lørdag den 13. august 2011

Det er bedst med to forældre

... med mindre man er superhelt med struktureret overskud og med mulighed for at gro to ekstra arme og har et sted at tude, hvor nogen lytter, altså.
Bedst for forældrene.
Enlige er glimrende mødre. Og fædre. Men hvor må de være hårdt spændt for.

Jeg vil ikke sige, at jeg har den største respekt for enlige forældre sådan helt generelt, men jeg har stor respekt for den arbejdsindsats der bliver lagt, når der kun er en primær omsorgsperson til at klare et spædbarn.
Også selvom spædbarnet er af den lette slags.

Idag har jeg været alene med purken. Jeg fik mad klokken 13.30 og det var ikke fordi, jeg ikke var sulten før, men der var en ung herre, der havde andre planer end voksenmad. Hvilket så endte med at jeg spiste kagerester, mens jeg åbnede en dåse tun.

Med en hånd.

Der kræver sit at få amning til at fungere, hvis der ikke er et par hjælpende hænder, siger jeg bare. Især hvis forudsætningerne er mad, hvile, indre ro og varme ankler.

Jeg sætter pris på, at jeg har manden til at hjælpe.
Selvom han føler sig magtesløs her i den første tid, hvor bryster rules og han mest af alt kan hjælpe med det praktiske og bleskiftene i dagtimerne.
Selvom jeg kan blive neongul indvendigt af irritation over ham til tider, så ville jeg meget meget nødigt undvære ham.

Fx når vi alt for sent kommer fra familiefødselsdag og må sidde på mørk rasteplads, skeløjede af træthed og skæve i hovederne af babyskrig, mig med brysterne fremme for at amme barnet til så meget ro, at han kan komme retur til autostolen igen, fordi NOGEN har forsømt at vænne ham til at bruge sutten og NOGEN har vænnet ham til at falde i søvn ved brystet i vores seng. 

Jeg er også taknemmelig for, at jeg har nogen at give noget af skylden for manglende sutte-træning.

Tænk, hvis jeg skulle blive indebrændt på mig selv over alt det, der ikke er gjort.

Jovist kan man klare at blive en god mor alene. Men det må eddermame ikke være den lette løsning. For nogen.


5 kommentarer:

  1. Lene, du er altså ignorant.

    SvarSlet
  2. Og du er ... anonym?

    Og ude på at såre mig?

    SvarSlet
  3. Har en lille smule svært ved at se hvordan man bliver ignorant af at værdsætte sin mands hjælp - og af at føle sig heldig over at være to?
    Kunne ikke være mere enig Lene - det er dage som de der som får en til at forstå at de trods alt ER en meget go hjælp de der fædre, og som gør det meget klart hvor stor den opgave er at løfte alene!

    SvarSlet
  4. Anonym: Det er fesent det der. Og ikke særlig konstruktivt. Som minimum må du skrive din baggrund for den holdning. Hvori består det ignorante?

    Jeg ville sgu også nødig gå gennem graviditet, fødsel og hverdag alene.

    SvarSlet
  5. Jeg kunne virkelig godt have brugt en ekstra hånd da min nu 18 årige var lille. Var nu ellers gift og det hele både under graviditeten og den efterfølgende tid lige efter, men så gik der hul på ballonden og manden var over alle bjerge med en yngre model.

    Ja ja, vi er de bedste venner i dag, værre er det ikke, men jeg forstår til fulde min noget yngre veninde der bestemt ikke skal ud i noget enlig mor noget på mere planlagt vis, netop fordi hun ikke orker tanken om at stå alene med det hele. At det kan ske alligevel er hun med på, men hendes store ønske om børn rækker ikke til ligefrem at planlægge et liv som enlig mor.

    Denne selvindsigt tager jeg sgu hatten af for.

    Jeg havde heller ikke truffet valget, hvis det ikke var fordi jeg blev tvunget ud i det og jo også klarede det ganske fornuftigt når jeg ser på undersvenden i dag.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...