søndag den 26. juni 2011

Noget om ar efter mænd. Og knallerter

Det er langt fra alle de mænd, jeg har kendt, der har begavet mig med fysiske minder. En del har foræret mig nogle mentale ar og en enkelt har forsøgt at sætte et blivende aftryk af en knyttet næve i mit ansigt. Det forsvandt igen lige så hurtigt som jeg kom ud af døren og det kom ikke tilbage igen. Det gjorde jeg heller ikke.

Jeg har selv påført mig et par brandsår i tidens løb. Det seneste, da jeg rakte ind over elkedlen den dag jeg havde Rasmus uhuh Seebach på hjernen. Men aldrig med vilje, kun af klodsethed og altid i sammenhænge, hvor jeg har kunnet give andre skylden, som nu med Rasmus Seebach. Det var hans skyld.

Selvom jeg har overvejet tatovering og har valgt en anden slags kropsudsmykning, har branding aldrig rigtigt sagt mig noget. Sikkert fordi jeg synes det vil være lidt dumt at betale andre for at lave det, som andre kalder selvbeskadigelse.

Jeg er jo en pige fra landet.
De eneste brandsår, man stadig kan ane i min hud, er derfor også nogle som minder mig om, at jeg engang boede helt derude på landet.

Derude og dengang sad man bag på den udvalgtes knallert.
Dengang og derude havde drengene brug for at have en knallert, ikke for at fræse rundt om en sø og stjæle tasker fra damerne, men fordi de skulle kunne fragte sig selv frem og tilbage mellem hjem og den gård, hvor de var medhjælpere om eftermiddagen.
Der var et ordentligt bagsæde på de knallerter, men de var designet til folk i Kansas.
Ikke til bare pigeben Skt. Hans aften og slet ikke til bare pigeben, når ruten gik ad ujævne markveje henover den jyske hede. 

Nu ville jeg gerne fremvise et billede som bevis på at jeg skam taler sandt. Og er ægte (det ord lyder så bitterfisset for tiden). Men dels er mærkerne ved at være flere tusind år gamle og dels er mine ankler så vædskefyldte lige nu at jeg ikke vil være det bekendt. Faktisk kan jeg kun med besvær nå helt derned.

Du må derfor tage mig på ordet og tro mig, når jeg fortæller, at de to stempler jeg har på indersiden af højre ankel skyldes Lars og hans Puch med langt bagsæde og 4 gear og Anders, dyrlægesønnen, og hans Yamaha.

Du må forresten lige sværge, ikke at sige noget til min mand. Han har nemlig vedtaget, at jeg aldrig har kendt andre hankøn end ham.

Så hvis du skulle møde ham her eller i virkeligheden, må du gerne virke helt overbevist om, at jeg har siddet bag på min egen knallert engang for længe siden. Måske vil han faktisk æde den historie af bare lettelse over, at jeg har ejet en respektabel knallert med blottet udstødning og ikke bare en Yamaha Sting med pensionist-røvs-venligt sæde.

 

2 kommentarer:

  1. HAHHAHHAHAHHAAAA tak fordi du tog mig tilbage til min tid med knallertklubben!
    Suzuki kan man ha'
    Men Yamaha det skal man ha'! :)

    SvarSlet
  2. så du den ene af klubbernes hjemmeside? ER det ikke ømt?
    'Så er du aldrig alene'

    Fnis. Jeg tror, jeg gik i 9., da jeg fik det sidste brandsår og det er gånnok mange år siden.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...