Måske er det bare min halvbrille, der strammer

Jeg er tekstmenneske til benet. Ord-frådser og sprogpasser.
Ikke dermed sagt, at jeg altid taler pænt eller er velformuleret hele tiden, for det viser sig gang på gang, at jeg ikke får valgt de rigtige ord til selskabet eller ikke får mig udtrykt klart nok. Måske fordi jeg gør mig så meget umage - eller fordi jeg en gang imellem bare lader ordene rulle uden at tænke over, hvor de ruller hen og hvad de rammer.

Noget af det, der kan ramme mig hårdest, er ord. Vrede udtrykt i ord laver aftryk så store som bombekratere i mig og jeg skal bruge lang tid på at hele.

Ord, der bliver leveret som ubetænksomheder og endnu værre som udtryk for idelt sløseri og dumhed kan få mig til at stampe i jorden og fnyse. Eller løfte min tantestok og kigge ud over halvbrillerne.

Aldrig i livet vil jeg finde mig i at blive kaldt en so og jeg vil simpelthen ikke acceptere at unge knægte, der ikke er stort andet end hormoner i gummisko, kalder piger for ludere.
Uanset, hvad det er udtryk for. De kan puste sig op et andet sted eller holde kæft til hjernen sætter igang igen, for ord er tunge våben.

Når jeg hører musik er teksterne en del af det flow, der rammer mine ører. En melodi kan være nok så iørefaldende og velkomponeret, men hvis teksten er flad bliver helhedsindtrykket fattigt. Jeg hører meget musik. Og jeg slukker ofte for tiden.

Det slog mig i aftes, da jeg sad og så Xfactor. Noget var rivende galt og det var ikke kun den dårlige lyd og Lise Rønnes TAK for sangen you guys med råbe-sensationsstemme.
Det var den der sang, som efterlod mig med permanente neglemærker i hælene...

Hvordan. kan. man. servere. så. dårligt. sprog. og. forvente. applaus?

Xander, Sys Bjerre, Medina, Rasmus Seebach og Peter Sommer (før han blev løftet sprogligt af Simon K.) har alle sammen brugt deres små fedtede dagbogsskriverier og barnagtige sætningskonstruktioner som Lorum Ipsum-tekst da de lavede melodierne og de har ALLE sammen glemt at skifte dem ud med rigtig tekst.
Det ville svare til at de franske modehuse holdt shows, hvor de lod modellerne gå på podiet i prøvesyningerne. Det billige lærred med mønsterkridt på, som kreationerne først bliver stykket sammen af for at se om mønstret skal rettes til.

For det kan da ikke passe, at niveauet har lov til at være så lavt? Nogen burde pudse teksternes Bo Bech på dem, så de kan blive konfronteret med spørgsmålet om, hvordan de kan forvente, at nogen gider æde deres dårlige råvarer.
På den anden side, så findes der også folk, der spiser pomfritter og mener det er grøntsager.

Ikke for at lyde som Blachmann med vilje. Han har ellers nogle helt utrolige ord-kæder. Jeg får bare kløe over hele kroppen af den slags armod.