søndag den 20. januar 2013

Selv sejhed har en skyggeside

Det skal nok gå det hele. Jeg har fået en god start med den fine operation og min krop har været eksemplarisk og fået de gode læger til at smile lettet.
Alt er fint.
Selv psykologen fra Kræftens Bekæmpelse synes ikke, jeg var værd at tale med. Hun sagde, at det simpelthen ikke nyttede noget at tale om, hvordan jeg har det nu, for hun kunne fornemme at jeg var sådan en fighter og viftede med citationstegnsfingre. Reaktionen kommer først rullende senere, sagde hun. Og måske ikke, fordi du virker til at have fod på det hele.

Så nu hælder jeg noget ud over jer og undskyld for det.
Jeg har alle dage været hende, der hjalp andre. Jeg har altid klaret mig fint, for jeg er bare heldig og jeg har andre gange været i stand til at bluffe så meget at folk ikke har anet, at jeg i bund og grund ikke er særligt rig på selvværd.
Jeg er hende den seje. Og ja... jeg er meget opsat på at klare dette her også. Jeg har  haft overskud til at stille de spørgsmål, som har været vigtige at få besvaret, søgt information de rigtige steder og undgået andre. Jeg har styr på lortet.

Jeg har ikke spor styr på den del, hvor jeg skal tage imod hjælp og indse, at jeg ikke kan klare alt det jeg plejer herhjemme. Jeg kommer til at klare rigtigt meget af det jeg plejer, så er det sagt. Der er noget, jeg vil bevare indfyldelse på og magt over.
Det, der piner mig er, at jeg godt kan mærke, at jeg mister tålmodigheden med dem, der bare tror at dette her er så let for mig at overstå som en influenza.
Dem, der går ud fra at jeg har det sædvanlige overskud til at lytte og hjælpe og fixe og ordne som jeg plejer uden et sekund at overveje, hvordan de kunne hjælpe mig også. 
Jeg plejer ikke sådan at være nøjeregnende med om jeg får noget igen og det er ikke spor fedt nu at lave små fedtede mentale regnskaber for at kunne prioritere.

Jeg er utroligt glad for alle de hilsner og tanker og krydsede fingre og tiltro, der kommer til mig fra alle kanter. De hjælper mig langt mere end jeg anede de ville og de gør mig glad midt i alt det her uoverskuelige. Jeg er mere end glad for al konkret hjælp, som jeg ikke selv har bedt om, for det kan jeg ikke finde ud af, når vi ikke taler om betalt rengøringshjælp, altså.

Måske fordi jeg har fået så overvældende meget kærlig støtte fra selv læsere her på bloggen som kun kender mine ord, er jeg er vred over, at der findes folk derude, der har hørt at jeg har kræft og som ikke har gidet overveje, at det måske betyder, at jeg står med en eksistentiel udfordring og at det er nu, jeg har brug for, at nogen gider hjælpe mig og lytte til mig. At nogen gider vise, at de kan rumme, at jeg også er bange, lille og menneskelig. Ikke så meget som antydningen af et hep...

Jeg er også lidt vred over dem, der gladeligt ønsker mig tillykke med helbredelsen. Og lidt ked af det, fordi det i de situationer har været meget tydeligt for mig, hvor alene jeg står med angsten for kontrolscanningerne - hver 3. måned i mange år.  Jeg er bare alene i mit hovede.

I det mindste burde folk forstå, at det nu kun er den lille nære kreds, jeg helt uden at tøve hælder omsorg og overskudskræfter ud over.

De er der, overskudskræfterne. Ellers gad jeg nok heller ikke hidse mig så meget op over det.

6 kommentarer:

  1. Dejligt tænksomt indlæg. Ja jeg tillader mig at skrive dejligt, fordi der er eftertænksomhed, ærlighed og sårbarhed. Og det kan jeg lide!
    Mht. at andre har svært ved at håndtere og reagere på ens sygdom kender jeg til. Det er skide svært at være den syge part og samtidig skal tage iniativitet til samvær. Jeg ryddede meget op i min vennekreds da min bror blev syg. Jeg valgte venner fra, men fik også gode nye venner som i dag holder ved!
    Hæld endelig ud her på bloggen. Vær vred, vær ulykkelig, vær glad, vær frustreret! VÆR MENNESKE! Vi kan klare det!

    SvarSlet
  2. Jeg kan ikke lade være med at tænke at den psykolog ikke kan have været meget bevendt. SIkke en nar at sige sådan..
    Undskyld men bare fordi man er sej kan det også gøre ondt.
    Kan godt forstå du undres, er vred og skuffet.

    SvarSlet
  3. @Onkel Anne: Jeg er sgu ked af at høre, at det var nødvendigt at tynde ud i vennekredsen pga sygdom. Men jeg kan også godt genkende at de gode venner rykker tættere på og dem, der i virkeligheden ikke er så tætte, de bliver også ude i periferien eller forsvinder i baggrunden.

    @Kong Mor: Det var også min umiddelbare reaktion. Efter at jeg havde taget mig sammen til at kontakte hende og lige tænkt WTF? et par gange. Jeg har siddet overfor flere psykologer, arbejdet for nogle stykker af slagsen også og hende her var ikke synderligt dygtig. Hun arbejder meget med uhelbredeligt kræftsyge, så på den konto er det jo bekræftende at hun ikke syntes at mine bange tanker var værd at spilde tid på. Men jeg havde ikke brug for at få at vide, at min sårbarhed ikke har plads nu og at jeg lige må klare mig selv. Av. Måske vil en bedre psykolog håndtere mig anderledes.

    SvarSlet
  4. Har så meget at sige om det her mærkelige med at være "sej" og (muligvis derfor) ikke få en eneste velfortjent håndsrækning når bøtten tillader sig at vende en enkelt gang. Er der en mailadresse jeg kan skrive på, og hvir finder jeg den i så fald?
    Bedste hilsner Sofie

    SvarSlet
  5. Det er der ihvertfald. Den står øverst til højre på bloggen og her:
    morkesiden (@) gmail.com

    SvarSlet
  6. Hun lyder da godt nok som en idiot, hende psykologen. Og som en af dem, der synes, at det er ok at straffe dem, der har ressourcer til at klare sig lidt bedre end flertallet ved fuldstændigt at lade dem sejle fortvivlede rundt i egen sø. Det er mig ubegribeligt, at man som psykolog kan vælge at lukke øjnene for så tydelig en coping-mekanisme, og lade som om man tror på, at det man ser, er udtryk for reel styrke og ikke et desperat forsøg på at bevare fodfæste i en verden, der er tiltet om sin egen akse. Det er IKKE i orden.

    Vi passer på dig, Lene, så godt vi kan og hele vejen.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...