Magt til salg. Gratis, hvis du selv afmonterer den.

Det er let at generalisere. Muslimer. Kvinder. Mænd. Personligt bliver jeg smækfornærmet, når der bliver generaliseret over noget, jeg har gjort. Faktisk måtte jeg lige stavetjekke om der er a i ordet, bare lige for at understrege mit halvfærdige forhold til det ord.

Men jeg vover et halvt øje alligevel i sagen mellem huslige pligter og de to parter i et forhold.
Der er altid en, der ikke er lige så ligeglad som den anden. Der er altid en, der er mere emsig omkring at tørre bordet af efter middagen end den anden. Der er altid en af parterne, der allerede fra morgenen tænker på  at planlægge aftensmaden, så der kan købes ind på vej fra arbejdet eller tages noget op fra fryseren i tide, så man ikke står klokken 2 minutter over sulten for satan og først skal til at finde på.

Hvis man laver en valid undersøgelse, tror jeg, at der er flere kvinder end mænd, der tager ansvaret og planlægningshatten.
Det er mit gæt, at der er flere kvinder, der sætter en ny toiletrulle i holderen af hensyn til de andre i husstanden, når de har brugt det sidste, end mænd, som så måske har en mere pragmatisk tilgang til sagen og sætter ny rulle i, når de selv har  behov for den.
Også selvom de så må gå pingvin-gang med bukserne om hælene og en stille bøn på læben om ikke at tabe noget undervejs mellem toilet og toiletpapirslager.

Kun en fornemmelse. I virkeligheden tror jeg ikke, det er så meget et spørgsmål om køn og dette her er ikke et bidrag til nogen som helst kønskamp.
Det er et spørgsmål om magt.

Der er altid en, der er opdraget til at være mere bekymret, mere planlæggende, mere dygtig end den anden. Mere pæn og mere forberedt på, at ubudne gæster helst ikke skal se, hvordan kondiskoene har fået lov til at blive liggende hvor de landede. Men det, vedkommende i virkeligheden er opdraget til er at have kontrollen, magten og æren.

Jeg er en af dem.
Jeg er helt klart den, der styrer kødgryderne og jeg har helt selv skabt en forventning om, at jeg har ansvaret for mad-delen.
Det er ikke fordi manden ikke kan eller vil.  Jeg har bare vænnet ham til ikke at tage ansvaret for det mens jeg totalt blottet for sans for konsekvens har stoppet magt op i skåneærmerne  - og efter at have harcelleret, skældt ud og sukket fornærmet, følt mig misforstået og udnyttet, må jeg lide den tort at indse, at skylden er min egen og at jeg i virkeligheden har gjort det for at blive påskønnet og værdsat uden at sige det højt.

Jeg var endda omkring tanken om at blive lesbisk, for så skulle det problem da være løst. Samtidig med at jeg så med garanti ville få en mere tankelæsende partner.

Indtil jeg kom til at tænke på min uni-veninde med det lange flammerøde hår, som sov og spiste mellem bøger og brugte trusser mens kanden med rød saft groede et par temmeligt imponerende åkander af mug.
Og min anden veninde, der sandt for dyden var en mand i sin måde at ville have tingene på sin måde og forventede at andre som en selvfølge sørgede for at det skete, mens hun nassede kaffe, lod andre betale og altid tog det sidste stykke kage.

Nu ligger jeg så her, midt i dagens 3. nødvendige pause, og må sande, at fødderne og maven og forholdet bare ikke har godt af at jeg holder så hårdt på magten længere.

Og at jeg ikke aner, hvordan jeg får lagt halvdelen ud på bordet igen.

(Den der siger 'baaaaare vent til barnet kommer' vil ikke være den første til at smide den kommentar. Den har procesdirektøren i bestyrelsen allerede truet med. Hjalp ikke)