Heidi har modermærkekræft

Jeg nævnte Heidis historie i mit sidste indlæg.

Det er efterhånden mange år siden vi arbejdede i samme fitnesscenter, men jeg husker hende ret godt. Hun var en af dem, jeg ikke kunne lide. Lige indtil jeg talte med hende.  Hun fyldte meget, grinede højt og... lignede mig lidt, bortset fra at hun var slankere, stærkere og højere.
Og så blev hun gift med Robert, som er lige så meget et energibundt.

I de fitnesscentre, jeg har været ansat i, har solarierne været bekvemt placeret mellem herrenes og damernes omklædningsrum. Jeg har hørt, at der er nogen, der også brugte solene til at have sex i (så syrede aftaler, det må være: Vi mødes om 3 minutter i sol 2), men jeg har ikke været så heldig en af dem. Jeg har desværre brugt de 8 minutter en polet gav på at blive stegt på begge sider.  Flere gange om ugen.

Nogle gange var der et skilt på døren med 'pas på! nye rør'. Det betød ikke, at der stod nye mænd parat på den anden side, men at man bare skulle nøjes med at tage 1 tur. 
Man skulle nok blive postkasserød for en polet.

Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne overhøre de advarsler, der allerede den gang begyndte at dukke op, når jeg allerede har fået fjernet et ondartet modermærke og er blevet behandlet for celleforandringer.

Nu? Ikke solarium til mig. Men helt ærligt har det været en overvindelse at gå ud med skummetmælkshvide ben kun iført shorts og faktor 30.
Indtil jeg hørte Heidis historie.

Du kan også læse historien og høre mere om både Heidi og kræften her

Du kan også give et bidrag, der vil gå til de behandlinger, som sygesikringen ikke dækker, hvis du vil. Lægerne har givet Heidi stemplet 'terminal', men det betyder ikke, at hun accepterer og giver op.

Jeg skal lige advare... Hvis du ser hendes videodagbøger og læser opdateringerne på facebook, så kommer det til at betyde en større post på solcreme-budgettet. Og en hel del flere krammere til dem, du holder af.
Nogle gange er krammere en glimrende måde at få andre smurt ind i uv-beskyttelse.

Perspektiv

Jeg har masser at skrive om. Selvom det er agurketid og fjernsynet viser gamle genudsendelser, så er det ikke helt sådan inde i mit hovede. Dammit, man kunne jo skrive føljetoner om fagforeninger, der opfører sig som levede de i en anden tidsalder og selvom jeg har lovet mig selv ikke at gå helt over i mor-bloggeriet, så leverer junior altså ideer til indlæg på stribe. Det skal nok ende i et par pinlige episoder, så god til at efterligne som han er.

Der er bare to ting, der får mig til at blive helt stille indeni. Holde vejret og tænke, at det vil være meget småt at skrive om, at jeg har stået og gloet ind i et prøverumsspejl og prøvet at sluge det faktum, at jeg - den tidligere så sports-bebrystede - nu passer en 70F bedst. Fuck. Muh.

De to ting er:
Tobias-sagen. 
Jeg kunne ikke læse den hændelsesbeskrivelse, en netavis bragte, til ende.
Jeg nåede langt nok til at holde mig for øjnene og krampegræde. Og få mareridt. Og tænke over, hvor bange den lille lyshårede dreng må have været mens han blev mishandlet til døde.
Det er så rædselsfuldt. Jeg har det så svært med det, at jeg ikke kan tale om det og selv nu, hvor jeg prøver at skrive hurtigt igennem det, sidder jeg med en klump i halsen. Ondskab. Dumhed... Jeg vil ikke engang prøve at forstå.
Tobias døde den dag, Aksel Emil blev født.

En tidligere fitness-kollegas facebook-opdateringer.
Heidi har hudkræft, som har spredt sig og givet hende knuder i hjernen, i rygsøjlen og sendt hende gennem mange operationer, flest i hjernen. Hun har lavet videodagbøger, skriver for det meste med en positiv vinkel, men det er så meget noget lort at det er ufatteligt, at hun har kræfter til at kæmpe videre, prøve nyt, skrive lyst.
Hun har mand og to børn og er idag blevet opereret for en knude i ryggen, som har givet hende vilde smerter. Samtidig er der nye spredninger i hjernen og i bughulen.

Jeg bruger solcreme. Det skal du også. Høj faktor og rigeligt af det.
Det kan jeg ihvertfald skrive.

Thai-spejl. Dag 2.

I mandags var jeg vred. Igår fulgte nedsmeltningen som den altid gør: Vredens sande kilde. Jeg var så ked af det hele, at jeg stortudende måtte ringe til Mikkel.
Uden helt at vide, hvorfor Mikkel lige skulle komme.

Han sørgede for at hælde noget mad og noget vand i mig og langsomt begyndte det at lysne.
That is... Det lysnede efter jeg havde sparket min røv ud at løbe en tur. Det holdt hårdt, men jeg fik samlet endorfin-points op på vejen.

Sagen er, at jeg har mulighed for at tænke på mig selv. Er der noget her i verden, jeg virkelig ikke er i træning med, så er det det. Det er simpelthen så svært for mig, at jeg finder på alverdens åndssvage overspring. Fx at vaske tøj. Eller købe ind. Glemme at spise. Og fastholde mig selv i den ophængte rolle, som er ved at kvæle mit humør.

(Før nogen får gode ideer: Jeg har ikke lyst til at tage på spaweekend uden barn. Virkelig ikke. Jeg har muligheden for at trække vejret for min egen skyld de timer om dagen, hvor han er i vuggestue og det er alt rigeligt.
Nu skal jeg så bare i træning med at gøre det).

Idag. Bootcamp dag 2.
Det kunne umuligt blive værre end igår, men jeg har stadig brug for hjælp udefra, så jeg bookede en tid hos den afsindigt dygtige Noi.
Jeg er selv massør. Noi er massagens Chuck Norris.

Hos hende er der heller ikke skyggen af mulighed for at jeg kan tænke på hende istedet for mig selv. Jeg spurgte selvfølgeligt og indfølende om det ikke var hårdt at massere hver dag og mange gange 2 timer ad gangen - og ville gerne vide, om hun bedst kunne lide de lange behandlinger.

Ja, siger hun. Det er bedst. 1 time er for kort, hvis der er problemer med kroppen. Halvanden time, to timer, tre timer er godt. To timer hvis det er en stor krop. Halvanden time er godt til dig.
Og således fik hun venligt og smilende vendt fokus tilbage i den rigtige retning: På mig og mine behov. Ikke hendes.

Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at vejen til Zen og antistress går ad 'tænk på mig selv først'-vejen. Men når Noi viser, at hun er helt ude af stand til at bringe sig selv ind i ligningen, så er det som at få et stærkt belyst spejl holdt op foran stressfurerne. Lidt ligesom at prøve jeans. Bare behageligt.

Måske lærer jeg hen ad vejen at blogge om noget, der ikke er så navlepillende igen. 

Mandagsopkast

Undskyld. På forhånd.

Jeg gider bare ikke lige nu, vel?
Jeg er så træt af at se mig selv i sove-t-shirt og barnets morgengrød, der hver eneste fucking morgen eksploderer og klistrer sig til mig. Især til mig.
Hvor i mine drømme stod det i øvrigt, at jeg skulle blive sådan en, der sover i t-shirt? Var det ikke mig, der engang altid sov nøgen og smuk (hvis man lige kneb øjnene lidt i) og vågnede med småsexet rockhår og sprød stemme?

Jeg kan godt høre jer derude. Jer, der sidder med hovedet lidt på sned og siger at jeg skal være glad og positiv, fordi jeg har sådan en dejlig dreng og et bord i et hus og arme, som grøden kan fordele sig ud over. Jamen, det er jeg. Jeg er fuld af kærlighed til drengen og jeg sætter også pris på mine arme. Det er jo ikke fordi jeg vil undvære. Og luk så lige røven i 2 sekunder.

Der er mad, der skal planlægges, der er indkøb, der skal ordnes, gulve vi lige skal huske at holde rene og vi skal huske at spise den mad, der ikke laver sig selv, og endelig ikke de der kiks, der lige er ved hånden, når vi er godt igang med at hade rugbrød og ikke gider skrælle, skære eller bare åbne noget som helst, der ikke med det samme lægger sig som glasur over følelsen af at være temmeligt alene.

Og luk så røven. Jeg er glad for min søn og min familie. Ja, selv hunden. Jeg skal også være glad for at jeg har en mand. Og en have, som ensomhedens sure krager kan skide i.

Du er jo ikke alene, siger i nu.
Nej.
Og jeg kan godt selv høre, at jeg er en overspændt mandagssur morgenheffel. Det er bare som om beviser og sund fornuft ikke gør andet end at få min stive langemand til at blive endnu mere insisterende.
Inde i bestyrelseslokalet sidder jeg i ensom majestæt med alle kasketterne på og et eneste navneskilt på det grødplettede bord: Lene Alene.

Jamen, lyder det.... Luk. Zip.
Jeg er nemlig ikke færdig, selvom jeg godt kan mærke, at den opgivende mandagståge begynder at lette lidt, som jeg kommer skrivende hen ad linien.

I mine drømme var det anderledes.
I mine drømme fortjener alle - selv jeg - at blive fejret, hyldet, værdsat og elsket, så tvivlen og ensomheden lusker af. Virkeligheden kan sætte begrænsninger. Virkeligheden rummer travle mandagsmorgener hver eneste dag i ugen, optørring på repeat og hver mand for sig selv. Sådan er det og man må leve med det. Fucking repeat.

I det mindste skinner solen. Siger nogen.
Og jeg præsenterer igen min ranke finger. 

Men måske behøver i ikke ligefrem at rende mig i røven, alligevel. Den er alligevel fuld af opfordringer til at være positiv, for jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle gøre af dem.
Tak fordi i lyttede.

portvin, yoga eller løbetræning

Jeg er ikke god til at slappe af når jeg kan. Bevares, jeg er dansk mester i overspringshandlinger, men det betyder ikke, at jeg slapper af imens, tværtimod.

Jeg har alle muligheder for at slappe af et par hele timer om dagen. Manden er på arbejde, barnet er i vuggestue, hunden sover om formiddagen og jeg har helt officielt ferie fra jobbet.

Og så var det, at jeg kom til at tage til et møde om min fremtidige rolle i firmaet og kom hjem med opgaver.  Vigtige opgaver for firmaet og for en af de gode kunder.

Ved I, hvor megairriterende tics i øjet er? Muskelkramper, der får det til at føles som om øjenæblet bevæger sig som en metronom på speed, er ved at få mig til at miste besindelsen. Oven i at have spændingshovedpine skulle øjnene lige kvittere ved at spasse helt ud, ikke? Jeg ved godt at jeg alligevel ikke holdt helt fri, men... I min ferie?

Jeg ved det, jeg ved det. Det er stresssignaler. De skulle helst stoppes med det samme. Øjet ved at blive holdt fast på plads med en gaffel med spidserne først. Det er bare ikke så let at føre automobil med sådan et par spiseredskaber i synet.
Resten er værre.

Portvin dur heller ikke. Så nu skriver jeg her, at jeg skal træne hver dag hele juli. Så har jeg mindre tid til at slappe af, når det nu er så skidt for mig. Der.

Jeg har også vugget en liter mælk idag

Så sidder jeg her med varm kaffe. Jeg ignorerer fuldstændigt at opvaskeren skal tømmes og tøjvasken skal passes, fordi jeg kan.
Så... jeg drikker kaffe, der er varm mens Aksel er i vuggestue og hunden snorker tilfreds med hovedet på mit lår.

Det er sådan cirka første gang i 11 måneder, at jeg gør det på den langsomme måned. Ikke fordi jeg ikke har siddet ned og drukket kaffe, men fordi jeg aldrig har vidst, hvornår sirenen ville lyde igen, har jeg drukket kaffe på asbest-hals-måden ved at kyle koppens indhold i svælget på vej ned i sofaen eller ved at drikke en halv mundfuld og se resten blive kold fra der hvor jeg blev kaldt hen.

Noget i mig er temmeligt langsomt i opfattelsen, for jeg har lige været en tur forbi den åbne havedør, hvor jeg gik i tysse-spasmer og viftede med pegefinger af anlægsgartneren, der larmede med sit nye maskineri.
Uden at have en barnevogn indenfor pegevidde.  Kun kaffe. 

Godt, der kun var to bryllupper. Et mere og det var blevet grimt

Jeg havde heldigvis taget en pakke kleenex med, som jeg sørgede for at placere lige foran mig på kirkebænken. Efter kronprinsens bryllup ved jeg, at jeg kan blive en kende rørt.

Skulle have medbragt et viskestykke. Eddermame amatøragtigt med en krøllet pose papirlommetørklæder. 

Det var så fint et bryllup, så fine ord, så fine mennesker, så ekstraordinært fine sange, at min mund lynhurtigt bugtede sig i bakkedal og jeg måtte synke hårdt, da den smukkeste brud og hendes meget stolte far kom ind i rummet. Og kigge op i loftet og vifte mig med sangbladet, da jeg måtte sidde ned igen. (Hvorfor gør man det, egentlig?)

Det sangblad blev i øvrigt nærlæst, skal jeg lige love for, for jeg skulle ihvertfald ikke kigge op mod brudeparret, hvis jeg ville have rene toner i næbbet.

Åh, det var godt. Der var kærlighed, der var realitetssans, der var humor og de fik deres kirkelige velsignelse og ... ringe på! Og solen skinnede og alt var godt.

Hvorfor tuder jeg over bryllupper? Jeg håber, at nogen har et bedre bud end mit eget, som er lidt ømfindtligt: Jeg er en sucker for venners gode historier og bryllupper, fordi jeg... ahem.. måske er en lille smule misundelig. Kronprinsen er også en slags ven.

Samme aften var der bryllupsfest for et andet vennepar og det var også rigtigt godt med super mad og en glad brud og alt hvad der til sig hører. Jeg tudede ikke om aftenen, men fejrede det med bryster, der i aftenens løb var vokset til yverballoner som udfordrede kjoletoppen til max. Åbenbart havde tårekanalerne afvist vædskestrømmen og sendt videre.

Playitas

Beklager tavsheden. Jeg har holdt ferie og det viste sig, at det var alt for tiltrængt, så jeg har ladet tasterne hvile også, mens jeg har smilet bredt i solen og fået mavemusklerne strammet (lidt mere) op igen.

Vi har været på Fuerteventura, på Playitas. Og det var fantastisk. Man tror det næppe, når man som jeg stod med en meget aktiv, næsten 11 måneder gammel dreng på hoften og 5 timer i fly og 30 graders varme i udsigten.
Det gik fremragende.

Jeg er endda kommet så langt som til at holde af begrebet halvpension, for det betyder bare, at der er masser af mad at vælge mellem, som andre har lavet til dig og der er også nogen, der klarer at rydde op efter et lille madorgel, der lystigt har ædt sig igennem buffeten og smidt halvdelen på gulvet efter at have mast det.

Dejlige mennesker på turen også. Lige på nær dem, der sad bag os i flyet på vej hjem, men de får et afsnit for sig selv. Alle andre, serveringspersonale, ansatte, medrejsende, har gjort ferien ekstra lækker.

Næste år tager vi 14 dage. Mindst. Og tager mormor med som tak for at hun har holdt hunden og skansen herhjemme.

Back to life. I næste uge er der møde på arbejdet, indkøring i vuggestue og dagpengene er sluppet op. Jeg har brune fødder og så siger reglerne, at man kan klare alt.

Hvis jeg så bare kunne græde pænt

Jeg beklager tavsheden fra bestyrelseslokalerne. Vi er ikke gået på ferie endnu.

Sagen er, at Aksel er begyndt i vuggestue. En lille præ-indkøring har vi gang i indtil vi skal på ferie med barn for første gang. Bagefter er det den rigtige indkøring. Oveni det hele er jeg blevet syg.
Jeg har ikke rigtigt kunne holde mad i mig i en lille uges tid, så jeg har været zombieagtig, samtidig med at jeg har haft hovedpine, tunnelsyn og nakkespændinger, der har fået mig til at kaste endnu mere op.

Ferie-mave har jeg tænkt. Indtil Mikkel lige spurgte om jeg stressede lidt over vuggestuestart og ferie. Mnjooh.... i middelsvær grad.

Det byder mig imod at skulle aflevere Aksel i vuggestue. Han er alt for lille. Men han er også klar til nye udfordringer. De er alt for store lige nu, de udfordringer, hvis man spørger mig.
Det hjælper ikke at pædagogerne kigger på mig og småhvisker med manden om, at det altid er værst for mødrene.
Virkelig. Det er ikke remotely beroligende og det hjælper ikke en kæft, når de større børn jodler rundt og råber, mens der er tre andre der græder og min lille hvidhårede søn lige strammer grebet i min arm. 

Men vi gør det. Og når jeg er færdig med at mumle mit nye mantra på manisk vis: Det bliver så godt. Det bliver godt. Det bliver så godt. Ja, så skal jeg have massage.

De af jer, der kender mig fra tidligere tider irl og måske også herinde fra har sikkert dannet jer det korrekte indtryk af, at jeg ikke tudede over andet end romantiske kongelige bryllupper.
 
Nu tuder jeg hele tiden. Her til morgen, hvor der for alvor var udsolgt på energihylderne, begyndte jeg at stortude, fordi Mikkel havde lavet morgenmad til mig og pyntet med grønne druer. WAAAAAAAAH! Mest fordi jeg er sådan et utaknemmeligt bæst.

Jeg tuder også hver gang jeg træder ind i vuggestuen, men prøver at skjule det. Jeg bliver kendt som Aksel mor, frømunden.
Det hjælper ikke... han skal i vuggestue.
Og jeg skal have så mange massager, der kan ligge på mig.  Jeg kan vel stille en spand under briksen til tårerne.

Eller hvis jeg ikke var stivnet som en hare i forlygte-lys

Du får så meget energi! Det bliver så godt for dig! Du trænger også til det efterhånden, gør du ikke? Glæder du dig ikke? Du skal se, du får megameget energi af at komme ud og snakke business igen.
Sådan lyder det fra min omverden. Jeg tror at det er salgsgas og en generel løgn, de prøver at få mig viklet ind i også.

Jeg ved ikke rigtigt om jeg frivilligt køber ideen om, at det udelukkende bliver godt at komme på arbejde.

Jeg kan ikke se på nogen af de mødre, jeg kender, at det har været idel lykke. Man får ikke den slags furer i ansigtet af ny energi.

En enkelt har helt sikkert haft godt af at få lidt perspektiv og noget at blande moderskabet op i, men resten ser ud som om det er hårdt.
De slider i det for at hænge sammen.
De siger alle som en, at kræfterne er brugt når arbejdsdagen slutter og lunten er kort når barnet er hentet og der i virkeligheden skulle være kvalitetstid og nærhed ud over det hele.
For slet ikke at nævne koordinationsudfordringerne.

Det, der har været hårdest for mig ved at blive mor, er at jeg er på hele tiden. Der er altid et ansvar, der banker på og noget opmærksomhed, der bliver krævet.
Jeg kan ikke se, at det skulle blive lettere ved at der kommer flere slags ansvar ind over og flere mennesker, der leverer opgaver.

Det kunne jo være lys og ikke et modkørende tog jeg ser, hvis jeg lige stoler på at folk ikke bare vil smitte mig med 'mor-på-job-løgnen'

Forventer at se bryst- og skamlæbeoperationer offentliggjort på skilte på strøget

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg skal under en plastikkirurgs kniv i morgen.

Jeg har selv valgt at blafre det ud på facebook, for jeg har ikke noget problem med at indrømme at jeg både er blevet så gammel, at familiehængerne kan ses og at jeg er forfængelig nok til at gøre noget ved det.

Om ikke andet, så ved folk jeg kender, hvorfor jeg kommer til at gå rundt og ligne en, der har fået læsterlige klø fra i morgen eftermiddag.

Jeg har selv valgt at fortælle det og derfor var jeg også overrasket over, hvor indiskret og ubehageligt jeg syntes det var, da jeg fik en besked på facebook om at Nogen havde set, at jeg har en aftale hos plastikkirurgen imorgen: i kirurgens aftalebog.

Øh nej, Nogen er ikke ansat dernede.

Nogen var der i andet kropsligt anliggende og nu ville Nogen gerne vide, om jeg havde hørt noget om hans referencer, om jeg kendte dem siden jeg havde valgt ham.

Synes godtnok det er grænseoverskridende at man bare kan kigge i bogen på bordet og se at jeg har en aftale kl 14.

Mangler bare at man også kan se, at det er blæst op på lysavis at kirurgen skal fjerne et par tentakler nu jeg er der.

Undværlig

For år tilbage proklamerede jeg skråsikkert, at de kvinder, der ikke har medkokke, medhjælp og medansvar i deres mænd i køkkenet, ikke har det, fordi de ikke vil af med magten.
Billedet er lidt mere nuanceret, ved jeg nu. Eller... Det bliver jeg nødt til at sige.

I over 9 måneder har jeg haft ansvaret for driften af hus og baby. Jeg har stået med de overordnede tråde og vidst at der skulle pakkes pusletaske, at der manglede bleer og hvad junior skulle spise. Og hvad han kunne lide at gøre og hvornår han skulle sove, hvordan han kunne trøstes. Jeg har haft praktisk hjælp i manden, men af mange grunde, primært at det er mig der er på barsel, har jeg også været Den Udførende.

Uden at tage noget fra nogen, kan jeg sige, at jeg har været rigtigt meget på.

Lige om lidt står den på pasning af professionelle og fuldtidsarbejde. Selvom jeg burde se frem til vokseninput, så glæder jeg mig ikke til at undvære min lille dreng.

Jeg glæder mig ikke til at kunne undværes. Nærmere.

Det skal ske, bevares. Han trænger til nye input, jeg trænger til at få vasket bilen og overføre mit nye overblik til noget med kommunikation og kunder og far trænger til at få sin ligelige plads i familieforetagenet.

Lige nu vil jeg bare langt hellere være uundværlig.
De kommer til at minde mig om at jeg gerne må drikke en hel kop kaffe mens den er varm og at slippe magten.