mandag den 4. marts 2013

Pas nu godt på dig selv

Hospitalstøjet er sendt til vask og de sidste kemotabletter i en måned er taget. Idag var min sidste strålingsdag.

Dorthe, en af mine faste og superkompetente sygeplejersker, har som en af de eneste formået at forklare, hvad hun mener med 'pas nu godt på dig selv'. Hun har luret, at jeg stiller alt for høje krav til mig selv det meste af tiden. Så at passe på mig selv betyder lige nu at skrue ned for forventningerne til, hvad jeg skal kunne.

Det er så let at glemme at jeg næsten lige har gennemgået en hjerneoperation, for den gik jo godt og jeg slap overraskende let og uden problemer fra den.
Det er også meget let at sætte flueben ved 30 strålebehandlinger, daglige ture til Kommunehospitalet og fastspænding i maske og så i øvrigt lægge det bag mig. For det er også gået godt, tror jeg.

Alt er fint.  Og lad mig så komme ud i foråret, begynde cykeltræningen, få hud og baller hejst op på plads igen. Igang, igang, igang, videre, videre, videre, for jeg er jo så sej.
Eller... Det ved jeg ikke om jeg er, for hvad betyder det at være sej? Det er for mig lige så diffust som at passe på sig selv.

Jeg er heldig, det er hvad jeg er.

Og det er jeg kun når det lykkes mig at fortrænge, hvilken meget alvorlig kræfttype, jeg er opereret for.  Kontrolscanningen, der kan vise om alt tumor er væk ligger først om tre uvisse måneder. 

Men så kan jeg jo begynde at træne, mens vi slår det hele hen.
Alle har en opskrift på, hvor meget og hvad jeg skal træne og jeg har en del projekter, jeg gerne selv vil have gang i. Tror egentlig også jeg har et lille projekt i at være lige så kontant i min udmelding til mig selv, når jeg begynder på mine vilde planer, som jeg er, når folk siger, at jeg bare lige skal en halv time ud i frisk luft dagligt. (Gåture er stadig lidt snyd i min bog)

Det kan godt være, at jeg bare lige skal lure dagsformen og vurdere om min særlige bagage kan slæbes med og så lade den bestemme, mens andre folks ideer og mine egne vilde planer skal sætte sig hen i køen til alt det andet, der må blande sig uden om.

Fordi det er sådan det er.
Det må være det, der hedder at passe på sig selv. At underlægge sig den vægelsindede Hr. Dagsform med bagage.
Nu har det bare alrig været min hofdisciplin at underlægge mig noget som helst, men jeg lærer vel også så længe jeg lever.
Jeg har lovet nogen at gøre hvad jeg kan for at leve længe.

Kæft, jeg bliver klog.

6 kommentarer:

  1. Det er også lidt en mærkelig sætning ikk!? "Pas nu på dig selv" For. Ok så gør jeg det. Passer på mig selv. Jeg har virkelig ingen kloge ord at sige eller skrive. Jeg synes virkelig du er sej. Sej bare fordi du stadig står på benene. Kommer ud af døren. Ikke kun ligger i fosterstilling. Og pisse sej fordi du stadid er den Lene som jeg kender og holder meget af!

    Men jeg ved jo også hvordan det er pludselig at skulle vende hverdagen til noget andet. Have en kæmpe rygsæk med - som er tung og som slet ikke er den du/vi/man drømte om. Der er gode dage - og der er pisse pisse dårlige dage: Der er kloge som siger - "det tager et år" andre kloge der siger "nu skal du også tænke på hvor heldig du er med....."

    Du skal lure dagsformen. DU skal give rum og plads til at råbe og skrige og tude og synes det er pisse snyd at det er dig der skal.

    Og jeg gider godt sidde lidt i solen og drikke kaffe. Og sige ingenting eller sige det hele. Både på de dårlige dage og på de gode dage.
    Og hvis vi begge befinder os på minussiden tager vi det bare for givet at minus og minus stadig gir plus ikke?

    Knus til dig - og velkommen på den her side. Græsset ER grønnere her. Det skal bare lige ha tid til at gro!

    SvarSlet
  2. Jeg tror virkelig bare at du er den eneste der ved hvad du kan . eller ikke kan. Og så må hensynet til de andres mening s0ætte sig i kø, som du siger.
    Det vigtigste er at stole på dig selv!

    SvarSlet
  3. Der er virkelig ikke noget rigtigt at sige lige nu. Livet bliver aldrig det samme igen. Hvis nogen havde fortalt mig det for snart seks år siden, havde jeg stukket dem en lammer. Jeg ville da for fanden bare have mit liv tilbage, og det skulle ingen forhindre mig i. De havde desværre ret. Eller desværre, fordi jeg har brugt så ufatteligt meget energi på at finde ud af det. Livet er godt igen, men det er ikke det samme.
    Der er bare ingen andre, der kan gå vejen. En antropologkollega sagde engang efter at have forsket i kræftrehabilitering, at det handler om 'remaking of a life', og det har været en god sætning at have med. Andre kan ikke gå vejen, men vi kan blive ved med at være her. Også når du ikke er sej.

    Jeg har en fornemmelse af, at du, lidt som mig, er nødt til at få nogle rap over næsen. Fordi du vil være nødt til at teste den dagsform. Og rygsæk. Og nogle gange rammer man bare forkert. Og rejser sig igen.

    SvarSlet
  4. Følger dig og er med dig.

    SvarSlet
  5. Tak, alle i kloge mennesker. Jeg har læst jeres kommentarer flere gange.

    Jeg har sendt jer individuelle svar pr tankepost.

    SvarSlet
  6. Kære Lene
    Jeg har fundet vej til dig via Helles blog. Du har nok været igennem det, som jeg forestiller mig at være det værste mareridt. Samitidig bliver jeg opløftet af din styrke og di ærlighed omkring det hele; de grimme tanker, tårerne, rådvildheden, angsten og det lavpraktiske. Jeg kan ikke forestille mig, hvor det er indeni.
    Du er på en god vej med brugbare anvisninger. Så selvom du ryger i grøften eller rabatten af og til, er jeg sikker på, at du rammer den lige vej igen.
    Mange tanker og kærlige hilsener
    Katrine

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...