Ode til privatbilismen

Københavnertur.
Jeg plejer at starte min Suzuki Swift og drøne på tværs af landet med stor fornøjelse. Jeg er en af dem, der stadig tror, at man har en lille bid af verden helt for sig selv inde i en bil og at ingen kan høre det, når man synger rigtigt højt.
Og lige nu savner jeg min bil, selvom den er oversprøjtet med mudder både indeni og udenpå. 

Jeg er med toget. Som i DSB på standardsæde. Bevares, jeg kan skrive og arbejde samtidig og jeg burde kunne slappe af, her i min stilleafdeling, men noooo.... mine nerver er så højspændte som en line på et slankehold for linedansere, for ikke alene er jeg med toget og skal vise billet og den slags, jeg skulle også med bus for at komme til banegården. Og konceptet at køre i bus er noget fanden har skabt i vrede.

Det begyndte med at mandspersonen bag mig hostede så voldsomt, at jeg kunne mærke midterskilningen i nakken. Baciller bombarderede mit kranie og lagde sig som en smitsom sky omkring mig.
Han kunne ikke undgå at se, at mit hovede automatisk forsøgte at bevæge sig så langt væk fra ham som muligt ved at krybe i ly under mine skuldre, men det blev ved. Han hostede sin morgensmitteånde ud over mig med jævne intervaller og jeg gentog skildpaddebevægelsen instinktivt.

Jeg ved godt, at det har hjulpet mig lige så meget som når man læner sig 20 cm frem mens man kører 110 for at se skiltene bedre eller at dukke sig inde i sin bil, når man kører under lavthængende grene.

Da damemenneske tog opstilling lige ud for min plads med et vræl af et vådt host, halvt opfanget af en handske, som splitsekundet efter greb ud efter nakkestøtten lige foran mig for at vræledame ikke skulle falde, vidste jeg ikke længere, hvor jeg skulle stikke hovedet hen for at undslippe.
Jeg var fanget i en knibtangsmanøvre udtænkt af smitte-juntaen.

Nu sidder jeg i toget skråt overfor en dame, der med rindende øjne betroede sin sidemand, at han ikke ville få meget besvær med hende. Hun var nemlig lidt syg.  Det forklarer selvfølgelig, hvorfor hun uden at holde hånden for har bræget og gøet siden Århus H i en lind strøm. Må den slags overhovedet sidde i en stillekupe?

Altså ikke fordi jeg kan se de små hærskarer af influenzabisser nærme sig i bølger og høre deres generaler råbe, at de skal gå efter højrisikogrupperne, men mere fordi det forstyrrer den pseudofred, der burde herske i et offentligt transportmiddel.

Gudskelov sidder der en forretningsmand i tweed og med smart brille lige overfor mig. Han smiler pænt og indforstået over mine ticks og matcher dem pænt. Han mærker lige efter på ruden for at vurdere om der er træk til nakken, inden han spritter sine hænder af. 

Vent.... jeg er blevet en af dem...