lørdag den 14. maj 2011

Det er ... øh... unikt

Kære tekstforfatter. Eller kunsthåndværker, der skriver dine egne reklamespots.

Jeg vil bare lige sige det: Unik er et ord, som vi ikke bruger mere. Især ikke den underlige horeunge af ordet, der udtales junik.
Hvor lærer man at udtale det sådan, i øvrigt?

I alle sammenhænge hvor jeg hører ordet Junik om et produkt eller en oplevelse træffer jeg lynhurtigt, nærmest automatisk, den slutning at det er noget helt almindeligt - eller direkte ubrugeligt - stads, I reklamerer for, for ellers havde I nok haft mulighed for at vælge et andet ord. Kan man ikke sige noget pænt om stadset, så kan man da altid kalde det... unikt.

Det er et ord jeg vil bruge om det grimme askebæger som en fjern bekendt har fremstillet af klumpet ler og malet med beige og lyslilla i striber på et offentligt betalt beskæftigelsesterapikursus. Vel at mærke i den situation, hvor jeg bliver overrakt rædslen som en gave, jeg ikke kan tillade mig at afslå med væmmelse.
Den er.... unik.

Sjovt nok er det typisk 'kunsthåndværkere' i sommerlandet, der i pamfletter beskriver deres stil som unik. Junik.
Og så er jeg straks helt sikker på, at det bestemt ikke er noget for mig.

Jeg er klar over at det kommer af unika eller unikum.
Men kæreste tekstforfatter.... Med mindre du gør det med vilje og er klar over at junik er en hemmelig kode for 'hold dig langt væk', så giv slip. 

Sig farvel til sommerlandspamfletterne og 1987 eller jeg kalder dig unik.

5 kommentarer:

  1. Jeg dømmer også alting ude, når "unik" kommer ind i billedet. Hvorfor er det i øvrigt at alt keramik/glaskunst beskrives som unikt? ALT!

    Der er dog et niveau under unik, synes jeg. Der hvor man får overrakt gaven og kun kan fremstamme: "Næh... Den er vel nok... brun..."

    Er den ikke unik, så har den altid en farve!

    SvarSlet
  2. Det der med unik er for mig ligesom når folk skal sætte et z ind et eller andet sted for at gøre det mere smart. Trendz eksempelvis - så ved man bare det IKKE er trendy!

    SvarSlet
  3. Kunne simpelthen ikke være mere enig! Det går lige i pisset når der bliver sagt JUNIK !!
    - Jeg får det så på samme måde når min mor siger fysioterapØjt !? Det lyder så latterligt og gad vide om hendes udtale af u-ordet ikke også ville være med J.
    Det må vi ha lavet om på Lene!

    SvarSlet
  4. Er i tre så også sådan nogle der kalder sig selv for tøzer eller piger?

    (Nu har jeg kun en anelse om, hvor gammel en af jer er...)

    SvarSlet
  5. Jeg har aldrig været en tøz, kun en gammel dame.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...