Det undrer mig, at det blev fredag igen. Det har været en sejtrækker af en uge som jeg personligt aldrig nogensinde håber at se gentaget.
Det sagde jeg også sidste gang.
Jeg er nok det mest empatiske menneske, kommentator-Sarah aldrig kommer til at møde. Uden at forherlige mig selv endda. Det er ikke positivt, for jeg er skidegod til at please andre og vide, hvordan de har det, mens jeg ikke opdager, at jeg selv er på vej i dørken, før jeg ligger med knast-aftryk i fjæset.
En jobstart i ny funktion, hårde dage med logistikhelvede på privatfronten og en kommentar på bloggen om at jeg både er ond og uempatisk og at jeg burde forestille mig at min søn har kræft, har derfor heller ikke været nok til at få mig til at overveje om jeg kunne bruge lidt fred og selvkærlighed - alternativt bare slå fra mig verbalt.
Næ næ.
Tics ved øjet var heller ikke nok.
Træthed og uvant glemsomhed heller ikke.
Nervesmerter ved kindbenet og højre tinding fik mig i det mindste til at ringe til lægen. Efter et par dage.
Nu føles det som om mine kinder truer med at forlade mit ansigt. Meget ubehagelig snurrende smerte, så hvis verden lige vil holde sig selv et øjeblik og tænke gode tanker i min retning imens, så vil jeg holde weekend og tage på skovtur med mine to nærmeste.
De er varslede om at det er forbudt at blive mandesyge, hvis jeg ikke skal tabe ansigt.
Bogstaveligt.
fredag den 14. september 2012
torsdag den 6. september 2012
Cancer-markedsføring
Beklager overskriften, men er det ikke sådan det er? En syg konkurrence, som går ud på at markedsføre sin sygdom og terminale status for at få penge til at forlænge livet.
En markedsføringsdisciplin på et tidspunkt i livet, hvor alle kræfter bliver brugt på at fordøje beskeden om at lægerne i Danmark ikke kan gøre mere for at redde livet for en og på at hænge i med neglene og kæmpe med alt hvad man har kært, når nu det danske system har trukket redningskransen til sig igen.
Tænk, at skulle sætte indsamlinger, facebook-sider og tv-optrædener i værk samtidig. For at samle penge ind, der kan betyde ekstra levedage.
Jeg har før nævnt Heidi og hendes kamp mod modermærkekræften og nu er Rune også dukket frem med taletid på tv (og nævnt hos Dines). Begge har taget kampen op med hjælp fra et næstekærligt, engageret og stærkt netværk.
Hvor skal man ellers finde kræfterne til at finde ud af praktiske ting, som fx om en indsamling er skattepligtig?
En markedsføringsdisciplin på et tidspunkt i livet, hvor alle kræfter bliver brugt på at fordøje beskeden om at lægerne i Danmark ikke kan gøre mere for at redde livet for en og på at hænge i med neglene og kæmpe med alt hvad man har kært, når nu det danske system har trukket redningskransen til sig igen.
Tænk, at skulle sætte indsamlinger, facebook-sider og tv-optrædener i værk samtidig. For at samle penge ind, der kan betyde ekstra levedage.
Jeg har før nævnt Heidi og hendes kamp mod modermærkekræften og nu er Rune også dukket frem med taletid på tv (og nævnt hos Dines). Begge har taget kampen op med hjælp fra et næstekærligt, engageret og stærkt netværk.
Hvor skal man ellers finde kræfterne til at finde ud af praktiske ting, som fx om en indsamling er skattepligtig?
mandag den 3. september 2012
Bedre end Botox
Mit kropssprog er ustyrligt. Jeg har fået at vide så mange gange at jeg skal prøve at arbejde med mit pokerfjæs, hvis jeg vil begå mig i noget, der bare lugter af politik eller ... poker.
Det er åbenbart ikke velkomment med ærlighed i reaktionerne på ledermøder eller til store præsentationer af bullshit.
Så småt er jeg ved at have styr på min mund, der taler uden at have fået lov. Det er kun sjofelheder, den finter kontrolløren med.
Men jeg skal altså lige have styr på kroppen også. Især øjenbrynene, som jeg har en fornemmelse af laver det mener du ikke seriøst, vel? really?-løftet både tit og ofte. Tro mig, jeg er ikke altid fordømmende og bedrevidende. Oftest er jeg virkelig bare bag af dansen og står som et damemenneske fra 1850, der bliver præsenteret for en højresvingspil for første gang.
For eksempel nu her til morgen, da jeg læste om, at det nyeste nye pis på datingscenen er at mødes ude i virkeligheden.
Nu var jeg lige ved at vænne mig til at internetdating faktisk fører til rigtige forhold og at flere i min omgangskreds har fundet deres børns far på den måde.
Anstrengende for de muskler i panden, der løfter øjenbryn. Måske skulle man bare lamme dem i en periode til man igen følte, at man havde indhentet verden.
Mit arbejde er flyttet til det centrale Århus (ja, jeg skriver stadig med Å. Live with it) og jeg støder derfor ret ofte på folk, der er klædt ud som hipster (Nej, det skal ikke skrives med stort. Slap af).
Det er mig, der taber tråden i det telefonmøde, jeg er midt i, fordi der går en alt for lille hue med et alt for stort skæg forbi mit vindue og det er også mig, der stopper op med munden åben og forsøger at holde min arm nede, så den ikke peger på en fuldstændigt lam udklædning. Men jeg råber ikke.
Heldigvis kan jeg hvile mimikken på lørdag. Der sender de Matador.
Det er åbenbart ikke velkomment med ærlighed i reaktionerne på ledermøder eller til store præsentationer af bullshit.
Så småt er jeg ved at have styr på min mund, der taler uden at have fået lov. Det er kun sjofelheder, den finter kontrolløren med.
Men jeg skal altså lige have styr på kroppen også. Især øjenbrynene, som jeg har en fornemmelse af laver det mener du ikke seriøst, vel? really?-løftet både tit og ofte. Tro mig, jeg er ikke altid fordømmende og bedrevidende. Oftest er jeg virkelig bare bag af dansen og står som et damemenneske fra 1850, der bliver præsenteret for en højresvingspil for første gang.
For eksempel nu her til morgen, da jeg læste om, at det nyeste nye pis på datingscenen er at mødes ude i virkeligheden.
Nu var jeg lige ved at vænne mig til at internetdating faktisk fører til rigtige forhold og at flere i min omgangskreds har fundet deres børns far på den måde.
Anstrengende for de muskler i panden, der løfter øjenbryn. Måske skulle man bare lamme dem i en periode til man igen følte, at man havde indhentet verden.
Mit arbejde er flyttet til det centrale Århus (ja, jeg skriver stadig med Å. Live with it) og jeg støder derfor ret ofte på folk, der er klædt ud som hipster (Nej, det skal ikke skrives med stort. Slap af).
Det er mig, der taber tråden i det telefonmøde, jeg er midt i, fordi der går en alt for lille hue med et alt for stort skæg forbi mit vindue og det er også mig, der stopper op med munden åben og forsøger at holde min arm nede, så den ikke peger på en fuldstændigt lam udklædning. Men jeg råber ikke.
Heldigvis kan jeg hvile mimikken på lørdag. Der sender de Matador.
fredag den 31. august 2012
Busdrift
Bussen lugter af regnvåde gymnasieelever.
Som fugtige dyner fra indelukkede værelser, hvor nogen har røget en mentolcigaret i smug ud af vinduet.
Af akavede kroppe i hemmelig mimen foran spejlet og hår, der er sat med hidsige, panikne bevægelser og alt for meget voks.
Af morgenånde fra munde, der har gispet sig ind på bussen og endnu en ny dag, der er ligesom de andre.
Hun sidder i bussen på samme plads som hun plejer. På sædet, der er ubekvemt og giver hende ondt i ryggen mens hun tygger lakrids og lader som om hun ser ud af vinduet, selvom hun kun kan se ruden.
Der har været andre busser. Hun har også prøvet at sætte sig i den anden side. Eller længere fremme, men ingenting har været helt nyt alligevel. Bagi har det lugtet lidt mere hemmeligt og fugtigt, men på alle pladserne har hun kæmpet med at trække vejret og følt at alle kiggede på hende.
Det er som om en kæmpestor projektør altid retter sig mod hende og udstiller hende med skarpt lys, som skærer sig lige gennem Mac og høretelefoner og ny dyr Mulberry og får hende til at synes hun kan lugte aftensmaden i sit tøj og mærke de røde knopper på halsen blusse.
Sædet er ubekvemt og giver hende ondt i ryggen mens hun tygger lakrids og lader som om hun ser ud af vinduet. Hun ser kun regndråberne på ruden.
Du passer ikke her, sagde de. Og de skrev sedler om, at hun ikke kunne finde ud af noget og ikke skulle sidde der, med mindre hun kunne gøre det ordentligt og hun prøvede. Prøvede meget på at sidde ordentligt. Trykke rigtigt på knappen. Sætte benene rigtigt, fylde det rigtige, men de havde glemt at fortælle hende hvordan man gjorde det, når det skulle være ordentligt. De kiggede på hende. Hele tiden. De skrev flere sedler og ingen ville sidde ved siden af hende.
I den nye bus hilste og smilede de andre, da hun satte sig på sædet, der var ubekvemt og gav hende ondt i ryggen, men hun fandt på at tygge lakrids og lade som om hun så ud af vinduet, selvom hun kun kunne se ruden.
Mere lakrids. Dårligere ryg. Hele tiden tygge på angsten for at de skulle sige til hende at hun var forkert. Fare sammen, hvergang dørene åbnede sig.
Tygge mere lakrids.
Du er ikke forkert, sagde han. Men måske skal du bare ikke køre bus. Hun havde ondt i ryggen, da hun kiggede målløst og lettet på ham. Men du skal ikke spise så meget lakrids, sagde han så. Med mindre du kan gøre det ordentligt.
Nu lader hun som om hun ser ud af vinduet, selvom hun kun kan se ruden.
Hver dag.
Hun sidder ubekvemt og det lugter af fugtige dyner fra indelukkede værelser. Og lidt af de mentolcigaretter, hun stadig ryger i smug.
Ikke engang det kan hun gøre ordentligt.
Som fugtige dyner fra indelukkede værelser, hvor nogen har røget en mentolcigaret i smug ud af vinduet.
Af akavede kroppe i hemmelig mimen foran spejlet og hår, der er sat med hidsige, panikne bevægelser og alt for meget voks.
Af morgenånde fra munde, der har gispet sig ind på bussen og endnu en ny dag, der er ligesom de andre.
Hun sidder i bussen på samme plads som hun plejer. På sædet, der er ubekvemt og giver hende ondt i ryggen mens hun tygger lakrids og lader som om hun ser ud af vinduet, selvom hun kun kan se ruden.
Der har været andre busser. Hun har også prøvet at sætte sig i den anden side. Eller længere fremme, men ingenting har været helt nyt alligevel. Bagi har det lugtet lidt mere hemmeligt og fugtigt, men på alle pladserne har hun kæmpet med at trække vejret og følt at alle kiggede på hende.
Det er som om en kæmpestor projektør altid retter sig mod hende og udstiller hende med skarpt lys, som skærer sig lige gennem Mac og høretelefoner og ny dyr Mulberry og får hende til at synes hun kan lugte aftensmaden i sit tøj og mærke de røde knopper på halsen blusse.
Sædet er ubekvemt og giver hende ondt i ryggen mens hun tygger lakrids og lader som om hun ser ud af vinduet. Hun ser kun regndråberne på ruden.
Du passer ikke her, sagde de. Og de skrev sedler om, at hun ikke kunne finde ud af noget og ikke skulle sidde der, med mindre hun kunne gøre det ordentligt og hun prøvede. Prøvede meget på at sidde ordentligt. Trykke rigtigt på knappen. Sætte benene rigtigt, fylde det rigtige, men de havde glemt at fortælle hende hvordan man gjorde det, når det skulle være ordentligt. De kiggede på hende. Hele tiden. De skrev flere sedler og ingen ville sidde ved siden af hende.
I den nye bus hilste og smilede de andre, da hun satte sig på sædet, der var ubekvemt og gav hende ondt i ryggen, men hun fandt på at tygge lakrids og lade som om hun så ud af vinduet, selvom hun kun kunne se ruden.
Mere lakrids. Dårligere ryg. Hele tiden tygge på angsten for at de skulle sige til hende at hun var forkert. Fare sammen, hvergang dørene åbnede sig.
Tygge mere lakrids.
Du er ikke forkert, sagde han. Men måske skal du bare ikke køre bus. Hun havde ondt i ryggen, da hun kiggede målløst og lettet på ham. Men du skal ikke spise så meget lakrids, sagde han så. Med mindre du kan gøre det ordentligt.
Nu lader hun som om hun ser ud af vinduet, selvom hun kun kan se ruden.
Hver dag.
Hun sidder ubekvemt og det lugter af fugtige dyner fra indelukkede værelser. Og lidt af de mentolcigaretter, hun stadig ryger i smug.
Ikke engang det kan hun gøre ordentligt.
mandag den 27. august 2012
Veludviklet?
Tror, det var min mor, der udtalte, at hun aldrig har set fidusen i det der med 1-1-samtaler på jobbet. Hun sagde det, lige efter jeg havde tilstået, at jeg ... ikke finder det naturligt at tage mod ledelse, for nu at sige det pænt. Et sted derude sidder der en læser og råber, at jeg fandeme ikke kunne tage mod en ordre uden at få hønserøv i ansigtet, selvom det var en ordre om at gøre det, jeg selv gerne ville. Læseren har ret.
Min mor kan tillade sig at sige det nu, hvor hun ikke længere har andre chefer end sig selv og Vorherre og hun supplerede med de gyldne ord:
Alt det der med kompetence-udvikling, ikke? Jeg sad bare og ventede på at mødet var forbi, så jeg kunne komme til at passe mit arbejde igen.
Jeg har vist været ambitiøs en gang. Har ihvertfald fået kurser og ledelsesansvar, der kan bevise det. Den slags tager man ikke imod uden at have en slags målrettethed og mest af alt en vilje til at ofre noget af sig selv på arbejdslivets alter.
Imorgen skal jeg have min første kompetenceudviklingssamtale siden jeg gik på barsel.
På den ene side glæder jeg mig til at der kommer lidt retning på mit arbejde igen og på den anden side, så har jeg det rigtigt mærkeligt med at mine ambitioner er blevet hjemme. Jeg har gloet på feltet med 'udviklingsmål' i 20 minutter nu og jeg er blank. Tom for ideer.
Måske skriver jeg i dokument, at jeg bare gerne vil passe mit arbejde.
Min mor kan tillade sig at sige det nu, hvor hun ikke længere har andre chefer end sig selv og Vorherre og hun supplerede med de gyldne ord:
Alt det der med kompetence-udvikling, ikke? Jeg sad bare og ventede på at mødet var forbi, så jeg kunne komme til at passe mit arbejde igen.
Jeg har vist været ambitiøs en gang. Har ihvertfald fået kurser og ledelsesansvar, der kan bevise det. Den slags tager man ikke imod uden at have en slags målrettethed og mest af alt en vilje til at ofre noget af sig selv på arbejdslivets alter.
Imorgen skal jeg have min første kompetenceudviklingssamtale siden jeg gik på barsel.
På den ene side glæder jeg mig til at der kommer lidt retning på mit arbejde igen og på den anden side, så har jeg det rigtigt mærkeligt med at mine ambitioner er blevet hjemme. Jeg har gloet på feltet med 'udviklingsmål' i 20 minutter nu og jeg er blank. Tom for ideer.
Måske skriver jeg i dokument, at jeg bare gerne vil passe mit arbejde.
lørdag den 18. august 2012
Skanderborg-blues
Der var engang jeg var på Skanderborg. Det hedder det altså, selvom det også hedder Smukfest.
Jeg synes ikke, jeg var så fuld hele tiden, men det har jeg været. Drukket små grå, skyllet ned med champagne den dag Linda og jeg også fik givet hinanden nogle gevaldige blå mærker på armene, fordi vores nerveender har ligget i ske og sunget i kor og ikke været helt klar over, hvor nas det i virkeligheden gjorde.
Det var vistnok ikke det samme år, hvor jeg fik blackout og overhovedet ikke kan huske noget fra klokken 22 til klokken 01, hvor jeg bare skulle i posen. Undtagen små glimt, der dukkede frem da jeg så aftenens billeder. Noget med en mand, der var klædt ud som (find) Holger og en bøgegren, som alle partout skulle kysse.
I år var Mikkel afsted for at få en portion antidagligdag, mens jeg holdt røven oppe på hverdagen. Jeg gad godt lidt festival, hvis man spurgte mig, men jeg tror ikke jeg gider at nappe 4 dage mere. Det var sjovt, mens det varede og jeg fandt ud af, at jeg er blevet ældre og magelig. I søndags skete det.
Jeg fik mulighed for at snuppe et par timer for mig selv med musik. Ikke i skoven med øl på skoene, men med smådårlig kaffe i studenterkopper (det er de der helt hvide krus som alle større køkkener, inklusive Musikhusets cafe har) og jazzede fortolkninger af salmer.
Min gode ven Mads Bærentzen gav koncert.
Så sad man der. Og nød det.
Og småtudede lidt, fordi D-mol under Mads' fingre fejer facaderne væk. Fester er godtnok blevet anderledes.
Jeg synes ikke, jeg var så fuld hele tiden, men det har jeg været. Drukket små grå, skyllet ned med champagne den dag Linda og jeg også fik givet hinanden nogle gevaldige blå mærker på armene, fordi vores nerveender har ligget i ske og sunget i kor og ikke været helt klar over, hvor nas det i virkeligheden gjorde.
Det var vistnok ikke det samme år, hvor jeg fik blackout og overhovedet ikke kan huske noget fra klokken 22 til klokken 01, hvor jeg bare skulle i posen. Undtagen små glimt, der dukkede frem da jeg så aftenens billeder. Noget med en mand, der var klædt ud som (find) Holger og en bøgegren, som alle partout skulle kysse.
I år var Mikkel afsted for at få en portion antidagligdag, mens jeg holdt røven oppe på hverdagen. Jeg gad godt lidt festival, hvis man spurgte mig, men jeg tror ikke jeg gider at nappe 4 dage mere. Det var sjovt, mens det varede og jeg fandt ud af, at jeg er blevet ældre og magelig. I søndags skete det.
Jeg fik mulighed for at snuppe et par timer for mig selv med musik. Ikke i skoven med øl på skoene, men med smådårlig kaffe i studenterkopper (det er de der helt hvide krus som alle større køkkener, inklusive Musikhusets cafe har) og jazzede fortolkninger af salmer.
Min gode ven Mads Bærentzen gav koncert.
Så sad man der. Og nød det.
Og småtudede lidt, fordi D-mol under Mads' fingre fejer facaderne væk. Fester er godtnok blevet anderledes.
mandag den 13. august 2012
Om at have det hele i munden
Når nu bogen blandt andet handler om sex og der bliver brugt mindst en side på at beskrive Anastasias debut udi det orale, så synes jeg det er friskt nok at bringe en overskrift som denne her
Ahem.
fredag den 10. august 2012
Skuffet husmor udtaler: Ingen porno
Right.
Jeg læste Fifty Shades of Grey på to aftener. Ret fængslende, selvbladrende bog, hvis man er til letfordøjelig romantik og brændstof til fantasierne.
Hvis du har en mand i dit liv, som du er glad for og som tager initiativ til sex, så køb bogen. Sexscenerne er godt nok skildret til at man kan bygge lidt videre på dem bag lukkede øjne.
Hvis du er forsømt husmor, synes manden er en Onslow, der ikke har fattet en stavelse af ro-man-tik og hvis du i virkeligheden er pissetræt af forholdet, så køb bogen, hvis du har brug for det sidste skub til at blive kattedame med egen hånd om sexlivet.
Hvis du ikke kan lægge din indre litteratur-snob, feministen og de politiske briller til side, så lad for Guds skyld være med at købe den.
Sproget og persongalleriet er uden dybde og plottet er rigtigt langt fra noget, der ligner postmodernistiske labyrinter. Faktisk er der så mange gentagelser i både sprog og personskildringer, at man får lyst til at lægge nogen over knæet.
Mens man råber PIK.
Hvordan det er lykkes at skrive en bog med så mange sexscener uden at skrive noget, der bare lugter af profanitet er en gåde. Anastasia beskriver konsekvent sit underliv som 'dernede'.
Mr. Grey er langt fra pervers. Da jeg nåede til bogens slutning, hvor han endelig får smækket trunten, der ikke fatter noget og hun derefter skrider ud af døren, kom jeg til at råbe højt om fucking amateurs night og du bad selv om det.
Oh well, så fik naboerne lidt at snakke om igen.
Fifty Shades of Gray er en moderne lægeroman, der lægger sig lige i halen på Twilight-serien.
Twilights Edward og Christian Grey er nærmest kloner. De er mystiske, dragende, stærke mænd, der får deres almindelige kvindelige modstykker til at holde vejret, slippe kontrollen og få orgasmer, så de splintrer og mister bevidstheden.
Selvfølgelig vælger begge kvinder de to mænd, der begge advarer dem om at de ikke er sundt selskab og at de skal holde sig væk. Med et sort blik.
Selvfølgelig.
Også i det virkelige liv er vi nogen, der tager den slags advarsler som en udfordring. Dumt nok, men hey... uden os ville verden være fattig på bestseller-fortællinger.
Hvis du læser bogen (efter du har lagt den intellektuelle halvbrille), så husk lige at tage realitetssansen på sammen med mundkurven igen, når sidste side er vendt. Eller bare når du klæder en mand af næste gang. Så skal han nok blive glad for at du læser den.
Det er fortygget eskapisme, ikke stor litteratur.
Derimod lykkes det rimeligt godt at forklare, at dominans ikke er det samme som tæskesex og smerte. Selvom hovedpersonen Anastasia ikke når at forstå ret meget af det.
(Der er selvfølgelig bedre stykker litteratur om SM. O's historie er klassikeren... )
Jeg bliver nødt til at læse de næste to også, selvom jeg har godt ved, hvad der står på de sidste sider af bind 3 - også selvom jeg har en kandidatgrad i litteratur og har gjort tykt nar af både Twilight-serien og Dan Brown. (Jeg har læst begge dele med afslappet fornøjelse, dog)
Jeg er nemlig skabsromantiker langt inde bag de tykke facadedøre og Christian Grey i min fantasi er stadig laaaangt mere fristende end en kvindeholdboldkamp i tv.
Og stadig pænt glad overnarkopushertricket det fine træk fra Pretty Ink.
Jeg læste Fifty Shades of Grey på to aftener. Ret fængslende, selvbladrende bog, hvis man er til letfordøjelig romantik og brændstof til fantasierne.
Hvis du har en mand i dit liv, som du er glad for og som tager initiativ til sex, så køb bogen. Sexscenerne er godt nok skildret til at man kan bygge lidt videre på dem bag lukkede øjne.
Hvis du er forsømt husmor, synes manden er en Onslow, der ikke har fattet en stavelse af ro-man-tik og hvis du i virkeligheden er pissetræt af forholdet, så køb bogen, hvis du har brug for det sidste skub til at blive kattedame med egen hånd om sexlivet.
Hvis du ikke kan lægge din indre litteratur-snob, feministen og de politiske briller til side, så lad for Guds skyld være med at købe den.
Sproget og persongalleriet er uden dybde og plottet er rigtigt langt fra noget, der ligner postmodernistiske labyrinter. Faktisk er der så mange gentagelser i både sprog og personskildringer, at man får lyst til at lægge nogen over knæet.
Mens man råber PIK.
Hvordan det er lykkes at skrive en bog med så mange sexscener uden at skrive noget, der bare lugter af profanitet er en gåde. Anastasia beskriver konsekvent sit underliv som 'dernede'.
Mr. Grey er langt fra pervers. Da jeg nåede til bogens slutning, hvor han endelig får smækket trunten, der ikke fatter noget og hun derefter skrider ud af døren, kom jeg til at råbe højt om fucking amateurs night og du bad selv om det.
Oh well, så fik naboerne lidt at snakke om igen.
Fifty Shades of Gray er en moderne lægeroman, der lægger sig lige i halen på Twilight-serien.
Twilights Edward og Christian Grey er nærmest kloner. De er mystiske, dragende, stærke mænd, der får deres almindelige kvindelige modstykker til at holde vejret, slippe kontrollen og få orgasmer, så de splintrer og mister bevidstheden.
Selvfølgelig vælger begge kvinder de to mænd, der begge advarer dem om at de ikke er sundt selskab og at de skal holde sig væk. Med et sort blik.
Selvfølgelig.
Også i det virkelige liv er vi nogen, der tager den slags advarsler som en udfordring. Dumt nok, men hey... uden os ville verden være fattig på bestseller-fortællinger.
Hvis du læser bogen (efter du har lagt den intellektuelle halvbrille), så husk lige at tage realitetssansen på sammen med mundkurven igen, når sidste side er vendt. Eller bare når du klæder en mand af næste gang. Så skal han nok blive glad for at du læser den.
Det er fortygget eskapisme, ikke stor litteratur.
Derimod lykkes det rimeligt godt at forklare, at dominans ikke er det samme som tæskesex og smerte. Selvom hovedpersonen Anastasia ikke når at forstå ret meget af det.
(Der er selvfølgelig bedre stykker litteratur om SM. O's historie er klassikeren... )
Jeg bliver nødt til at læse de næste to også, selvom jeg har godt ved, hvad der står på de sidste sider af bind 3 - også selvom jeg har en kandidatgrad i litteratur og har gjort tykt nar af både Twilight-serien og Dan Brown. (Jeg har læst begge dele med afslappet fornøjelse, dog)
Jeg er nemlig skabsromantiker langt inde bag de tykke facadedøre og Christian Grey i min fantasi er stadig laaaangt mere fristende end en kvindeholdboldkamp i tv.
Og stadig pænt glad over
tirsdag den 7. august 2012
Fifty shades
Da jeg modtog mit eksemplar af Fifty Shades fra Pretty Ink blev jeg helt smigret og tænkte, at verden endelig, endelig havde fået øjnene op for at jeg er en af de gode, læseværdige bloggere. Sådan en, der får anmeldereksemplarer, merchandise og gratis gaver i en lind strøm, fordi producenterne gerne vil nævnes af mig.
Ahem.
Det tog lige to splitsekunder at få tæsket den megalomani i den jyske muld med en stor selvindsigts-skovl.
Der er mange bloggere, der har fået den bog. Jeg er smigret over at være blandt dem og jeg synes stadig det er tosset fedt at få tilsendt den slags, selv efter at mit øjeblik af succes-hallucinationer er forbi.
Faktisk glæder jeg mig også til at læse bogen, som skulle være en hybrid mellem de erotiske noveller somjeg mange skrev inden jeg de fyldte 30 (igen) og en humoristisk, romantisk historie. I oplægget en rigtig damedrink mixet af det (man tror) kvinder tænder på: Fortælling, romantik, selvironi og lir.
Som min kollega udbrød, da jeg fortalte om, hvordan jeg havde åbnet pakken i bilen for ikke at få min reaktion overvåget: Håååårh, din mand bliver da ellevild over at du har fået sådan noget husmor-porno.
Lad os nu se om jeg bliver mødt af en be-pisket udgave af Bridget Jones først...
Ahem.
Det tog lige to splitsekunder at få tæsket den megalomani i den jyske muld med en stor selvindsigts-skovl.
Der er mange bloggere, der har fået den bog. Jeg er smigret over at være blandt dem og jeg synes stadig det er tosset fedt at få tilsendt den slags, selv efter at mit øjeblik af succes-hallucinationer er forbi.
Faktisk glæder jeg mig også til at læse bogen, som skulle være en hybrid mellem de erotiske noveller som
Som min kollega udbrød, da jeg fortalte om, hvordan jeg havde åbnet pakken i bilen for ikke at få min reaktion overvåget: Håååårh, din mand bliver da ellevild over at du har fået sådan noget husmor-porno.
Lad os nu se om jeg bliver mødt af en be-pisket udgave af Bridget Jones først...
lørdag den 4. august 2012
Ring efter hjælpen, Hans Christian
Jeg elsker, når mit hus er rent. Jeg elsker at være på besøg i huse, der er rene og ryddelige uden at være arrangeret til Bo Bedre-fotografering. Hjem, hvor der bor ordentlige mennesker, der husker at tage en ren karklud hver dag og ikke har tøj/tæpper/legetøj/tomatskræl til at ligge spredt ud over alle flader.
I mit badeværelse er der masser af bordplads. Masser af gulvplads. Kæmpestore skuffer. Og hvis jeg havde haft æsker i de skuffer, som de ordentlige mennesker har, så ville mine ting stadig lege kluddermor i 3 etager.
Det så sådan ud, da jeg boede på værelse. Også da jeg boede i lejlighed selv. Stadig, da jeg flyttede sammen med nogen i lejlighed og surprise, surprise: Mere plads i et hus med skur har heller ikke hjulpet. Vi bliver nødt til at flytte i noget større.
Dette skilt har hjulpet mig et par gange, for hvis jeg ikke kan være en af de perfekte, usjuskede mennesker, så kan jeg ihvertfald være en god mor.
Det hjælper cirka 23 sekunder.
Så er jeg sur på mig selv igen og teenage-hader Mikkel for at sige højt, at jeg bare skal sørge for at samle op/rydde op/tørre op/højtryksrense med det samme og i øvrigt passe på mine ting (Så ti da stille med det indlysende, ved jeg sgu da godt. Mumlemumle)
Og så kan jeg sidde og glo på det fine skilt og være en god mor, mens jeg har leverpostej på bukserne, en agurkeskive på skoen og selvhad ud af ørerne.
I mit badeværelse er der masser af bordplads. Masser af gulvplads. Kæmpestore skuffer. Og hvis jeg havde haft æsker i de skuffer, som de ordentlige mennesker har, så ville mine ting stadig lege kluddermor i 3 etager.
Det så sådan ud, da jeg boede på værelse. Også da jeg boede i lejlighed selv. Stadig, da jeg flyttede sammen med nogen i lejlighed og surprise, surprise: Mere plads i et hus med skur har heller ikke hjulpet. Vi bliver nødt til at flytte i noget større.
Dette skilt har hjulpet mig et par gange, for hvis jeg ikke kan være en af de perfekte, usjuskede mennesker, så kan jeg ihvertfald være en god mor.Det hjælper cirka 23 sekunder.
Så er jeg sur på mig selv igen og teenage-hader Mikkel for at sige højt, at jeg bare skal sørge for at samle op/rydde op/tørre op/højtryksrense med det samme og i øvrigt passe på mine ting (Så ti da stille med det indlysende, ved jeg sgu da godt. Mumlemumle)
Og så kan jeg sidde og glo på det fine skilt og være en god mor, mens jeg har leverpostej på bukserne, en agurkeskive på skoen og selvhad ud af ørerne.
tirsdag den 31. juli 2012
Big mistake
Jeg skal lige bede dig GÅ UD MED DEN KAFFE! lød det forurettet fra trunten.
Hun havde ferieafløser-hår og et nidkært blik i øjnene, der viste at hun tog sit butiksjob meget alvorligt. Hendes tonefald fik mig til at se ned af mig selv og lige tjekke om der var groet posedametøj på mig og om jeg var kommet til at træde hundelort op ad skinnebenene. Noget måtte retfærdiggøre hendes tonefald.
Hvis jeg var ekspedient i den butik, så havde jeg nok anlagt et andet tonefald, for jeg ville kunne spotte, at kunde-jeg var særdeles købedygtig. Jeg søgte ikke hen til midterbordene med skrammel-udsalgsvarer, men gik efter kernelædervarerne på hylderne med nye varer. Men i min hånd var et Emmerys-kaffekrus.
Nu er jeg ude af stand til at håndhæve regler på bademestermåden med mindre jeg virkelig var bademester og stod overfor en vaneforbryder, så jeg var nok aldrig blevet ansat i den butik.
Helt ærligt. Jeg har det ikke godt med regler for reglernes skyld og tænker lidt for ofte, at jeg godt kan snige mig afsted med en lille regelbøjning, så længe jeg ikke pisser på reglernes større sigte. Jeg tager dårligt mod principregler, der forhindrer mig i at nå målet på en måde, der virker for mig.
Jeg er en af dem, der kan pille en appelsin i lommen lige under et skilt med 'mad og drikkevarer må ikke nydes her'.
Men derfor bliver jeg paradoksalt nok oprigtigt ked af det, hvis jeg er kommet til at overtræde en regel ubevidst.
Mere end noget hader jeg den bademesterattitude som får folk i civil og i bar røv til at løfte pegefingre af med-badende, medborgere, medtrafikanter.
Jeg kunne sagtens finde ud af at gå ud af butikken med min kaffe igen. Som anvist. Jeg tjekkede lige om der var et kaffeforbudsskilt på døren som jeg uden at vide det var kommet til at trodse.
Det var der ikke.
Så Neye?
Der mistede i lige en potentiel kunde. Det der pis gider jeg ikke - jeg finder bedre varer og bedre service andre steder. Undskyld for kaffen, dog.
Hun havde ferieafløser-hår og et nidkært blik i øjnene, der viste at hun tog sit butiksjob meget alvorligt. Hendes tonefald fik mig til at se ned af mig selv og lige tjekke om der var groet posedametøj på mig og om jeg var kommet til at træde hundelort op ad skinnebenene. Noget måtte retfærdiggøre hendes tonefald.
Hvis jeg var ekspedient i den butik, så havde jeg nok anlagt et andet tonefald, for jeg ville kunne spotte, at kunde-jeg var særdeles købedygtig. Jeg søgte ikke hen til midterbordene med skrammel-udsalgsvarer, men gik efter kernelædervarerne på hylderne med nye varer. Men i min hånd var et Emmerys-kaffekrus.
Nu er jeg ude af stand til at håndhæve regler på bademestermåden med mindre jeg virkelig var bademester og stod overfor en vaneforbryder, så jeg var nok aldrig blevet ansat i den butik.
Helt ærligt. Jeg har det ikke godt med regler for reglernes skyld og tænker lidt for ofte, at jeg godt kan snige mig afsted med en lille regelbøjning, så længe jeg ikke pisser på reglernes større sigte. Jeg tager dårligt mod principregler, der forhindrer mig i at nå målet på en måde, der virker for mig.
Jeg er en af dem, der kan pille en appelsin i lommen lige under et skilt med 'mad og drikkevarer må ikke nydes her'.
Men derfor bliver jeg paradoksalt nok oprigtigt ked af det, hvis jeg er kommet til at overtræde en regel ubevidst.
Mere end noget hader jeg den bademesterattitude som får folk i civil og i bar røv til at løfte pegefingre af med-badende, medborgere, medtrafikanter.
Jeg kunne sagtens finde ud af at gå ud af butikken med min kaffe igen. Som anvist. Jeg tjekkede lige om der var et kaffeforbudsskilt på døren som jeg uden at vide det var kommet til at trodse.
Det var der ikke.
Så Neye?
Der mistede i lige en potentiel kunde. Det der pis gider jeg ikke - jeg finder bedre varer og bedre service andre steder. Undskyld for kaffen, dog.
torsdag den 26. juli 2012
Det er øko!
Mange i mit segment (Ovre i det fjernere hjørne, bevares) har orienteret sig mod fairtrade, øko, genbrug og spelt. Det er der rigtigt god grund til, hvis man tænker på kloden og hinanden og fremtiden, men jeg tænker stadig først og fremmest på mig selv og hvad jeg får for pengene.
Undskyld.
Det vil sige, at jeg er meget for økologi. Nogle gange. Hvor jeg får lige så god eller bedre kvalitet i økoprodukterne, så køber jeg dem - men hvis jeg på indholdsfortegnelsen eller på de brune pletter på gulerødderne kan se, at jeg betaler økoprisen for at få dårlig kvalitet, så vinder kvaliteten. Smag og kvalitet.
Derfor også spelt. Nogle gange. Når jeg ikke har hvedemel fra Aurion tilbage og så skal det også være spelt fra Aurion.
Derfor grinede jeg også i segment-skægget idag, da dagens sweetdeal ramte min inbox.
Vælg en grøn og bæredygtig transportform med en flot herre- eller damecykel
Tilbuddet er ok, hvis man kigger på farven og udseendet og er for genanvendelse og ser det som en afgørende faktor, men ... udstyret er ikke imponerende og det er kun i to størrelser, så man skal enten sparke knæene i brysterne eller strække sig for bæredygtigheden.
I mit hjørne af segmentet er geargrupper og udstyrslir meget vigtigt.
Det er måske også at tale ned til recyckling-segmentet udelukkende at slå på bæredygtigheden? Ville det ikke svare til at servere en lillebitte sej biobøf og kunstfærdigt arrangere kartoffelskræller ved siden af, mens man råber bio, øko og dyrevelfærd meget højt? (Vi dræbte koen alligevel)
Eller sælge en benzinbil i en utroligt fin statementfarve med 50 hestekræfter?
Kan også være, det bare er mig, der er sart. Jeg har ikke fået sukker i over et døgn og har hovedpinen fra helvede. Trænger til at råbe noget med at hele verden er luret!
Undskyld.
Det vil sige, at jeg er meget for økologi. Nogle gange. Hvor jeg får lige så god eller bedre kvalitet i økoprodukterne, så køber jeg dem - men hvis jeg på indholdsfortegnelsen eller på de brune pletter på gulerødderne kan se, at jeg betaler økoprisen for at få dårlig kvalitet, så vinder kvaliteten. Smag og kvalitet.
Derfor også spelt. Nogle gange. Når jeg ikke har hvedemel fra Aurion tilbage og så skal det også være spelt fra Aurion.
Derfor grinede jeg også i segment-skægget idag, da dagens sweetdeal ramte min inbox.
Vælg en grøn og bæredygtig transportform med en flot herre- eller damecykel
Tilbuddet er ok, hvis man kigger på farven og udseendet og er for genanvendelse og ser det som en afgørende faktor, men ... udstyret er ikke imponerende og det er kun i to størrelser, så man skal enten sparke knæene i brysterne eller strække sig for bæredygtigheden.
I mit hjørne af segmentet er geargrupper og udstyrslir meget vigtigt.
Det er måske også at tale ned til recyckling-segmentet udelukkende at slå på bæredygtigheden? Ville det ikke svare til at servere en lillebitte sej biobøf og kunstfærdigt arrangere kartoffelskræller ved siden af, mens man råber bio, øko og dyrevelfærd meget højt? (Vi dræbte koen alligevel)
Eller sælge en benzinbil i en utroligt fin statementfarve med 50 hestekræfter?
Kan også være, det bare er mig, der er sart. Jeg har ikke fået sukker i over et døgn og har hovedpinen fra helvede. Trænger til at råbe noget med at hele verden er luret!
Abonner på:
Opslag (Atom)