mandag den 11. februar 2013

With the love

Jeg så en udsendelse med Michael Jackson, fra da han forberedte This is it-touren. Han ville gerne have ændret en detalje i lyden og specificerede ret klart, hvad han ville have hvorefter han skyndte sig at sige: '...with the love. You know? No offence. With the love'.

For nylig læste jeg at Heidi altid sagde sin mening og erklærede sig uenig, hvis hun var det uden at tage højde for eventuelle ømme tæer eller fine fornemmelser og at hun kunne slippe afsted med det, fordi folk omkring hende ikke være i tvivl om, at hun elskede dem, selvom hun var rygende uenig. With the love.

Med den indledning er vi nu nået frem til det, som jeg selv går og tumler med: Hvordan får man sagt, at man synes at andres prioriteringer, ønsker og små besættelser er ufornuftige og at man er bange for, at det, der ligner en smuk drøm og et inderligt ønske i virkeligheden er en rigtigt dårlig ide, som kan ende i alt andet end idel lykke?

En ting er at bede om at få lyddetaljer på plads. Noget andet er at skære hele instrumentet ud af kompositionen.  Uden at få det til at lyde som om at ideen til at begynde med var så vanvittig, at vedkommende der fik den, ikke længere kandiderer til at være et elsket medlem af inderkredsen.

Det kunne være at nogen synes, det er en rockerdårlig ide at vi køber ny bil nu, hvor jeg underskriver papirer, hvor jeg erklærer, at jeg lider af en livstruende sygdom.  Hvordan ville vedkommende skulle sige det til mig? Jeg ville med det samme, jeg fornemmede den slags mangel på medløberi føle mig begrænset og uelsket.
Tænk, hvis der ikke er nogen, der under mig den nye bil og tænk hvis nogen vover at sige kræft-ordet højt.
På den anden side ville jeg nok være rigtigt glad for at der var nogen, der gad at engagere sig i hele vores situation og smide en mening ind i diskussionen om, hvordan verden skal tilrettelægges efter de nye vilkår, selvom det ville svie og gøre nas og føles som kritik og jeg helt sikkert ville være eddikesur og pigefornærmet flere dage før jeg ville kunne påskønne bidraget.

Jeg tager tilløb til at sige noget lignende, bare på et mere følsomt område, hvor det drejer sig om familieforøgelse. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal holde min mund og bare støtte, mens jeg holder fingrene krydsede for at alt går godt  - fordi jeg ikke i praksis kan aflaste særligt meget, hvis tingene skulle brænde på.  På 'jeg elsker dig, vil gerne have dig i mit liv og derfor kan du regne med min støtte uanset hvor mange ekstra hunde/børn/mænd/nyindkøb, du vælger at adoptere'.

Eller om jeg skal sige det jeg i virkeligheden mener.  At der ikke er hverken økonomisk eller mentalt overskud til mere ansvar og at man skal lade være med at få hund og børn, hvis man ved, at man  - inde bag glansbilleddrømmene - ikke har både økonomi, lyst, plads og humør til at tage hele pakken med.

With the love, altså....

7 kommentarer:

  1. Jeg har ladet mig fortælle, at der på tyrkisk findes et ordsprog, som lyder noget i retning af: "Den, som ikke kan lave [indsæt meget simpel tyrkisk ret, som jeg ikke kan huske navnet på] i sit eget køkken, kan lave baklava (indviklet ret) i andres."

    Det er altid nemmere at vide, hvad andre burde gøre. Både fordi vi ser deres liv udefra og derfor kan være mere objektive, OG fordi vi ikke kender hele sandheden.

    For mig at se er der en mellemvej mellem at holde mund og sige sin mening. Nemlig at "lege coach" og stille spørgsmål, fx:
    - Hvad er grunden til, at du overvejer denne familieforøgelse?
    - Hvad vil det betyde, hvis du opgiver projektet?
    - Er der andre ting, der kan give dig det samme?
    - Hvad vil det betyde for din økonomi?

    Det er ikke nemt - i hvert fald ikke for mig - men det er en måde at engagere sig på uden nødvendigvis at støde folk fra sig. Samtidig er det noget, jeg selv har rigtig stor glæde af, når mine venner gider gøre det for mig. Det er svært at komme videre med en samtale - for slet ikke at tale om et venskab - når den ene først har sagt "Du burde slet ikke få hund/barn; det kan du ikke klare".

    SvarSlet
  2. Jeg tror (lidt naivt måske) på at ærlighed varer længst, omend den kan være en bitter pille at sluge.
    Men nu er der også mange måder at levere en sandhed på og mon ikke du kan finde en "lempelig" måde?

    Og så i øvrigt noget helt andet: Jeg hepper helt vildt på dig i din kamp for at blive rask igen, og jeg er imponeret over den kampgejst jeg fornemmer. Du er by far den sejeste x-kollega jeg har :)
    Masser af positive tanker til dig og din familie!

    SvarSlet
  3. @anonym: Det synes jeg er en rigtigt god vinkel, som virker i uendeligt mange sammenhænge. Der er mange, jeg kan snakke sådan med - men jeg lider af coachbetændelse (selv uddannet coach) og vil helst ikke ud i at øve coaching på nogen, der ikke selv er med på, at det er det vi har gang i. Så det kræver den rette setting at få stillet de spørgsmål:)

    @Vestergaard: Tak. Det er en tung medalje at bære, når der nu er så mange superseje xkolleger med i opløbet :) Mangler lidt vores samtaler om virksomhedskultur, når jeg sidder her på sidelinien med mit hækletøj. Håber, du trives i det nye job og ellers kommer du hjem igen, hører du?
    Kh Lene

    SvarSlet
  4. Er du sindssyg jeg ville flippe over coach-tilgangen. Fint nok at spørge ind til "hvorfor" - men at lege coach overfor sine venner er no-go i mit hovede. Jeg havde en meget nær ven, som yndede at bruge coach approach hver gang man egentlig bare gerne ville læsse lidt af - det bliver man meget træt af længden (deraf også datidsformen).

    SvarSlet
  5. lille t: Præcis. Det kræver den rigtige situation og at man rent faktisk beder om lidt sparring eller hjælp.
    Jeg ville også blive opmærksom på, hvad det er for et budskab, der ligger gemt bag alle spørgsmålene, hvis jeg bare ville læsse af og blandt mine veninder er det også mere cotume at udveksle synspunkter og sige sin mening.

    I dette tilfælde er klar tale ikke så velanbragt.

    SvarSlet
  6. Jeg stemmer imod familieforøgelser til dem som kun lige akkurat magter det de har. Så er den beslutning taget.

    Men når det kommer til at købe biler man ikke har råd til, så er jeg glad for at leve et samfund, hvor du på trods af sygdom kan købe en bil. Du burde faktisk have tilskud af 'Danmark' til den, fordi den giver dig en livskvalitet, som er vigtig for at klare dig igennem.
    Håber du tager det som en dobbeltmoralsk peptalk med de bedste intentioner.

    /Liv

    SvarSlet
  7. @Liv: Enig. Det er også min holdning - helt sikkert fordi jeg ved, hvor lidt sikkerhed man kan planlægge ind i sin fremtid - at man ikke af egoistiske grunde skal udvide en familie, som i forvejen er hårdt spændt for.

    Også megaenig i at der er livskvalitet i bilen. Vi har råd til den og har ikke købt over evne, men hvis man nu fik tilskud og jobsikkerhed, så skulle du se mig maxe ud på motorkapacitet og dobbelt udstødning. Hørt! hehe...

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...