onsdag den 18. maj 2011

Bland dig. (Part 2)

Jeg skrev for noget tid siden om, at jeg var i tvivl om jeg skulle blande mig. Det hele blev udløst af mine tanker om, hvordan børn leger idag, fordi det fra mit vindue ser ud som om at noget er ganske anderledes end dengang i 1869, hvor jeg selv var barn.

Jeg fik mange reaktioner i kommentarfelterne på de to indlæg, som jeg er utroligt glad for. Og meget beæret.
Ikke mindst har jeres kommentarer været med til at skubbe til mine egne overvejelser om, hvordan jeg skulle blande mig eller blande mig udenom.

Mange af jer mente, at jeg skulle melde min nabo til myndighederne og handle på den måde. Andre af jer foreslog mellemveje og måder, jeg selv kunne agere på uden at blive til et lille stikkersvin  direkte at skulle udlevere familien til kommunens grabber og antyde tvangsfjernelsesbehov.

Jeg valgte at gå til børnenes mor med et fad nybagte boller og fortælle hende om, hvor bekymret jeg er over at se hendes børn lege på vejen, ved vejen og i mange timer hver dag.
Der har været nogle farlige situationer, hvor andre mennesker i biler har været ved at gøre større skade på de mindste end deres storebror nogensinde kan komme til.
Og så spurgte jeg hende om lov til at bede børnene gå ind på fortovet - og i øvrigt tage verbalt fat i dem, hvis de opførte sig på en måde, der kaldte på voksen indblanding og hun ikke lige var til stede.

For hun er ikke til stede. Hun er ikke opmærksom på dem og ...  ja. Det er, så vidt jeg er nået frem til, essensen af problemet. Svigt.

Jeg valgte bevidst ikke at kritisere hverken hende eller storebroderens meget voldsomme opførsel, for jeg behøver ikke at blive til en missionerende speltmor, der også mener at alle andre skal melde sig under de samme frelste faner som mig, selvom jeg har en holdning til, hvordan rigtig opdragelse og rigtig opførsel ser ud. 
Jeg kom for at høre det hele fra hestens mund og ikke for at melde hesten til kommunen.

Først var hun defensiv, men mit hvide flag og bekymring for at der skulle ske hendes børn noget, fik hende til at løsne endda rigtigt meget op. 

Jeg ved nu, at der er problemer i familien, jeg ved, hvad det hele bunder i og jeg fik lov til at gribe ind overfor ungerne, så jeg ikke føler at jeg overskrider den følsomme grænse til hendes domæne. Med tak til.

Det var som jeg havde på fornemmelsen. Det er ikke ondskab og respektløshed,  men mangel på evner.
Hun ved ikke, hvordan hun skal holde styr på børnene, der stikker af i alle retninger, selvom de kun har fået lov til at gå på legepladsen.
Hun har ikke overskuddet og hun har dårlig samvittighed for resten. Og hun får hjælp til den del, der vedrører hendes egne personlige problemer, af kommunen.

Og så skulle man tro, at jeg kunne læne mig tilbage og tænke, at jeg har gjort mit.

Jeg tror ikke, det er den rigtige hjælp, hun får, for det er helt tydeligt, at hun stadig ikke ved, hvordan hun skal varetage opdragelsen af 3 børn, sengetider, spisetider, skoletider, mad og hus. Det har stået på i mindst 3 år.
Hun er på dybt vand og det er som om den hjælp hun har fået er et par svømmevinger, hvor hun mest af alt har behov for at vide, hvordan hun får bundet rebet op som binder betonklodsen til hendes ankler.

Jeg overvejer at gå til kommunen og gøre opmærksom på, at der er behov for en anden slags hjælp også (som jeg ikke selv hverken vil eller kan hjælpe med).
Bare det ikke hed at 'anmelde'.
Det ord lugter nemlig alt for meget af stikkervirksomhed, nævenyttighed og angiveri...

8 kommentarer:

  1. Mit forslag til en løsning ville være at fortsætte dialogen med naboen (som du har startet på en helt kanon måde) og derigennem tilbyde at du kan gå med hende til kommunen for at støtte hende i at få noget bedre hjælp.
    Så handler hun - med din hjælp - selv og får forhåbentlig en positiv oplevelse ud af at hun SELV har gjort noget for at forbedre sin situation.

    SvarSlet
  2. Hvor modigt og flot du gik ind til hende! Jeg synes det var en rigtig god løsning, og efter du nu har fået noget mere indsigt, mener jeg også du sagtens kan gå videre med det. Hvis du kan hjælpe til at hun får den rette støtte/behandling, kunne det jo ende meget lykkeligere for alle parter end det ser ud til at gøre nu.
    Stærkt gået - jeg havde nok bare stadig siddet og tudet/bandet ved vinduet.

    SvarSlet
  3. Det er super måde, du fik det gjort på. Og jeg ville fortsætte i samme dur og luske hjælpen ind lidt sidelæns. Spørg evt. om du skal tage med til et sagsbehandlermøde. Ja, det er vildt grænseoverskridende, men jeg tror hun er modtagelig for din hjælp.

    SvarSlet
  4. Hvor er det fint. Og hvor er hun da heldig at have fået lige dig til nabo.
    Kan du tale videre med hende om, hvilken form for støtte der kunne hjælpe hende og hendes familie? Over en nybagt chokoladekage?
    Altså der gjorde du mig sgu lige glad over at vise sådan en fin omtanke. Tak for det.

    SvarSlet
  5. Nøj, det der tager jeg godt nok hatten af for! Og får mig til at tænke på, at verden ville være et bedre sted med en imødekommenhed og initiativ som dit.
    Mon ikke de aller fleste problemer bunder i problemer, som du har fået indblik i her? Jeg vil da også tro og ønske, at din venlighed vil være medvirkende til, at du kan hjælpe hende et skridt videre mod den rette hjælp?

    SvarSlet
  6. Tak for støtten allesammen. Og tak for tiltroen.
    Jeg bliver nødt til at konvertere min kommentar til et indlæg, for jeg er i tvivl om jeg skal følge jeres i øvrigt meget ærværdige forslag. Tvivleren, det er mig :)

    SvarSlet
  7. Hvis det kan hjælpe, så hedder det vist at "underrette" :o)

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...