lørdag den 19. februar 2011

Pas nu på dig selv. For 769. gang

Jeg var ved jordemoder igår.
Sød, skarp, ung, slank og med Sinead O'connor-hår. Hun tror på urter og hun kiggede mig meget alvorligt i øjnene og sagde, at det kun er mig, der ved, hvornår grænsen er nået.

Hun sagde det efter at hun havde hørt mig fortælle om sunde kostvaner, passende mængder motion og efter at hun havde lagt bunken af pjecer om rygestop, alkoholvaner og sund kost tilbage på plads. Ingen grund til at give mig dem.

Hun hørte mig bare også fortælle om at være træt ind til benet og have dårlig samvittighed over ikke at kunne overskue det samme, som jeg plejer. Om arbejde med ansvar og løse ender og ass-time og dårlig samvittighed over ikke at magte at gå forrest når det kommer til arbejdstider og opgavemængder. Og om sygdom i familien. 

Og så summerede hun det meget kort op: Du skal passe på dig selv. Du skal ikke have så meget kontrol over alting som du plejer. Og du kan lige så godt vænne dig til det, for når barnet først kommer, så er kontrol det sidste du har. 
Av.
Fy helvede, hvor kom der mange klicheer ud af Sinead på meget få sætninger. Men hun mente det og så forstod jeg det. Lidt.

Hun fortalte om stresshormoner og deres påvirkninger af barnet og om at jeg skulle passe på mig selv. Min grænse kunne meget vel ligge meget før jeg anede.
Klogt nok. Jeg ved det jo godt. Lidt.

Men altså..  fortæl mig lige igen, hvordan man lærer at synes at det er i orden at sige fra til opgaver, der står i jobbeskrivelsen og fortæl mig, hvordan det kan være i orden at lade være med at tage på sygebesøg eller afslå at lytte til familiemedlemmers angst og bæven, fordi mentale belastninger også bare er belastninger som sammenlagt er tungere end jeg kan bære, fordi puljen af kræfter er rationeret. 

En ting er at sige fra, men hvad gør man af den dårlige samvittighed, der følger med at sige fra til indsatser som plejer at være mine og som jeg i bund og grund synes er obligatoriske for at være et godt menneske.

Jeg synes jeg har pligt til at yde mit. Jeg er ikke syg. Jeg er bare gravid.
Kloge mennesker fortæller mig bare, at jeg har en pligt, der overgår alle de andre: Jeg har først og fremmest pligt til at passe på mig selv lige nu.
En ting er ret og noget andet er pligt.

Måske er det argumentet. Så får vi se om jeg stadig har en månedsløn, når jeg anerkender det.

4 kommentarer:

  1. Først: Hej. Jeg er glad for, at jeg tilfældigt faldt over dig igen, for jeg kiggede også med på din sidste blog.
    Og så: Åh, jeg var så træt af, når folk (især min chef) sagde, at graviditet ikke er en sygdom. Nej, det er det ikke, men det er en enorm belastninng og man kan altså bare ikke gøre alt det, man kunne før.
    Du skal passe på dig selv, for så passer du også på dit barn, og det er din vigtigste opgave lige nu. Og så må du prøve at vurdere, om belastningen er størst ved at sige fra eller til, for den dårlige samvittighed er jo også en form for belastning.
    Tanker fra en, der ikke kender dig, men alligevel føler med dig.

    SvarSlet
  2. Enig; at passe på dig selv og det du bærer under hjertet er det vigtigste i verden. Håber du finder modet til at tro på det.

    SvarSlet
  3. Det kommer jo til at lyde så forfærdeligt bedrevidende det her, men du bliver simpelthen nødt til at lære det og vænne dig til det. Altså at sige fra. Du oplever sikkert mange grænseoverskridende ting allerede nu, hvor folk rører din mave, uden at spørge f.eks, den er i hvert fald klassisk. Og når barnet kommer, har alle en million meninger om hvad der er/ikke er okay. Jeg har oplevet flere gange, at folk har syntes, jeg er hys, fordi jeg har sagt nej til, at ungerne skulle have slik som babyer f.eks. Nogen har endda prøvet at give dem øl!?
    Jeg er også typen, der tager alle folks lort på mig, men man bliver simpelthen nødt til at tage hensyn til sig selv. For sandheden er, at mange der får en lillefinger, kræver hele armen, og den skal du altså selv bruge når bebsen kommer! Min pointe er vel bare, at jordemoderen har ret. Du skal lytte til dig selv, både som gravid og som mor og ikke tage mere på dig end du gider/magter/orker. For selvom graviditet (eller motherhood) ikke er en sygdom, skal man tage hensyn alligevel, og der er ingen der takker dig over, at du kører dig selv i sænk. Og stress er farligt, så måske en sygemelding på et par uger til lige at få ro på dig selv (og alt det der sker rundt om dig) var en idé?
    Jo mere man øver sig, jo bedre bliver man til at sige fra. Men det ER sgu pissesvært! Man skal "bare" nå til et punkt, hvor man fatter, at man ikke skal rykke sine egne grænser for hvad man inders inde føler er i orden, for at tækkes andres meninger eller hvad de end måtte tænke om en og hvad man gør med sit liv. Fuck hvad andre tænker! Du er chefen i dit liv (indtil babyen kommer i hvert fald, hi hi) og du skal IKKE have dårlig samvittighed over tage hensyn til hvad der er bedst for Lene Inc ;) Og bliver folk sure, then be it. Du har med garanti oplevet det der var værre! ;)

    ..end of rant!

    SvarSlet
  4. @GiSP: Dejligt at du læser med :) Du har ret - det må være en afvejning med den dårlige samvittighed i den anden vægtskål. Den slider også.

    @Karoline-med-K: Tak. Det gør jeg også. Jeg håber også, det er acceptabelt på min arbejdsplads.

    @Frøkenen: Amen. Heh. Der ER nu altså noget helt særligt overbevisende over dine kommentarer. Jeg lytter ihvertfald.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...