tirsdag den 15. november 2011

Fast plads i koret

I gymnasiet opførte vi Grease.  Jeg var til audition til rollen som Sandy sammen med en del andre og ... altså.. jeg synger ikke grimt, men jeg stod ved flygeligt sammen med en pige, der sang ret specielt og råt og så lavede jeg lissom min sangstemme om.
Resultatet har ikke været udpræget kønt. Jeg blev ikke førstevalget til Sandy - og hende, der sang som en musikalsk havnearbejder fik rollen som Rizzo.
Jeg fik sikkert rollen som Sandy alligevel fordi jeg levede Greases budskab om at det er nødvendigt at lave sig selv om for at blive til noget.

Mange år senere havde jeg lært at skrive et CV og havde sådan nogenlunde styr på at præsentere den pæneste side af mig selv så det ikke var helt løgn. Jeg var instruktør i et fitnesscenter og havde universitetsgrad og godt job.

Og så mødte jeg Andrea. Og Jon.
Når jeg har dem på tomandshånd eller i andres selskab er alt godt og ubesværet. Der kan jeg bare grine med dem og tænke, at de er fantastiske mennesker, som jeg kender og som kender mig.
Men når de to er sammen og jeg også er der, er jeg slået tilbage til dengang ved flygelet.

Jeg kan ikke huske navne på skuespillere eller sangere, når jeg skal.
Det kan de.
En af de første gange vi tre var sammen, flippede de lige hele Bros' bagkatalog og talte så hurtigt sammen - og så sjovt - at jeg ikke var i tvivl om, at jeg tabte, fordi jeg kun kan 'when will I, will I be famous' og ikke kender navnene på nogen af brødrene eller ham den tredje og fordi at mine jokes og rappe replikker altid først kommer, når jeg timer senere står hjemme foran spejlet og acer den.

Jeg kender dem stadig. Jeg tager stadig revance foran spejlet og jeg har det stadig som om jeg er hende, der får en fast plads i koret.

Og ved i hvad? Sådan har jeg det også lige nu, når jeg læser nogle af de gode blogs, der er rundt omkring.

Jeg lover at lade være med at prøve at plagiere nogle af dem, for så vil jeg komme til at skrive som endnu en Nynne-kopi, nu med hjerne, og jeg er meget glad for at se på min statistik over daglige læsere, at der er nogen, der gider at læse med.

Trods det faktum at jeg ikke altid er den hurtigste knallert på havnen. 


4 kommentarer:

  1. Hey - jeg glaeder mig skisme alid til dine indlaeg, du skriver med nerve og oprigtighed som jeg kun har laest det hos ganske faa!

    Men ja, vi kender nok alle en Andrea og Jon, der faar os til at foele os bagud, men for andre er vi sikkert en Andrea eller Jon selv.. (Eller endnu sejere, en Sandy)

    SvarSlet
  2. Der er altid nogen som kan sige det bedre. Så længe man er glad for at skrive er det vel i orden - og jeg læser med glæde dine indlæg!!

    ..
    Og øhm.. Bros har da kun lavet én sang? ;-)

    SvarSlet
  3. Jeg synes altså du er rigtigt god!

    SvarSlet
  4. Tak, alle tre. Det var nu ikke for at tigge om ros, bare lige for at se på skrift at det er sådan jeg har det. Jeg gider ikke være endnu en kopi. Men tak for at i bekræfter mig i at det er fint som det er :)

    Kong mor: Ja, det troede jeg så også... Indtil jeg kom i tanke om kassettebåndet, hvor der var flere sange på. Måske er det fordi de lød fuldstændigt ens alle sammen?

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...