Helt sikkert usikkert

Forestil dig, at du efter en lang barsel eller en meget lang influenzaperiode eller bare en jordomrejse vender tilbage til arbejdet.
Efter et par måneder er du ved at have bare lidt greb om det at koncentrere sig om noget nyt i længere tid ad gangen, du begynder at gøre en forskel og hverdagen er ved at være i faste rytmer.
Kedeligt, tænker du nok, men influenza er også kedeligt. Efter mange måneder med sygdom forestiller jeg mig, at du længes efter en forudsigelighed, der er sikker nok til at du kan planlægge nye ting at krydre det hele med. Og du begynder at glæde dig til jul, frokosten i kantinen og de evindelige spørgsmål om hvad du skal lave nytårsaften. Til ferie med dit barn.

Jeg beder dig ikke forestille dig at være syg af kræft.

Jeg beder dig forestille dig så at du pludselig en dag får at vide at du skal væk to uger igen - influenzaen er tilbage - og at du bagefter skal et eller andet. Hvilket andet? Det får du at vide en af dagene, men lige nu kan du kun tænke over om det er det ene, der giver dig forhøjet blodtryk eller om det er det andet, der giver dig sygedage, værre end influenzadagene og gør dig skaldet.
Lige nu kan du se om du kan få tankerne fra 'det andet' og juleplanlægningen, træningen og noget som helst andet, der kræver forberedelse. Det er ikke nu, du kan tænke på det.  Du kan ikke aftale med din bedste veninde at ses i weekenden om 3 uger, for du ved ikke endnu om det er det ene eller det andet og slet ikke, hvor slemt 'det andet' bliver. Hvis det altså bliver det. Du ved heller ikke hvornår 'en af dagene' er.

Du kan også lige se om du kan lade være med at tænke på Sofie Gråbøl og på, hvordan du vil se ud uden hår og om folk vil glo og tænke på død, nød og elendighed før de tænker på dig, når de ser dig.  Det nytter alligevel ikke noget, at du tænker over det. Du får bare ondt i maven og småkramper i hele din torso mens du ligger og forgæves prøver at sove efter at være vågnet for 4 gang med et sæt. Bare prøv at lade være. Prøv også lige at lade være med at tænke på om du nogensinde kan indgå i en arbejdsplan uden at svigte den. Altså... når du er færdig med at være så ked af det, at du ikke kan trække vejret fordi at dem, du holder af, skal trækkes igennem det hele, både tankerne og gentagelserne med dig.

Forestil dig så, at du som en slags metausikkerhed kommer til at gentage turen flere gange i løbet af de næste år. Fravær fra alt - også din familie - og så noget andet.
Det kan være, at der bliver længere mellem gentagelserne, men det kan også være, at du efter nogle gentagelser også bliver udstyret med en lammelse i ansigtet, der gør det svært at tale og synge godnatsang, at spise og se uberørt ud. Eller bare glad.  Du ved det ikke. Men prøv bare at lade være med at tænke for meget over det. Det nytter jo ikke at være bekymret og ked af det også mellem gentagelserne.
Som du ikke aner hvornår kommer. Eller slutter.
Forestil dig, at du faktisk overhovedet ikke  har lyst til at de slutter. 

Sådan ser den bagage ud, jeg bærer på. Cirka. Lige nu ihvertfald.