onsdag den 25. maj 2011

Blixen in da house

Baronesse Blixen har fyldt en del i mit liv. Ikke alene har jeg skrevet universitetsspeciale om hendes forfatterskab, men hun dukker også ofte op i mit indre bestyrelseslokale for tiden, hvor hun sidder med en af de cigaretter hvis røg elegant stiger opad og får hende til at knibe øjnene bedrevidende i.
Den røg lugter ikke af billigtobak, men af vid og svundne tider, hvor selviscenesættelse var rigtig selviscenesættelse og ikke bare selvfotograferede facebook-billeder.

Hendes kloge betragtninger skal jeg sådan sørge for ikke at komme til at simultan-citere.


Ikke bare fordi damemennesket er så utroligt grov og skarp i sin dømmen af andre, men også fordi det ville lyde endnu værre, hvis jeg med hendes udtale, der ikke rummer plads til flade a'er kom til at sige: Jaaaaa....  Paa din maske skal jeg kende dig, men den maske, De har udsøgt Dem,  passer Dem ikke.

Især fordi jeg halvdelen af gangene ville kommentere mig selv.

Jeg kan ikke komme afsted med at sidde hos jordemoderen og modtage ros for at vide, hvad der er at vide om sund kost og god træning, når fru Blixen godt ved, at jeg sidder og tænker på de to snickers jeg har gemt i handskerummet istedet for at have spist dem til second breakfast for at de ikke skulle give udslag i min sukkermåling.

Jeg kan ikke slippe afsted med at himle over andres ufatteligt klamme toiletvaner, over uoptørrede urindryp og toiletruller, der på firmatoilettet hænger tomme hen, når jeg selv i protest griber en ny rulle, bruger af den og så stiller den tilbage, så det brune paprør stadig hænger og dingler flabet og hensynsløst på sin metalholder. (Undtagen, hvis det kan opdages at det er mig, der har ladet det hænge sammen med den grimme lugt)

Og især fordi madammen lige husker mig på, at det er mine lange hår, der ligger som dekoration på brusenichens gulv, fordi det er alt for ubekvemt for min fede, dovne krop at bøje sig ned og samle op.

Når andre nøje udvælger, hvad de skriver på facebook og twitter på 'se mig, jeg har lige poleret facaden'-måden og jeg straks tænker, at jeg godt ved, hvad den facade gemmer og at det fandeme ikke er overskud, rene gulve, stort skarpsind og jet-set-materiale, men et inderligt ønske om at blive elsket, beundret og afholdt for alt det de gerne ville have været.

At have 15 minutes of fame og en fanskare.

Så løfter Karen et Kohl-tegnet øjenbryn og lader tavsheden stå tyk og sigende i mit bestyrelseslokale.

For hvem er det, der gerne ville være dygtig karrierekvinde, god på ugebladsbilleder og spændende blogger, når hun er sygemeldt fordi urimelighederne blev for mange til et blødt sind, ansigtet er fyldt med vædske og graviditetskilo, der giver 3 hager på billederne og ikke har så mange læsere som de andre?

Det nytter ikke at noget at mumle om syfilis og historien om kongebrevet, der vist ikke helt passede med virkeligheden, for når jeg prøver at stikke pegefingeren hen mod hende, Überbaronessen, ser det ud som om jeg piller næse.

Og så Marlene Dietrich-fremfører hun noget om, at vandet bor i Mombasa. At det ikke nytter at dæmme op for det, for det vil hjem.
Til Mombasa.

6 kommentarer:

  1. Åh fuck, hun har også fyldt meget i mit liv. Især da jeg sad og svedte over et speciale om figurerne, der ville ses. Eller ikke ville ses. Eller blev vakt til live, fordi nogen pludselig fik øje på dem.

    Jeg havde nær knækket halsen på Karen og endte med at skrive om noget helt andet.

    Og nej, jeg har aldrig fundet den skide stork.

    SvarSlet
  2. Sjovt. Jeg begyndte på et sprogligt speciale, som jeg syntes var sindssygt spændende, men som bare ikke ville skrives. Så jeg faldt tilbage på Blixen som jeg havde brugt et par overbygningsfag på.
    Ikke fordi specialet blev særligt godt af det :)

    Jeg er glad for at du ikke har fundet den skide stork! Det er noget med at man først kan se den, når turen er slut og det endelige tæppefald står lige for.
    Håber, du bliver hos os - storkefri - læææænge endnu :)

    SvarSlet
  3. Hun er lidt skrap ved dig hende Karen syns jeg. Slap AF Karen!

    SvarSlet
  4. hæææh... Tror du godt, jeg kan hvæse det lidt en gang imellem uden at folk synes jeg er sær?

    SvarSlet
  5. Hold nu op med at være så hård ved dig selv! Sgu! Du har ikke selv været skyld i den sygemelding! Og det var jo bestemt heller ikke med din gode vilje!

    Og hår i afløbet udelukker altså ikke at have fod på det vigtige i livet..
    Et kæmpe problem med danskere, er netop, at det er hvor mat eller blank overfladen er. Det er hvad andre mener og 'keeping up appearances' der gælder. Og det er så ærgerligt, for folk render rundt og prøver at holde en facade over for andre mennesker, der selv spiser en snickers for meget, og drypper på toiletbrættet indimellem, når andre ikke kigger. Det er jo så åndssvagt.
    Men ja, det er da helt sikkert rart med en blank overflade (hvis det er for ens egen skyld, man har gang i pudsekluden), men det kommer sgu i 2., 3., eller 4. række efter at have en blank underflade. (Jo det er et ord!) Jeg begynder først at dømme folks overflade, hvis deres personlighed sutter røv.
    Og du har muligvis ødemer i hele kajen, en graviditetspræget psyke, morgenhår og to forskellige sokker på, men du er god mod mennesker og dyr, og det er sgu vigtigere end alt andet.

    ..og uanset hvad kan man ligeså godt pakke den polerede overflade væk, når man får børn. Hvis den er spejlblank, er det på bekostning af børnene. Eller også lyver man ;) Op med humøret.

    End of rant.

    SvarSlet
  6. Oh, hvor kan jeg godt lide det, når mine pointer bliver forstået. Bare lidt. Jeg er lige præcis træt af facader, der ikke har bund i virkeligheden.
    Ja, også mine egne, men især andres. Faktisk.
    Rants er velkomne :)

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...