Nogen, der har et job som redaktør på et forlag til overs?

Skal du ikke bare skrive den bog? spurgte han ovre fra sofaen.

Spørgsmålet var en udstrakt hånd, en undskyldning og et forsøg på at vise, at han godt kan se mig en gang imellem.
Spørgsmålet var også det, der fik mig til at trække ned i huden under mit øje og løfte øjenbrynet samtidigt.

Det ville jeg helt vildt gerne kunne, men vi ved godt, at det kommer til at blive en dyr bog, fordi det kommer til at koste vores forhold og fordi min familie ville opfatte det som en nøgle i billakken. Min afhængighed af litteratur og af at skrive har aldrig mødt hverken forståelse eller accept og det er ikke længe siden jeg måtte flytte stakken af blogindlæg, indtil familiemedlemmer fik pulsen ned igen.

At skrive noget, der på nogen måde kan  tolkes som en offentlig udstilling af sorte pletter under familiens overflade, er risikabelt. Der vil være mængder af tavs skuffelse lige om hjørnet. Også selvom jeg iklæder værket fiktionens kappe.

Idag arbejder jeg hjemme, fordi spørgsmålet har bidt sig fast.

Den officielle undskyldning for at blive her er, at jeg skal lave research og strategioplæg, men alle ved, at hjemmearbejdsdage er til for at tænke tanker mens bilen bliver vasket og neglene ordnet.

Jeg skal da lave strategioplæg, men først skal jeg se på hunden, der sover i yndlingsstolen med alle fire poter i vejret, jeg skal træne og jeg skal tale med mig selv i badeværelsesspejlet.

Jeg skal spørge mig selv om jeg burde arbejde på en måde, så jeg har fleksibilitet nok til at drikke kaffe med nyslåede mødre om formiddagen og ikke bare føle det som om jeg løber rundt i et hamsterhjul. Jeg vil gerne være noget for nogen.
Jeg vil gerne kunne tænke en ærlig tanke.

Og så skal jeg spørge mig selv om jeg skal skrive den bog eller bare læse nogle flere.