Lorteforberedelse

Jo tak, her går det godt.
Solen skinner, det er en fornøjelse at gå med hunden og i morges var jeg så begejstret over de mængder af D-vitamin jeg får suget til mig, at jeg besluttede mig for at tage ned og formiddagstræne, mens jeg stadig havde skoene på.

I omklædningsrummet lagde jeg mærke til at mine sko var lidt sorte. Der var lidt jord på og jeg kan lige nu ikke fortælle, hvad det var, der fik mig til at lugte til det, der sad på siden af sålen.
Det var ikke jord.

Jeg skal spare jer for detaljer om, hvordan man skyller sådan noget af i en fitness-håndvask og tørrer efter med papirhåndklæder, vasker hænder mange gange og går ud til træningen med en våd sko.

I forvejen er det bare ikke det samme at stå foran et stort spejl og danse, når man ligner en, der er kommet til at sluge en af de træningsbolde, der må pustes op til 55 cm.

Well. Der blev svuppet rundt i den våde sko, der blev cha-cha'et og salsaet og rystet røv og det var udmærket, selvom min krop ser anderledes ud. Det var et udmærket bidrag til min tilvænning til et liv, der aldrig bliver hvad det plejer at være.

For helt ærligt har jeg ikke fattet, at det er der, jeg er på vej hen. Jeg har ikke halsbrand, ikke kramper og selvom jeg nu er gået et par størrelser op i BH (Oh.my.GOD) og føler mig enormt stor, så har jeg flere gange tænkt, at det der står i graviditetsbøgerne om, hvad man kan opleve og hvad man skal forberede sig på må være skrevet for andre end mig. Det, andre har fortalt om deres 'bivirkninger' er blevet modtaget på lidt samme måde.


Det tænker jeg ikke mere, for universet mener, at det er på tide, at jeg begynder at indstille mig på at være gravid for alvor og forberede mig på at blive konfronteret med lort og prutter.

Med håndklæde om håret skulle jeg lige gå 5 meter for at nærlæse et skilt, som fitnesscentret havde hængt op i omklædningsrummet. Undervejs slog min mås en meget højlydt prut, da vi var lige ud for en pige, der sad på en bænk og tog sko på. Præcis ud for hendes hoved. Fuldstændigt uden varsel.

I min vildfarelse tænkte jeg (den eneste gravide i miles omkreds) at ingen ville genkende mig, hvis jeg tog det grønne håndklæde af, jeg havde bundet om hovedet.