onsdag den 4. maj 2011

Du er ikke alenøøøø

I posten idag lå der et tykt brev fra hospitalet. På forsiden af pjecen stod der med meget store bogstaver:
Fødselssmerter.

Nåmen, velkommen til, da. Så ved man ligesom hvad der venter. Og jeg har meldt mig til.  Det, som alle mænd forstår som at presse en vandmelon ud af urinrøret og som kvinder automatisk slår korsets tegn for.

Pjecen spurgte faktisk meget pænt om jeg ville være med i et projekt, som undersøger hvor meget selvhypnose og afspændingsøvelser betyder for lindringen af fødselssmerter - og om man selv kan medvirke til at få en bedre fødselsoplevelse, mindske risikoen for fødselsdepressioner, forkorte fødslens varighed og opnå alle mulige andre gode sager.

I'm in. For satan da. Jeg har et ret godt kendskab til mindfulness, men jeg må tilstå, at jeg godt kan have brug for at blive mindet om at bruge det, for det er åbenbart rigtigt svært at bruge det, når man nu har så travlt med at ... øh... ingenting.

Så jeg mødte op i lokale 26 på Skejby sygehus til informationsmøde. Selve informationen var en gentagelse af pjecen, så det i sig selv var ikke det helt store sus, men jeg sad ved hesteskoformet bord sammen med 12 maver, der var næsten lige så store som min egen.
Det var fantastisk.

Ikke fordi maverne sagde ret meget sådan helt generelt, men bare det at være i rum med nogen, der er sammenlignelige med mig.
Jeg sætter stor stor pris på at jeg både har søstre og veninder, der har børn og graviditeter, der ligger så lyksaligt tæt på min egen termin, men det var en stor oplevelse at se nogen, der er ligesom mig.
Hvilket de selvfølgelig ikke var, men i ved, hvad jeg mener. Der er andre derude. Der var nogen at snakke mavestørrelse med og da først proppen var af snakkeflasken, så kom det også frem, at jeg heller ikke er alene om at glemme ord og blanketter.

Man skulle have en samtykkeerklæring med. Den lå udfyldt hjemme på køkkenbordet (eller muligvis på gulvet i entreen, hvor jeg havde kæmpet for at få sko på. Jeg er altså blevet en del større end på billedet jeg postede forleden) og jeg måtte derfor sige ja tak til en af de reserveblanketter, som jordemoderprojektlederen havde taget med.

I kor med 10 andre kvindestemmer.  De to, der kunne fremvise en udfyldt, medbragt erklæring, havde deres mænd med.  Ekstrahjerne= doping for premature ammehjerner.

Jeg håber sindssygt meget, at jeg kommer i en af de to grupper, der skal have undervisning og ikke i kontrolgruppen. Både fordi jeg tror på, at teknikkerne kan hjælpe med smertelindringen og oplevelsen, men især for at være sammen med parallelmaver 3 aftener mere end den fødselsforberedelse jeg også vil meldes til.

Jeg havde den største mave (som jeg har det fantastisk med). Men jeg følte mig også næsten normal. Og lidt lækker igen.
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...