuldstændigt.
Læg dertil en påtrængende søsyge, som kun blev holdt tilbage, fordi jeg var helt sikker på at dåsemajs med hvidløgssalt ikke ville smage bedre på vejen op.
En af mødedeltagerne havde lige gennemgået det, der skulle have været en blindtarmsoperation, men var endt med at blive en større omgang. Stakkels mand. Og stakkels os, der ikke bare 1 men 2 gange skulle lægge øre til en meget detaljeret og meget åbenhjertig beretning om, hvordan det er at få stomi.
Vi hørte om både de psykiske komplikationer og især om hvordan man laver sådan en stomi, et stykke af tarmen ud og ...
Jeg har meget respekt for de mennesker, der taler åbent om noget, der er lidt penibelt privat, men var det nu også nødvendigt at klappe sig på posen efter hver fortælling? Knitrelyden giver stadig genlyd ned ad min rygsøjle.
Endelig frokost. Jeg havde hele formiddagen håbet på noget, der kunne overdøve smagen af hvidløgssalt og universet hører mine bønner for tiden. Jeg skal da lige love for, at smagen blev fortrængt.
Der var boller i stærk karry med ris på bordet. Ikke så meget som en slunken tomatbåd til at dulme og jeg ved, at nogle af jer derude sidder og tænker at boller i karry er alle tiders yndlingsret, men det bliver bare aldrig min.
Den var lavet med rigtig karry, så retten var ikke karrygul, men nærmere karrygrøn og fadet lignede noget som jeg ved første øjekast troede var nosser med bæ.
Det sagde jeg ikke højt.
Den stomiopererede derimod gjaldede ud over fadet at det lignede noget han var godt bekendt med for tiden.
Tak for mad. Tak for lort. Temafærgen hjem.
Færgen over. Fint. Indtil jeg blev sulten og besluttede mig for den sunde vej. Kom vi snupper en salat med kylling for at have brændstof nok til kundemøde.
Jeg ved ikke, hvordan det er lykkedes 80'erne at overse, at årtiets yndlingsmad serveres samlet på Spodsbjerg-Tårs-færgen og jeg fatter ikke, hvorfor de ikke snart ringer og kræver det tilbage.
Kylling naturel, der smagte af svineprotein og ikke så meget andet. Et ornli læs soltørrede tomater og et bjerg dåsemajs. Kinakål. Og jeg sværger, at de også lige dryssede noget hvidløgssalt ud over det hele for at spolere det hele fuldstændigt.
Læg dertil en påtrængende søsyge, som kun blev holdt tilbage, fordi jeg var helt sikker på at dåsemajs med hvidløgssalt ikke ville smage bedre på vejen op.
En af mødedeltagerne havde lige gennemgået det, der skulle have været en blindtarmsoperation, men var endt med at blive en større omgang. Stakkels mand. Og stakkels os, der ikke bare 1 men 2 gange skulle lægge øre til en meget detaljeret og meget åbenhjertig beretning om, hvordan det er at få stomi.
Vi hørte om både de psykiske komplikationer og især om hvordan man laver sådan en stomi, et stykke af tarmen ud og ...
Jeg har meget respekt for de mennesker, der taler åbent om noget, der er lidt penibelt privat, men var det nu også nødvendigt at klappe sig på posen efter hver fortælling? Knitrelyden giver stadig genlyd ned ad min rygsøjle.
Endelig frokost. Jeg havde hele formiddagen håbet på noget, der kunne overdøve smagen af hvidløgssalt og universet hører mine bønner for tiden. Jeg skal da lige love for, at smagen blev fortrængt.
Der var boller i stærk karry med ris på bordet. Ikke så meget som en slunken tomatbåd til at dulme og jeg ved, at nogle af jer derude sidder og tænker at boller i karry er alle tiders yndlingsret, men det bliver bare aldrig min.
Den var lavet med rigtig karry, så retten var ikke karrygul, men nærmere karrygrøn og fadet lignede noget som jeg ved første øjekast troede var nosser med bæ.
Det sagde jeg ikke højt.
Den stomiopererede derimod gjaldede ud over fadet at det lignede noget han var godt bekendt med for tiden.
Tak for mad. Tak for lort. Temafærgen hjem.
søndag den 12. december 2010
Om universet og Sweet Sinner-jakken
Jeg møder min bankmand en gang om året, fordi jeg har bank oppe i det kolde nordjylland.
Den årlige state-of-the-nation-samtale er sjældent noget, jeg glæder mig til, men heller ikke noget, jeg hader. Det er et nødvendigt onde og trods alt er mit forhold til min bank langt bedre nu, end da jeg var studerende og min bankdame havde halvbriller og en holdning til at man sagtens kunne både leve og spare op af en SU.
Det ender stadig med at jeg går fra banken med en 'ja, jeg vil gerne stramme op og tage mig sammen. Nu GØR vi det sgu, Woohaaa'
Denne gang var mærkelig, for jeg forhandlede mig frem til at kunne sætte penge ekstraordinært af til at købe den dunjakke, jeg har drømt om siden jeg prøvede den første gang (for to uger siden). Den koster lidt flere tusinde kroner end jeg sådan lige ville give for en vinterjakke, der ikke er kontor-brandet, men den hørte bare til på mig, kunne jeg mærke.
Jeg blev ligefrem opfordret til at købe den.
(indsæt selv WTF-ansigtsudtryk)
Noget tydede på, at universet var ved at flytte om, for at høre en bankmand sige det uden samtidig at række et lånedokument til underskrift frem var ... ikke normal praksis. Jeg skylder stadig mange penge væk, altså og jeg var både chokeret og überbegejstret over at have udsigt til drømmeobjektet.
Hele vejen tilbage fra det kolde nordjylland og til skibutikken sad jeg og hundefrøs mens jeg krydsede fingre for, at de ikke havde solgt det ene eksemplar, de havde i medium.
Jeg fik jakken. Tog den på og beholdt den på. Nåede at demonstrere, at man sagtens kunne tage en lur i den på sofaen.
Dagen efter var sneen væk.
Tak alligevel, univers. Keep it up...
Den årlige state-of-the-nation-samtale er sjældent noget, jeg glæder mig til, men heller ikke noget, jeg hader. Det er et nødvendigt onde og trods alt er mit forhold til min bank langt bedre nu, end da jeg var studerende og min bankdame havde halvbriller og en holdning til at man sagtens kunne både leve og spare op af en SU.
Det ender stadig med at jeg går fra banken med en 'ja, jeg vil gerne stramme op og tage mig sammen. Nu GØR vi det sgu, Woohaaa'
Denne gang var mærkelig, for jeg forhandlede mig frem til at kunne sætte penge ekstraordinært af til at købe den dunjakke, jeg har drømt om siden jeg prøvede den første gang (for to uger siden). Den koster lidt flere tusinde kroner end jeg sådan lige ville give for en vinterjakke, der ikke er kontor-brandet, men den hørte bare til på mig, kunne jeg mærke.
Jeg blev ligefrem opfordret til at købe den.
(indsæt selv WTF-ansigtsudtryk)
Noget tydede på, at universet var ved at flytte om, for at høre en bankmand sige det uden samtidig at række et lånedokument til underskrift frem var ... ikke normal praksis. Jeg skylder stadig mange penge væk, altså og jeg var både chokeret og überbegejstret over at have udsigt til drømmeobjektet.
Hele vejen tilbage fra det kolde nordjylland og til skibutikken sad jeg og hundefrøs mens jeg krydsede fingre for, at de ikke havde solgt det ene eksemplar, de havde i medium.
Jeg fik jakken. Tog den på og beholdt den på. Nåede at demonstrere, at man sagtens kunne tage en lur i den på sofaen.
Dagen efter var sneen væk.
Tak alligevel, univers. Keep it up...
onsdag den 8. december 2010
Den nyeste med ham der Heinz fra Tyskland
Igår kom jeg ved et forfærdeligt uheld til at købe en bog (mere) til mig selv. Der er ikke noget som bøger, siger jeg bare og der er kun en ting, der gør bøger bedre; hvis de er købt i en rigtig boghandel.
Det var denne her ikke. Den blev købt med en indkøbspose i den ene hånd på vej ud af Bilka. Ekspedienten var ung, juleassistance og placeret der på gangen fordi der var en anden der var til pause. Med statsgaranti. Jeg har arbejdet nok i Dansk Supermarked til at kunne spotte en pauseafløser, når jeg ser en.
Nå men. Der var kø. En dame prikker ham på skulderen mens han er ved at ekspedere mig og spørger ham hvad det nu er for en cd, der er den nyeste med ham der Heinz.
Der stod han og lignede bad boy Eminem og forsøgte at håndtere et så voldsomt overgreb på gangsta-identiteten. Han holdt masken. Jeg gjorde ikke.
Kom simpelthen sådan til at sprutte et kæmpefnis ud over dame og den cd med Hansi Hinterseer, hun stod med i hånden.
Godt, at jeg er ligeglad med det tilhold jeg fik mod at bevæge mig inden for 20 meter af Bilkas cd-afdeling igen.
Det var denne her ikke. Den blev købt med en indkøbspose i den ene hånd på vej ud af Bilka. Ekspedienten var ung, juleassistance og placeret der på gangen fordi der var en anden der var til pause. Med statsgaranti. Jeg har arbejdet nok i Dansk Supermarked til at kunne spotte en pauseafløser, når jeg ser en.
Nå men. Der var kø. En dame prikker ham på skulderen mens han er ved at ekspedere mig og spørger ham hvad det nu er for en cd, der er den nyeste med ham der Heinz.
Der stod han og lignede bad boy Eminem og forsøgte at håndtere et så voldsomt overgreb på gangsta-identiteten. Han holdt masken. Jeg gjorde ikke.
Kom simpelthen sådan til at sprutte et kæmpefnis ud over dame og den cd med Hansi Hinterseer, hun stod med i hånden.
Godt, at jeg er ligeglad med det tilhold jeg fik mod at bevæge mig inden for 20 meter af Bilkas cd-afdeling igen.
mandag den 6. december 2010
julefred
Mandag morgen. Kontoret klokken 7.
Jeg har sat mig for at lægge overspringshandlingerne først på dagen. Lave kaffe. Skrive. Drømme om Spaophold og juleferie. Måske juleferie på spahotel.
Jeg glæder mig til jul, det gør jeg bestemt. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så måske ikke helt så meget som der står i den store Disneybog at man skal.
Allerede nu er der dybe tandmærker i mit skrivebord, fordi jeg arbejder i storrumskontor og fordi der altid er nogen, der skal larme sådan et sted. Især når de burde tie stille. Tandmærkerne blev sat mens vi skrev November.
Der er masser af julearrangementer og masser af besøg og ... propfuldt af mennesker i julen.
I år er hele familien samlet igen. Alle tre søstre med hver vores mand og de to andre med hver deres spædbarn. Mig med meget aktiv hund og mor og far. I et sommerhus.
Det er mange mennesker på ikke så meget plads og muligvis mere larm end på kontoret. Jeg har lagt en strategi om at slå den værste klaustrofobi og irritation ned med rigtigt mange ture ved strande.
Direkte afgang fra julefamilie til nytårstur til Norge med vennepar. Heller ikke meget ro der, men der er sne og ski og ... pissekoldt, så man bliver nødt til at være meget i hytten, tror jeg.
Jeg drømmer om et spaophold. Mig og bøgerne og varmt vand og massage. Må finde en konkurrence at vinde sådan et i - inden de andre møder ind og freden er forbi.
Jeg har sat mig for at lægge overspringshandlingerne først på dagen. Lave kaffe. Skrive. Drømme om Spaophold og juleferie. Måske juleferie på spahotel.
Jeg glæder mig til jul, det gør jeg bestemt. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så måske ikke helt så meget som der står i den store Disneybog at man skal.
Allerede nu er der dybe tandmærker i mit skrivebord, fordi jeg arbejder i storrumskontor og fordi der altid er nogen, der skal larme sådan et sted. Især når de burde tie stille. Tandmærkerne blev sat mens vi skrev November.
Der er masser af julearrangementer og masser af besøg og ... propfuldt af mennesker i julen.
I år er hele familien samlet igen. Alle tre søstre med hver vores mand og de to andre med hver deres spædbarn. Mig med meget aktiv hund og mor og far. I et sommerhus.
Det er mange mennesker på ikke så meget plads og muligvis mere larm end på kontoret. Jeg har lagt en strategi om at slå den værste klaustrofobi og irritation ned med rigtigt mange ture ved strande.
Direkte afgang fra julefamilie til nytårstur til Norge med vennepar. Heller ikke meget ro der, men der er sne og ski og ... pissekoldt, så man bliver nødt til at være meget i hytten, tror jeg.
Jeg drømmer om et spaophold. Mig og bøgerne og varmt vand og massage. Må finde en konkurrence at vinde sådan et i - inden de andre møder ind og freden er forbi.
lørdag den 4. december 2010
Julehjæææælp
Det sker hvert år i December: Der er flere 'ny i job'-skilte rundt om i de butikker, der ved, at der bliver julegavetravlt.
Forstås.
Der er kun en fejl ved de badges og det er, at man ikke kan se dem helt henne for enden af køen, så man kan nå at skifte bane.
Man ved bare, at det er en klartone på ben, der venter en.
Fint i supermarkeder, men det nytter jo ingenting at der står en hyletone lige der, hvor der skulle have været kvalificeret vitaminhjælp. Hun kan selvfølgelig hurtigt prikke en kollega på skulderen og forstyrre den betjening der er igang i den anden kø.
Og derfor bør man altid gå mindst to køer væk fra 'ny i job'.
Idag var jeg i BabySam. Fuld af undren over, hvordan jeg hver eneste gang, jeg går ind i den overpricede lagerhal bliver desorienteret og fuldstændigt glemmer, hvad der fik mig derind i første omgang.
Jeg skulle finde en godnatlæsningsbog til min niece, men fandt mig selv foran barnevognene, hvor jeg forsøgte at få produkt og pris til at passe sammen ved at vippe ivrigt med kareterne. Det er stadig over min forstand hvordan en vogn, der er lavet af lilla nervøst velour kan koste så meget.
Selv efter at have lavet blåbærshake ud af den, fattede jeg det ikke.
Forresten, hvis du er på barnevognsindkøb i BabySam i Tilst ved Århus, så lad være med at falde for tilbuddet om at købe den lilla udstillingsmodel. Stellet er muuuligvis belastet over evne.
Bag disken, da jeg skulle betale min børnebog, stod der en ny i job.
Hun lavede ikke andet end at spørge de andre ekspedienter om hjælp. Hendes øjenbryn var permanent parkeret under hårkanten og øjnene lignede bedende blå cockerspanielglugger. Lidt tomme.
Jeg var flere gange gået forbi hende på turen rundt i lagerhallen, hvor hun bare stod ude midt i ingenting og var fortabt.
Bag disken kom forklaringen. Hun skulle finde sutter og var ikke nået længere end til midt på gulvet, hvorefter hun vendte tilbage til disken i forhåbning om at kunden selv havde klaret sutterne i mellemtiden eller at en kollega lige kunne gribe noget ud af blå luft.
Indpakning var spidskompetencen. Det lykkedes hende at pakke min bog ind på samme tid som det tog en af de runde gamle ekspedienter at beregne rabat på en karetpakke med søskendesæde OG pakke en potte, tre pakker sengelinned og en uro ind separat.
Jeg er bare glad for, at det ikke var hende, der skulle tage mod forudbetalingen fra ham ægtemanden, der blev mere og mere violet i fjæset over udsigten til at betale 10.000+ ved kassen uden at få så meget som en lille æske med ud i bilen.
Hun spurgte ham til gengæld om han ikke ville have et gratis magasin med. Det hedder 'Mor'
Forstås.
Der er kun en fejl ved de badges og det er, at man ikke kan se dem helt henne for enden af køen, så man kan nå at skifte bane.
Man ved bare, at det er en klartone på ben, der venter en.
Fint i supermarkeder, men det nytter jo ingenting at der står en hyletone lige der, hvor der skulle have været kvalificeret vitaminhjælp. Hun kan selvfølgelig hurtigt prikke en kollega på skulderen og forstyrre den betjening der er igang i den anden kø.
Og derfor bør man altid gå mindst to køer væk fra 'ny i job'.
Idag var jeg i BabySam. Fuld af undren over, hvordan jeg hver eneste gang, jeg går ind i den overpricede lagerhal bliver desorienteret og fuldstændigt glemmer, hvad der fik mig derind i første omgang.
Jeg skulle finde en godnatlæsningsbog til min niece, men fandt mig selv foran barnevognene, hvor jeg forsøgte at få produkt og pris til at passe sammen ved at vippe ivrigt med kareterne. Det er stadig over min forstand hvordan en vogn, der er lavet af lilla nervøst velour kan koste så meget.
Selv efter at have lavet blåbærshake ud af den, fattede jeg det ikke.
Forresten, hvis du er på barnevognsindkøb i BabySam i Tilst ved Århus, så lad være med at falde for tilbuddet om at købe den lilla udstillingsmodel. Stellet er muuuligvis belastet over evne.
Bag disken, da jeg skulle betale min børnebog, stod der en ny i job.
Hun lavede ikke andet end at spørge de andre ekspedienter om hjælp. Hendes øjenbryn var permanent parkeret under hårkanten og øjnene lignede bedende blå cockerspanielglugger. Lidt tomme.
Jeg var flere gange gået forbi hende på turen rundt i lagerhallen, hvor hun bare stod ude midt i ingenting og var fortabt.
Bag disken kom forklaringen. Hun skulle finde sutter og var ikke nået længere end til midt på gulvet, hvorefter hun vendte tilbage til disken i forhåbning om at kunden selv havde klaret sutterne i mellemtiden eller at en kollega lige kunne gribe noget ud af blå luft.
Indpakning var spidskompetencen. Det lykkedes hende at pakke min bog ind på samme tid som det tog en af de runde gamle ekspedienter at beregne rabat på en karetpakke med søskendesæde OG pakke en potte, tre pakker sengelinned og en uro ind separat.
Jeg er bare glad for, at det ikke var hende, der skulle tage mod forudbetalingen fra ham ægtemanden, der blev mere og mere violet i fjæset over udsigten til at betale 10.000+ ved kassen uden at få så meget som en lille æske med ud i bilen.
Hun spurgte ham til gengæld om han ikke ville have et gratis magasin med. Det hedder 'Mor'
onsdag den 1. december 2010
Snegl i gulerod. Det nye vilde
Det kommer til at lyde bittert og kategorisk, men det er rent faktisk et åbent spørgsmål i sin pureste form:
Findes der et liv uden børn?
Jeg mener... ALLE dem, der virkelig er supersjove og dygtige bloggere er mødre. De blogger om at få livet til at hænge sammen med børn, omkring børn og alle de oplevelser man kan få ud af at vende svære situationer - og ammebryster - til ironi og djævelsk befriende humor.
Jeg nævner i flæng: Linda, Fuhrmann og Maren.
De er dronningerne af blogverden, for de har noget at skrive om. Der sker noget i deres liv, som er værd at blogge om og som alle kan relatere sig til, åbenbart. Også mig.
Ikke fordi der ikke sker noget i mit liv, altså...
Jeg kan da både skrive om dengang jeg havde faktureringsdag på arbejdet og den dag jeg hidsede mig op til mit ansigt var hysteri-lilla, fordi min kollega var i vejen og der var også en dag, jeg gik en tur og så en gulerod med en snegl i.
VILDE ting, siger jeg bare.
Jeg tænker, at Nynne også bare blevet umoderne, for hvem gider høre om nogen, der panisk forsøger at få en kæreste og drikker sig stiv og kører grimt på cykel. Hver dag? Jeg tror, at Nynnerne har trukket speltmødrene med sig ned i sumpen, så der er blevet plads til de rigtige mødre, med rigtige liv og en masse at blogge om.
Så er der plads til os, der tager billeder af gulerodssnegle
Findes der et liv uden børn?
Jeg mener... ALLE dem, der virkelig er supersjove og dygtige bloggere er mødre. De blogger om at få livet til at hænge sammen med børn, omkring børn og alle de oplevelser man kan få ud af at vende svære situationer - og ammebryster - til ironi og djævelsk befriende humor.
Jeg nævner i flæng: Linda, Fuhrmann og Maren.
De er dronningerne af blogverden, for de har noget at skrive om. Der sker noget i deres liv, som er værd at blogge om og som alle kan relatere sig til, åbenbart. Også mig.
Ikke fordi der ikke sker noget i mit liv, altså...
Jeg kan da både skrive om dengang jeg havde faktureringsdag på arbejdet og den dag jeg hidsede mig op til mit ansigt var hysteri-lilla, fordi min kollega var i vejen og der var også en dag, jeg gik en tur og så en gulerod med en snegl i.
Jeg tænker, at Nynne også bare blevet umoderne, for hvem gider høre om nogen, der panisk forsøger at få en kæreste og drikker sig stiv og kører grimt på cykel. Hver dag? Jeg tror, at Nynnerne har trukket speltmødrene med sig ned i sumpen, så der er blevet plads til de rigtige mødre, med rigtige liv og en masse at blogge om.
Så er der plads til os, der tager billeder af gulerodssnegle
tirsdag den 30. november 2010
Mens vi sparer held og lykke op
300 meter fra barnedåben lugtede det meget brændt. Giftigt brændt. Det kom fra vores bil og sekundet efter lød der en lyd som en luftsirene ude fra motorhjelmen.
Bang, og bilen var død. I Tyskland. Vi var kørt hjemmefra i god tid fordi vejret var utroligt dårligt lige her hvor vi bor og skulle bare lige være til barnedåb et par timer inden vi skulle hjem igen og lige tanke op til damerne ved grænsen.
SOS International skulle have en medalje. For helvede, hvor er de gode. Den tyske mekaniker Frank skulle have turneringspræmien, for han var sød, sjov og helt på vores side. Det var ham, der fik igennem, at vi kunne fikse bilen i Tyskland til tyske priser (800 euro) og få en lejebil hjem.
Og så var der EuropCar, som jeg bare turbohader fra nu af og til al evighed.
Sagen var, at vi skulle til barnedåb og jeg måtte midt i ceremonien ud og tale med mekaniker, under frokosten måtte jeg ud til Frank og pisfryse og se bilen forsvinde ud i tysk horisont, mens jeg stod med hundekurv og pakker ved fødderne og følte mig som bådflygtning.
Sagen var også, at jeg skulle oversætte for fuldt drøn, da jeg kom indendørs, selvom jeg var kold, sulten og fortabt og egentlig helst bare ville snakke med min mor og mine søstre og de sødeste små børn.
2 timers oversættelse af friser-vittigheder senere: Ikke så meget som en bekræftelse af 'ordre modtaget' og EuropCars hovedafdeling i Hamburg var helt ude af stand til at give et tidsestimat til SOS, som vi havde kontakten med.
4 timer senere. De ser på sagen. Siger de. Stadig ikke muligt at give et estimat.
Jeg er nu så langt ude i frustrationstovene, at jeg ikke kan tænke på andet end min dyne og kryber i ly bag mundfulde af mad, mens jeg overlader samtlige dåbsgæster til deres egen sprogskæbne. Alle lader som om de forstår, hvad der bliver sagt på fremmedsprog og alle misforstår.
Mere mundfuld.
5 timer senere, hvor jeg har lagt mig i fosterstilling med hunden i bare frustration, siger EuropCar-medarbejder, at de slet ikke har modtaget henvendelsen fra SOS fordi de har haft fax-problemer.
Som i; Kom vi lyver strandede, stakkels kunde lige op i ansigtet og lader hende fantasere om at blaffe hele vejen hjem med mand, hund og maven fuld af laktose, som vi jo ikke kan tåle. SOS kunne berette, at de havde talt i telefon med bil-pusheren flere gange.
5,5 timer senere: Telefonen ringer endelig. Det er EuropCar og ham, der ringede op var helt tydeligt ikke begejstret for at det var en indfødt tysker, der tog telefonen. Jeg havde for en sikkerheds skyld bedt min svoger om at tage opkaldet og han fortalte, at medarbejderen var noget stammende og skyndte sig at love at sende en Mercedes C-klasse så hurtigt som overhovedet muligt.
Min svoger sagde, at de vist bare skulle være glade for at vi ikke var strandet på autobahn og havde måttet sidde der i 7+ timer, så de måtte hellere sende den bil hurtigere end det normale hurtigst muligt.
Den ville være der en time senere, sagde løgnhalsen.
En time senere, efter at have slidt en bane i søsters køkkenfliser, var der ingen bil. Ingen lyd fra EuropCar.
Endnu et opkald.
De ville skynde sig. Bilen ville være der om 20 minutter.
Der gik endnu en time og så holdt der ganske rigtigt en firkantet Mercedes som vi kunne køre hjem i. Uden undskyldning.
Håber, at det er Nemsis' måde at sige, at der bliver doblet op på mildhed og medvind ved en anden lejlighed.
Bang, og bilen var død. I Tyskland. Vi var kørt hjemmefra i god tid fordi vejret var utroligt dårligt lige her hvor vi bor og skulle bare lige være til barnedåb et par timer inden vi skulle hjem igen og lige tanke op til damerne ved grænsen.
SOS International skulle have en medalje. For helvede, hvor er de gode. Den tyske mekaniker Frank skulle have turneringspræmien, for han var sød, sjov og helt på vores side. Det var ham, der fik igennem, at vi kunne fikse bilen i Tyskland til tyske priser (800 euro) og få en lejebil hjem.
Og så var der EuropCar, som jeg bare turbohader fra nu af og til al evighed.
Sagen var, at vi skulle til barnedåb og jeg måtte midt i ceremonien ud og tale med mekaniker, under frokosten måtte jeg ud til Frank og pisfryse og se bilen forsvinde ud i tysk horisont, mens jeg stod med hundekurv og pakker ved fødderne og følte mig som bådflygtning.
Sagen var også, at jeg skulle oversætte for fuldt drøn, da jeg kom indendørs, selvom jeg var kold, sulten og fortabt og egentlig helst bare ville snakke med min mor og mine søstre og de sødeste små børn.
2 timers oversættelse af friser-vittigheder senere: Ikke så meget som en bekræftelse af 'ordre modtaget' og EuropCars hovedafdeling i Hamburg var helt ude af stand til at give et tidsestimat til SOS, som vi havde kontakten med.
4 timer senere. De ser på sagen. Siger de. Stadig ikke muligt at give et estimat.
Jeg er nu så langt ude i frustrationstovene, at jeg ikke kan tænke på andet end min dyne og kryber i ly bag mundfulde af mad, mens jeg overlader samtlige dåbsgæster til deres egen sprogskæbne. Alle lader som om de forstår, hvad der bliver sagt på fremmedsprog og alle misforstår.
Mere mundfuld.
5 timer senere, hvor jeg har lagt mig i fosterstilling med hunden i bare frustration, siger EuropCar-medarbejder, at de slet ikke har modtaget henvendelsen fra SOS fordi de har haft fax-problemer.
Som i; Kom vi lyver strandede, stakkels kunde lige op i ansigtet og lader hende fantasere om at blaffe hele vejen hjem med mand, hund og maven fuld af laktose, som vi jo ikke kan tåle. SOS kunne berette, at de havde talt i telefon med bil-pusheren flere gange.
5,5 timer senere: Telefonen ringer endelig. Det er EuropCar og ham, der ringede op var helt tydeligt ikke begejstret for at det var en indfødt tysker, der tog telefonen. Jeg havde for en sikkerheds skyld bedt min svoger om at tage opkaldet og han fortalte, at medarbejderen var noget stammende og skyndte sig at love at sende en Mercedes C-klasse så hurtigt som overhovedet muligt.
Min svoger sagde, at de vist bare skulle være glade for at vi ikke var strandet på autobahn og havde måttet sidde der i 7+ timer, så de måtte hellere sende den bil hurtigere end det normale hurtigst muligt.
Den ville være der en time senere, sagde løgnhalsen.
En time senere, efter at have slidt en bane i søsters køkkenfliser, var der ingen bil. Ingen lyd fra EuropCar.
Endnu et opkald.
De ville skynde sig. Bilen ville være der om 20 minutter.
Der gik endnu en time og så holdt der ganske rigtigt en firkantet Mercedes som vi kunne køre hjem i. Uden undskyldning.
Håber, at det er Nemsis' måde at sige, at der bliver doblet op på mildhed og medvind ved en anden lejlighed.
torsdag den 25. november 2010
Single or double, miss?
Det passede helt fint til billedet, at det begyndte at sne. Store fede sneflager, som fik advendtskransen til at dufte ekstra meget af jul og fik plaiden til næsten af sig selv at lægge sig over mine knæ. Mens jeg strikkede en vest til et af de små børn.
Jeg er blevet rigtigt håndarbejdssavvy og har selv lært mig at strikke knaphuller og lukke af. Og så også at hækle i øvrigt.
Jeg er pavestolt og røvkedelig, for hver aften sidder jeg i mit sofahjørne og nyder strikketøj og fred. Så mangler vi bare kamillethe, halvbriller og grå knold i nakken. Og en lille kat, der ligger i den sprossede vindueskarm.
Derfor var jeg også lige ved at tabe en maske, da veninden fortalte om den overnatning hun skal på med sit arbejde.
Selv dagen er en dag, hvor hun og de andre ledere skal fastlægge næste års retning og spise middag og sådan. For lige at få noget socialt med (går jeg ud fra) bydes der også på morgenmad lørdag, hvorefter man kan køre hjem til sit eget.
En dag, en overnatning. 2 på hvert værelse.
Som jeg sidder der i mit sofahjørne, har jeg mistet lysten til at overnatte med kolleger på vandrerhjemsmåden og jeg fik kuldegysninger ved tanken om at skulle dele seng med en anden, man normalt kun omgås i skjorteklædt eller fuld tilstand.
Jeg er blevet for gammel, for forvænt og for privat. Tænk, hvis man kom til at strejfe den andens ubarberede ben med sit.
Veninden? Hun glædede sig ikke ligefrem, men lod til at acceptere firmapolitikken. Tror jeg havde faket en sygdom og købt et enkeltværelse til mig selv.
Godt man har sit strikketøj i fred.
Jeg er blevet rigtigt håndarbejdssavvy og har selv lært mig at strikke knaphuller og lukke af. Og så også at hækle i øvrigt.
Jeg er pavestolt og røvkedelig, for hver aften sidder jeg i mit sofahjørne og nyder strikketøj og fred. Så mangler vi bare kamillethe, halvbriller og grå knold i nakken. Og en lille kat, der ligger i den sprossede vindueskarm.
Derfor var jeg også lige ved at tabe en maske, da veninden fortalte om den overnatning hun skal på med sit arbejde.
Selv dagen er en dag, hvor hun og de andre ledere skal fastlægge næste års retning og spise middag og sådan. For lige at få noget socialt med (går jeg ud fra) bydes der også på morgenmad lørdag, hvorefter man kan køre hjem til sit eget.
En dag, en overnatning. 2 på hvert værelse.
Som jeg sidder der i mit sofahjørne, har jeg mistet lysten til at overnatte med kolleger på vandrerhjemsmåden og jeg fik kuldegysninger ved tanken om at skulle dele seng med en anden, man normalt kun omgås i skjorteklædt eller fuld tilstand.
Jeg er blevet for gammel, for forvænt og for privat. Tænk, hvis man kom til at strejfe den andens ubarberede ben med sit.
Veninden? Hun glædede sig ikke ligefrem, men lod til at acceptere firmapolitikken. Tror jeg havde faket en sygdom og købt et enkeltværelse til mig selv.
Godt man har sit strikketøj i fred.
Abonner på:
Opslag (Atom)