Prøvetur med Anton og barnevognen

Igår fik jeg lov til at passe Anton, mens Antons mor var superinstruktør.
2 timer, hvor jeg kunne få lov til at have med et lille dyrebart væsen at gøre, der ikke har pels.

Og var jeg lige spændt inden?

Der er nogen mennesker, der bare har taget på små børn og en stor selvtillid, når det kommer til at samtale med børn.  Det er typisk dem, der selv har nogen af slagsen og som ved hvad de skal gøre og så er der sådan nogen som mig, der er rigtigt god til hunde og som ganske vist har prøvet at passe små børn før. I 7. klasse.
Det var dengang naboens drenge havde hjemmestrikkede uldbleer, fordi drengenes mor holdt stædigt fast på at uld er sundt og var tilflytter til Vestjylland fra Sjælland.
Jeg glemmer aldrig den lugt.

Nåmen. Anton og mig, ikke? Det gik godt.

Selvom Anton selvfølgelig allerede har dannet sig en mening om, hvornår han gider at sove og hvornår han bare forlanger at ligge på ryggen i barnevognen og have fuldt udsyn til vognføreren. Gud (eller hvad Anton nu kommer til at tro på) nåde og trøste tante Lene, hvis Anton kun kan se hårtoppen, fordi tante Lene er 10 cm kortere end Antons mor.

Så Anton sov sødeligt og charmerende og fuldstændigt uimodståeligt i 40 minutter mens solen skinnede på vandet i Århusbugten og resten af tiden var han en glimrende samtalepartner, så længe jeg fandt en løsning på de manglende centimeter. Jeg er god til at gå på tæer og ja, idag føles det som om jeg er gået op ad bakke hele vejen med Odderlimousinen (Som jeg som bonus fik lov til at teste køreegenskaberne på). 

Han svarede ikke igen og græd ikke, men fulgte godt med i samtalen og kvitterede for barnepigens guldkorn med skiftevis skæve charmesmil og store jubelgrin.
Når han altså ikke lige kommenterede højlydt på fortovenes tilstand, vejvæsenets sløseri og det gennemgribende urimelige i at stien slog buler, når han nu skulle transporteres hen over dem.

Den dag, han lærer at tale bliver han lige så skarp som sin mor. Eller trafikordfører.