mandag den 28. januar 2013

Kære Lene. Vi kender ikke hinanden, men ...


Jeg bliver et klogere menneske af at komme gennem den her uheldige omgang.

Det jeg ikke troede, jeg kunne fortælle er, at jeg bliver glad i låget. At jeg under hver eneste strålebehandling ligger og ser positive billeder bag lukkede øjne og at jeg gang på gang bliver blød om hjertet af taknemmelighed.

Den gamle kyniker er der stadig og jeg har brug for at være sammenbidt, stædig og hidsig.  Men jeg er forundret, beriget, overvældet og grundglad.

Der er mange læsere, som ikke kender mig helt godt nok til at vide, hvordan det ser ud.
Hvis I har været i Århus i området omkring kommunehospitalet eller Helenelyst idag, har i muligvis spottet en storsmilende panda iført grimdans og lilla dunjakke. Det var mig.

Jeg græder ikke af smerte eller selvmedlidenhed. Der bider jeg tænderne sammen og vender indad.  Men andres lykke får følelserne til at løbe over, så til bryllupper tuder jeg så det strinter.

Nu bliver jeg også glad på mine egne vegne og får klumper i halsen når jeg fortæller om lægerne og sygeplejerskerne. Jeg er dybt rørt og glad når folk giver sig tid til at skrive til mig, sende blomster, komme med mad, tilbyde transport eller smide en sms med et symbol i, hvis ordene ikke rækker.

Jeg er forbløffet over, hvor langt ud min historie når og hvor meget godhed, der er i verden til mig.

Idag har jeg tudet mascaraen væk. Jeg har også tudet den mascara væk, der havde lagt sig i panda på mine kinder.
Jeg er fuldstændigt blæst væk af en mail jeg fik.
Fra Maria.
Navnet er ikke ukendt for mig, for Maria er gift med en kær bekendt af mig og hun stod bag indsamlingen til Rune, som jeg nævnte for noget tid siden.

Maria er muligvis koncentreret kærlighed på høje hæle og hendes ord fik i den grad ram på mig.
Hvis jeg havde været bare lidt tættere på hende, havde jeg fundet hende og kysset hende.
Eller...I virkeligheden havde jeg nok bare flyttet akavet på fødderne og ikke kunnet finde ordene, der rakte.

Jeg aner ikke, hvordan jeg skal fortælle hende og Andreas hvor glad jeg blev. Og mens jeg forsøger at finde en måde, danser jeg rundt og tude-synger den her:  (Det er mig i rød hue og rød hættetrøje ca 3 minutter inde)





3 kommentarer:

  1. Hej Lene - har laest din blog og har faa ord som du sikkert ikke allerede har hoert 100 gange saa jeg overlader det til en pro ....

    Invictus

    Out of the night that covers me,
    Black as the Pit from pole to pole,
    I thank whatever gods may be
    For my unconquerable soul.

    In the fell clutch of circumstance
    I have not winced nor cried aloud.
    Under the bludgeonings of chance
    My head is bloody, but unbowed.

    Beyond this place of wrath and tears
    Looms but the Horror of the shade,
    And yet the menace of the years
    Finds, and shall find, me unafraid.

    It matters not how strait the gate,
    How charged with punishments the scroll.
    I am the master of my fate:
    I am the captain of my soul.

    William Ernest Henley

    SvarSlet
  2. Hej Bolette,
    Det er noget af det mest rammende, jeg har læst længe - ikke mindst fordi the Horror of the Shade også er nævnt sammen med viljen til selv at ville forme, hvordan jeg tager dette her. Kræs for både litteraten, patienten og stoltheden i mig. Tusind tak.

    SvarSlet
  3. Selv tak - jeg haaber at det har bragt lidt ekstra ind i din hverdag.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...