Florence Nightingale sat på hold

Tak for jeres tiltro og tak for jeres støtte.

Jeg var nødt til at skyde hjertet op i livet og inhalere koncentreret mod inden jeg bankede på døren til det hus, hvor børnene og deres forældre bor og jeg er lettet over, at udfaldet blev så godt som det blev.
Faktisk er børnene også blevet sat under skarpere opsyn - af moderen selv.

Problemet er nok ikke løst med det. Jeg tror stadig, at hun har brug for anderledes hjælp end det hun får, men jeg er også helt sikker på, at hun trænger til at tage sig sammen og blive sit ansvar voksent.

Selvom jeg ofte hjælper langt ud over, hvad jeg egentlig har kræfter til, har jeg også en holdning til, at man påtager sig et ansvar, når man vælger at få børn (eller hund). Og at det ansvar ikke lige kan lægges ned i køkkenskuffen mens man holder kaffepause og synes man skal se tv-programmet færdigt.

Ansvaret går ikke væk, fordi man er bitter på verden og man slipper ikke afsted med at proppe hovedet op i et tiltrængt åndehul, med mindre man sørger for at finde en barnepige, der kan holde ansvaret så længe.
Og det mener jeg, selvom jeg allerede inden mit eget barn kommer til verden har fuld forståelse for, at man nogle gange har lyst til at sætte barnet ind i en (slukket) ovn og lukke lågen for at få dyrebare øjeblikke af tiltrængt fred.

Situationen er, at hun ikke tager ansvar. Sagen er også, at faderen til børnene slet ikke gør det. Og faktum er, at ingen af dem er klinisk depressive eller fysisk ude af stand til at påtage sig det ansvar, de selv har meldt sig til.

Så... Selvom jeg godt kan se, at jeg faktisk ER i stand til at hjælpe hende videre ved at bage kage og gå med hende til møde med sagsbehandlere, så er jeg ikke sikker på at jeg vil.

Jeg er ikke så stort og selvopofrende et menneske, som nogle af jer måske kan fristes til at tro, for jeg har en lille djævel på den ene skulder som mere og mere indtrængende hævder, at hun er doven. At hun ikke tager sig sammen, fordi det er hjemmevant og bekvemt for hende at kunne synge sangen om 'at det også er fordi manden ikke hjælper'.

Samme djævlestemme bliver ved med at spørge, om hun ikke kan synge den sang til den psykolog og coach som hun allerede har.  Og min indre sure ligusterfascist spørger, om ikke sagsbehandlerne laver noget.

Mit stærkt analytiske overjeg bliver ved med at spørge mig, hvordan det kan være, at jeg uden at tøve, uden at tænke, kaster mig ud i at redde hunden på den anden side af gaden og sørge for al kontakt til dyreværnet, når jeg ikke gør det samme når det er hende og hendes menneskebørn, jeg kunne redde iklædt Florence Nightingale-mine.
Havde hun været en veninde eller bare venindepotentiale, så var jeg gået all in, men hun er ingen af delene.

Jeg skal gerne ringe og gøre opmærksom på sammenhængen til kommunen. Jeg skal også gerne være den gode nabo og hive børnene væk fra vejen og dermed gøre mit for at hjælpe.

Men jeg er ikke så stort et menneske, at jeg vil være socialarbejder uden at få løn for det.

(undskyld)