Bare mig, der gør noget naturstridigt

Jeg er sådan en, der klarer alting selv, hvis jeg kan komme til det, for det er lettere for mig at flytte en hel lejlighed selv, kasse for kasse end at bede nogen om hjælp. Jeg fikser skabslågerne, skifter hjul på bilen og går helt selv til lægesamtaler, hvis jeg kan slippe afsted med det, fordi det er det letteste for mig.
Jeg har antennerne så langt ude og når jeg har nogen med til lægesamtalerne, så har jeg derfor en ekstra opgave i at håndtere min ledsagers reaktioner og passe på den, der egentlig skulle være der for at støtte mig. Det kommer lynhurtigt til at tage fokus fra min egen reaktion, som jeg bare glemmer at mærke.
Jamen, sådan er det. Det er også mig, der sidst får mad herhjemme. Selvom jeg er besvimelsen nær af energimangel.

Der er mange af den mere alternative skole, der mener at sygdom og især kræft skal lære en noget. Jeg mener, at man skal være meget påpasselig med at nærme sig en begrundelse for hvorfor nogen får kræft og andre ikke. Skyldsbegrebet er ømt som en byld og spørgsmålet 'hvorfor lige mig?' er uundgåeligt - men det burde udløse instant lynnedslag at andre prøver at begrunde sygdom som en slags nedkaldt straf eller 'læring' som det hedder. Man bliver ikke syg fordi man skal lære noget, jeg tror mere på, at man lærer noget fordi man bliver syg.
Hvad jeg har lært? Åh...
Det er en proces, er det ikke det, man siger? Jeg lærer hele tiden. Og forsøger at sætte mig selv først.
Jeg tror på at jeg skal støtte op om min gode operation og de gode behandlinger ved at få den rigtige kost, den rigtige motion og finde motivation og mentalt overskud,  så jeg får optimale betingelser for   at blive rask -  istedet for at blive ædt op af stress.
Jeg skal lære at sætte mig selv først.

Jeg leder efter 'implementer'-knappen og er oppe imod meget fastgroede vaner. 

Det er en forandringsproces og det går ikke problemfrit for sig. Kost og motion er i den lette ende, men at jeg sætter mig selv først betyder også at jeg må prioritere andre lavere. Der er meget, der bare ikke skal lægges på mit bord mere.
Hvis jeg nu ikke var en pleaser og lettere konfliktsky, så ville det være lettere, men det er faktisk svært for mig at ignorere mails med ønske om en opdatering på mit forløb, hvis jeg kan mærke at jeg ikke har behov for at udlevere mig selv i retning af afsenderen. Det er nogle gange svært bare at mærke, at jeg ikke har lyst til at lukke op.
For hvad vil folk synes, når jeg nægter at give dem det de beder om?

I den modsatte ende af skalaen er det også utroligt svært at lukke op og tage imod den omsorgsfulde støtte. Det er jeg overhovedet ikke forvænt med.  Hvordan doserer jeg åbenheden? Kan folk lide mig, hvis jeg fortæller, hvor råddent bange jeg er ind imellem og rent faktisk tager imod hjælpen?