tirsdag den 24. maj 2011

Mens vi forsigtigt stikker en pote i vandet...

Ved siden af mig i sofaen ligger min hund. Den er så træt, at jeg kan spise min frokost i fred uden at have våde øjne og vådere savl i nærheden.
Hundesvømningen har taget toppen af det altid høje energiniveau. Faktisk har formiddagens oplevelser taget næsten det hele og alt hvad der har interesse lige nu er, at den kan have hovedet på den grønne pude og ryggen op ad mig og sove, sove, sove.

For et par timer siden var der en mand, der lige præcis vidste, hvordan han skulle få min hund til at svømme i det lange bassin som normalt bruges til heste: Gribe køteren, løfte den over kanten og give slip. Værsgo. Svøm.
Han var kommet så langt som at løfte hunden efter at have skrabet den fri af den væg, som den pibende og klynkende havde trykket sig angst op imod.
Ikke fordi den er bange for at svømme. Men fordi den var bange for manden og med rette bange for, hvad han ville gøre ved den.

I perioder har jeg det også sådan for tiden. Der kommer til at ske så mange ting lige om lidt og der er ikke særligt meget jeg selv kan gøre ved det.

En ting er selvfølgelig fødslen og barnet.
Selvfølgelig glæder jeg mig til at se min søn og jeg glæder mig til at passe på ham det bedste jeg overhovedet kan. Men jeg glæder mig ikke på den måde, at jeg ikke kan vente.
Lige nu er det perfekt at han er derinde i maven, hvor jeg kan mærke ham og hvor jeg har kontrol over både ham og min egen tid.  Han kommer ud når han er klar og jeg har ikke brug for at nogen skæbne samler mig op fra den kant, hvor jeg sidder og holder vejret og fortrænger, for at kaste mig ud på det dybe vand.

No rush.

En anden ting, som ligger og venter lige under mine poter som vand, jeg ikke kender dybden på, er Lindas flytning til Esbjerg. 
Vi har kendt hinanden i en hel del år efterhånden, både fra fitnesscentret, fra messenger hvor vi har drukket cyberkaffe i spandevis, når vi hver for sig ikke var til pænt brug og fra et rigtigt venindeforhold med hjertesorger og kæmpestore opture  - og adskillige Smuk fest-ture.
Det går ikke sådan væk, vi kommer ikke til at unfriende hinanden når hun rykker til Esbjerg. Det bliver bare lidt sværere at besøge hinanden uden at aftale det på forhånd.

Pluds en serie mindre ting, som jeg heller ikke lige kan overskue og derfor forsøger at ignorere eller skulke fra.

Lige nu vil jeg bare gerne holdes af en, der er ligeglad med at jeg er altfor stor til at sidde på skødet. Ligesom min hund var det for nogle timer siden, hvor den lynhurtige store jagthund sagtens kunne pakke sig rundt om min mave og lægge hovedet ind mod min hals.
Nogen må gerne rose mig og hjælpe mig på vej ud i det dybe vand. I mit eget tempo.

Ligesom tillidsøvelser er det med at blive løftet op og bare blive sluppet af fremmede, ublide hænder noget jeg hader.

Så, her ligger hunden og jeg endnu engang i sofaen og er så enige, så enige. 

2 kommentarer:

  1. Ha ha, jeg havde det på samme måde. No rush med at få HKH Babysen ud. For når de er i maven, har man stadig fat i den lange ende! ;) Desuden skal man sgu ikke kimse ad at nyde den sidste tid i tosomhedens fred og ro, hvor man kan spise, sove og gå på lokum når man vil :)
    Mht Lindas beslutning om at flytte? Det sucks, men I skal sgu nok finde ud af det. Måske (selvfølgelig) på et lidt lavere blus til at starte med, når I begge er smurt ind i babyer. Vi har mistet mange venner, efter vi fik unger. (fordi vi blev "kedelige"..) Men sjovt nok kun dem uden børn! Det kommer til at lyde påtaget, men der sker noget med en, når de unger kommer. Man føler sig tættere knyttet, til de veninder der har børn. Og jeg er sikker på, at jeres veninde- og mødre ånd, er stærkt nok til at kunne bære afstanden.

    SvarSlet
  2. Veninde- og mødre bånd! Sgu da ikke ånd :D

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...