Selv sejhed har en skyggeside

Det skal nok gå det hele. Jeg har fået en god start med den fine operation og min krop har været eksemplarisk og fået de gode læger til at smile lettet.
Alt er fint.
Selv psykologen fra Kræftens Bekæmpelse synes ikke, jeg var værd at tale med. Hun sagde, at det simpelthen ikke nyttede noget at tale om, hvordan jeg har det nu, for hun kunne fornemme at jeg var sådan en fighter og viftede med citationstegnsfingre. Reaktionen kommer først rullende senere, sagde hun. Og måske ikke, fordi du virker til at have fod på det hele.

Så nu hælder jeg noget ud over jer og undskyld for det.
Jeg har alle dage været hende, der hjalp andre. Jeg har altid klaret mig fint, for jeg er bare heldig og jeg har andre gange været i stand til at bluffe så meget at folk ikke har anet, at jeg i bund og grund ikke er særligt rig på selvværd.
Jeg er hende den seje. Og ja... jeg er meget opsat på at klare dette her også. Jeg har  haft overskud til at stille de spørgsmål, som har været vigtige at få besvaret, søgt information de rigtige steder og undgået andre. Jeg har styr på lortet.

Jeg har ikke spor styr på den del, hvor jeg skal tage imod hjælp og indse, at jeg ikke kan klare alt det jeg plejer herhjemme. Jeg kommer til at klare rigtigt meget af det jeg plejer, så er det sagt. Der er noget, jeg vil bevare indfyldelse på og magt over.
Det, der piner mig er, at jeg godt kan mærke, at jeg mister tålmodigheden med dem, der bare tror at dette her er så let for mig at overstå som en influenza.
Dem, der går ud fra at jeg har det sædvanlige overskud til at lytte og hjælpe og fixe og ordne som jeg plejer uden et sekund at overveje, hvordan de kunne hjælpe mig også. 
Jeg plejer ikke sådan at være nøjeregnende med om jeg får noget igen og det er ikke spor fedt nu at lave små fedtede mentale regnskaber for at kunne prioritere.

Jeg er utroligt glad for alle de hilsner og tanker og krydsede fingre og tiltro, der kommer til mig fra alle kanter. De hjælper mig langt mere end jeg anede de ville og de gør mig glad midt i alt det her uoverskuelige. Jeg er mere end glad for al konkret hjælp, som jeg ikke selv har bedt om, for det kan jeg ikke finde ud af, når vi ikke taler om betalt rengøringshjælp, altså.

Måske fordi jeg har fået så overvældende meget kærlig støtte fra selv læsere her på bloggen som kun kender mine ord, er jeg er vred over, at der findes folk derude, der har hørt at jeg har kræft og som ikke har gidet overveje, at det måske betyder, at jeg står med en eksistentiel udfordring og at det er nu, jeg har brug for, at nogen gider hjælpe mig og lytte til mig. At nogen gider vise, at de kan rumme, at jeg også er bange, lille og menneskelig. Ikke så meget som antydningen af et hep...

Jeg er også lidt vred over dem, der gladeligt ønsker mig tillykke med helbredelsen. Og lidt ked af det, fordi det i de situationer har været meget tydeligt for mig, hvor alene jeg står med angsten for kontrolscanningerne - hver 3. måned i mange år.  Jeg er bare alene i mit hovede.

I det mindste burde folk forstå, at det nu kun er den lille nære kreds, jeg helt uden at tøve hælder omsorg og overskudskræfter ud over.

De er der, overskudskræfterne. Ellers gad jeg nok heller ikke hidse mig så meget op over det.