lørdag den 28. maj 2011

Reminder: Husk at give den gravide mad

Jeg havde lavet aftalen med Manden om, at han skulle have maden klar og på bordet klokken 18, for jeg var på vej i bil fra Vestjylland til Århus og min ankomst var timet til 7 minutter i spisetid, så ingen skulle lide overlast.
Han ved efterhånden, at det går galt, hvis der ikke er mad klokken 18.

Ved Silkeborg stod der en ung politibetjent og vinkede mig væk fra vejen og ud i ingenting. Jeg kan turen tilbage til Århus på rygraden, men kommer jeg først væk fra den vej, så er jeg ganske fortabt og der var ikke hverken forklaring på ruteændringen eller skilte der viste vej tilbage. GPS! hører jeg nogen råbe.

Jeg har GPS. Men min er en dims fra den tid, hvor de blev lavet som små tykke fjernsyn og hvor touch screen betyder punch screen.
Det lille buttede apparat nægtede pure at arbejde og uden den assistance kan jeg ikke finde vej med mindre der står store skilte med Århus (eller Aarhus, fuck nu Nikolaj Wammen og hans alliance med skiltemalerne) med jævne mellemrum.

Jeg kørte i ring. Kæmpering. 50 km-ring. Og var lige ved at bide i rattet, da jeg for anden gang så et skilt til den samme kennel, men ingen skilte mod Århus.
Ikke af raseri, mere af irritation.
Jeg drak noget vand og kørte mod Vejle.

Noget, der føltes som 20 år senere kom der skilte, der stillede mit afsukrede, udmattede sind overfor et valg. Ville jeg køre mod Skanderborg eller Silkeborg? Her bliver det tydeligt, at jeg ikke kan finde vej. I det øjeblik var jeg så lost som nogle af mine Københavnske læsere uden jysk connection er lige nu, for hvad er hurtigst? Hvad ligger nærmest min tallerken?

Benzinlampen begyndte at lyse. Efterhånden som jeg gav gas og kørte 110 på smalle landeveje med kæbemuskler så stramme som de hvide tights, som fede damer altid går i, lyste lampen mere og mere indædt. Mere og mere insisterende rødt. Det hjalp ikke da jeg råbte af den at der jo for fanden ikke VAR noget benzin at hente derude på endeløse grønne marker og at den skulle lade mig være i fred.

Graviditeten giver mig oftere lyst til at bede folk om lige at træde to skridt tilbage og holde afstand. Bare lige lade mig være. Lige der var jeg tæt på at klæbe en ordentlig klat tyggegummi på instrumentbrættet, lige over den røde lampe, alternativt sparke den ud. 
Jeg havde heller ikke mere vand.

Da jeg kom hjem, alt alt for sent, var manden faldet i søvn på sofaen. Gennem sofasøvnighed kunne han godt se, at det var meget nødvendigt, at han slog ny nordisk rekord i madlavning på tid.
For jeg var HELT stille. Kunne bare ryste på hovedet med armene nede langs siden og tude.
Jeg bliver liiidt skarp i temperamentet mellem 17.30 og 18. Efter 18 bliver jeg ulykkelig. Og 18.45 (please don't ask) er hele min verden sunket i grus.

Jeg stod og hulkede fortvivlet og bundulykkelig i en vindueskarm, da røgalarmen gik igang og jeg i bare opgivenhed fik væltet et sort bloklys med mine hulk. Jeg greb det mellem min hånd og en hvid væg, satte sorte mærker og blev mindet om, at jeg heller ikke har råd til at male alle væggene.
Ooooog så væltede verden helt om på ryggen og jeg tudede endnu mere.

Fuldstændigt udmattet og med mascara under hagen fik jeg tvunget noget mad i mig. Klokken var 19.15 og jeg var så færdig, at jeg ikke var sulten mere, men bare havde kvalme og kuldegysninger.

19.20 fik jeg øje på Manden, der skræmt hviskede noget om at han hellere ville se originaludgaven af The Ring på en nøgenworkshop med Carl Mar i mørke en anden gang.

2 kommentarer:

  1. Åh hvor jeg husker det, jeg føler med dig!!!
    P.s snickers i handskerummet, er din ven! Www-kram og ae ae til dig!

    SvarSlet
  2. Al mulig sympati til dig, men jeg sender lige lidt sympati til Manden også. For pokker hvor er det ikke fedt at opleve sin "bedre halvdel" i den slags situationer. I know.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...