søndag den 27. februar 2011

Liv og død - afgørelsen

Mange tak for jeres mails, sms og kommentarer. Det varmer utroligt meget og det er for mig en kæmpestor støtte, der falder på en rigtig måde for mig: På skrift.

Jeg kan godt føle mig lidt presset af at blive spurgt ansigt til ansigt og verbalt når spørgsmålet kommer fra mennesker, jeg ikke normalt er dybt fortrolig med -, for med tekst har jeg mulighed for at vende ordene rigtigt, mærke efter og vigtigst af alt er jeg ikke i tvivl om, at den der skriver er interesseret i at høre svaret.

Min far har været igennem mange undersøgelser, han er blevet scannet på kryds og tværs og har fået en meget kvalificeret hjælp af både læger og sygeplejersker. Konferencen af specialister har vurderet hans sag, journal og generelle tilstand og er kommet med både diagnose og prognose.

Det er en primær levercancer, dvs at metastaserne i leveren ikke stammer andre steder fra, men er opstået i leveren. Der er så metastaser til lunger og nyre samtidig.
Prognosen er, at det ikke er muligt at behandle eller livsforlænge, så han kommer hjem på mandag sammen med to iltflasker og en sygeplejerske, der giver ham smertestillende 4 gange om dagen.

Grunden til at det har taget så lang til at finde frem til prognosen er, at han er i en meget dårlig ernæringsmæssig tilstand (en af de grimme bivirkninger af cancer er, at man har madlede og kaster op) og så at canceren har spredt sig så meget at ... ja, lægerne har vel også skullet tænke sig om en ekstra gang eller ni.

Det betyder ikke, at min mor ikke overvejer at få en second opinion som man har ret til og som skal vurdere behandlingsmuligheder i udlandet eller alternative behandlingsmuligheder, men som det ser ud nu er han ikke i stand til at klare turen til Frankfurt.

Lige nu vil han gerne se nogle mennesker, leve, tænke positivt, spise min mors mad og ferskner på dåse og ordne de ting han kan, for hans største bekymring er ikke at dø.

Han er bekymret for, hvordan min mor og døtrene skal klare sig, når han er væk.

Jeg skal nok klare mig. Men jeg deler hans bekymring - det bliver afsindigt hårdt. Også for de to andre døtre. Og især min mor, der sammen med ham havde planlagt en glædelig tredie alder som raske pensionister.

4 kommentarer:

  1. Er fuldstændig tom for ord! Kæmpe kæmpe kæmpe kram til dig!!!

    SvarSlet
  2. Det er jo et levendegjort mareridt! Ved simpelthen heller ikke hvad man skal sige i den situation, men hvor jeg dog føler med dig, din mor, far og dine søstre!

    Og håber inderligt, at I får en second opinion, der giver bedre muligheder, end der er nu.

    Helt ærligt, er der ikke nogle læger, der har sovet røv-meget i timen her????

    SvarSlet
  3. Hvor kan livet bare være afsindigt grusomt nogen gange.

    Jeg føler så meget med dig. Så trist at det er kommet dertil netop som han træder ind i den tredie alder med et barnebarn på vej.

    Hvilken kæmpe inspiration han er, at han stadig har overskud til at tænke positivt i den situation.

    Jeg er fuldstændig paf og kommer uundgåeligt til at tænke over, at vi skal huske at leve mens vi gør det.

    Kæmpestor krammer til dig!

    SvarSlet
  4. Kære du! Jeg har næsten lige været der, hvor du er nu. Og har skrevet en masse om det på min blog. Jeg slugte alt, hvad andre havde skrevet om det - måske har du et andet behov, men jeg kan anbefale bogen "Når vi skal dø" af Mikaela Gudkov. Den er på en eller anden måde befriende.
    Min mor kunne heller ikke blive rask (også primær levercancer ned udspring i galdegangene) men vi fik en god afslutning på livet sammen.
    Jeg ønsker dig alt det bedste i en skrøbelig, svær og intens tid. Hulemor

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...