onsdag den 27. februar 2013

Særlig bagage

Helle bruger udtrykket, når hun skriver til mig og jeg forsøgte om 'særlig bagage' også dækkede det, sygeplejersken ville forklare mig idag: At jeg skal forholde mig til kræft fra nu af, at det bliver en art kronisk sygdom, som man holder øje med fra professionel side, men som også vil følge mig i de valg, jeg tager og de sociale sammenhænge, jeg indgår i. Det bliver som en astma eller en hjertesygdom, som er velreguleret.

Sygeplejersken lyste op og hun bryggede selv videre på det. Det er som at have en ekstra rygsæk med sig hele tiden, der skal checkes ind og nogle gange er i vejen når man rejser. Den er nogle gange ekstra tung. 
Også for andre end mig.

Jeg ved godt, at det er svært for de fleste at forholde sig til en kræftsygdom. Nogle slår det lidt hen, når de ser mig, for det går jo meget godt, andre bliver meget bange, bekymrede og forskrækkede. Mest kvinder.
Mange forsøger at læse sig igennem alt for meget på nettet for at føle at de kan forudse, hvor det hele fører hen - og bliver endnu mere bange.

I mig er der lidt stille.  Jeg mangler 3 strålebehandlinger og skal allerede i morgen sige farvel til en af de sygeplejersker, som har gjort størst forskel for mig i hele det her up-tempo-forløb. På den anden side af mandag er der vacuum og uvished indtil midt maj.

Jeg er træt nu og trætheden er ikke lammende, som 'fatigue' beskrives på nettet. For mig føles det som om der er lagt mere belastning på vægtstangen eller som om jeg går gennem vand. Ret billigt slutppet, at det først kommer nu.

Derfor er overvejelserne omkring skriveriet også blevet sat på standby. Jeg vil så gerne fortælle om alt det, jeg har set i forløbet, om kontakten mellem hospital og patienter, om kommunikationen, om hvad jeg (ikke) har kunnet bruge Kræftens Bekæmpelse til, om pårørende, om venner, om roller og familiemønstre, der forandres, men jeg mangler den rette vinkel og det rette format. 
Kan være jeg spørger jer til råds senere om, hvor I synes mine erfaringer kan bruges og i hvilken form de skal serveres. Hvad man ikke har i hovedet, må man have i sin indsigtsfulde, hjælpsomme læserskare.

Senere. (Men kom bare med de gode ideer)
Lige nu er jeg igang med at tilpasse skulderstropperne på min særlige bagage og indstille mig på at jeg skal være sådan en, der beholder rygsækken på i bussen og nogle gange kommer til at smadre den ind i dem, der står ved siden af mig.

2 kommentarer:

  1. Du får lige et stort kram af mig (og min rygsæk). Den bliver lettere at bære med tiden, som man får rettet stropperne til og kastet overflødig vægt af.

    SvarSlet
  2. Tak, Helle. Og for de smukke billeder oppe fra snelandskaberne.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...