Så fås det ikke vildere

Efter en dag, hvor Aksel kun ville være hos mig og i nærheden af brysterne HELE tiden, kunne han godt overtales til at sove lidt ekstra i barnevognen idag, da vi kom hjem fra gåturen.

Min nyvundne frihed skulle udnyttes.
Fandengaleme. Nu skulle jeg slå mig så meget løs, at dagene som bartender med penge mellem hænderne skulle få lov til at blegne.

Så meget knald på, jeg kunne nå på den halve time, jeg regnede med at have til mig selv.
Så jeg lavede mig en kop decaf-nescafe og købte uld-hjemmesko på nettet.

Jeg kæmper stadig med at få pulsen ned. Uh, så crazy jeg er.

Bland dig. Er hustruvold i orden hvis man stemmer for multikulti?

Dette indlæg har jeg ventet lidt med at skrive, for jeg er blevet interviewet til Ugebladet Søndag på baggrund af mine overvejelser om jeg skulle blande mig i andres børneopdragelse eller ej.
Jeg ville helst lade de overvejelser stå alene og lade eventuelle nye læsere få den 'rene' historie uden at skulle tage stilling til et tillægsdilemma, der handler om, at familien ikke er dansk.

Men nu er der gået nogle måneder og enten har Søndag bragt historien eller også venter de lidt endnu... og så må det være sådan at jeg kan fortælle resten.

Jeg talte med to andre på vejen og fortalte om mine overvejelser.
Den ene sagde, at man faktisk har underretningspligt og at hun selv havde overvejet om det hun havde set, var nok og den anden var stille lidt, inden hun fortalte, hvad hun havde set fra sit køkkenvindue, som vender ind mod den familie, som vi alle sammen er bekymrede for.

En aften havde hun haft besøg af en veninde og mens de ventede på kaffevandet i køkkenet, udbrød veninden pludselig: Nå, der fik hun lige en på hovedet.
Hun kunne se lige ind i køkkenet, hvor børnenes mor gjorde tegn til manden om, at man kunne se, hvad han havde gang i.

Lyset blev slukket.

Dagen efter gik min genbo ind til familien. Hun ville høre om kvinden var ok og så også lige få spurgt, om det var noget, der skete tit. Altså om hun fik tæsk.
Først afviste børnenes mor alt. Men efter ganske få minutter fortalte hun, at hun havde fået et slag i ansigtet og at manden i huset havde taget kvælertag på hende, efter at lyset var blevet slukket.

Det skete jævnligt.

Min genbo måtte spørge en kollega om det var normalt i tyrkiske familier, at omgangstonen var så ... håndgribelig. Hvilket den tyrkiske kollega kunne bekræfte.

Ikke alene mangler børnene omsorg og opsyn og moderen mangler støtte og overskud. Børnene ser også at hun får bank af en far, der ellers ikke er nærværende.

I Danmark er det forbudt at slå sin kone. Ved lov.

Og jeg ved ikke, om det bare er mig, der synes at dilemmaet med at blande sig bliver ekstra svært, fordi familien en tyrkisk og manden er ægteskabssammenført for 9 år siden og tydeligt ikke er afstemt med dansk kultur, men har bragt den tyrkiske med ind i nabohuset.

Er der elementer i en fremmed kultur, som man ikke skal acceptere bliver udøvet i vores samfund?

Lidt rigeligt om bryster

Gode ting ved at være på barsel:

Halvanden uge endnu får jeg morgenmaden serveret mens jeg selv åbner for den store babymorgenbuffet

Bryster som Lara Croft. Jeg tog mig selv i at synge Under dine brysters skygge, Herre vil jeg bo og bygge for Aksel i morges.

Dejligt hjertevarmende historier om, hvordan vejens damer har 6 måneders barsel med fuld løn fordi de er offentligt ansatte. Det er godt for dem. Især når jeg har 3 måneder med løn og kan se frem til meget lidt forståelse i det private erhvervsliv for tidlige dage og barns første sygedag.

Barnet. Lille varm krop med babyfødder og blond hår. Han putter sig veltilfreds og besidderisk ovenpå hynderne, når han er færdig med at spise. Atta boy.

Sundhedsplejersken

At kunne passe mine sko igen

At finde ud af, at der er en verden og et socialt liv udenfor barselsboblen med ø-kuller og at det kan lade sig gøre at komme afsted med barnevognen og kigge på andre mennesker. 

Barselsbesøg. Elsker dem. (Jeg har kun haft besøg af folk, der ikke har pillet min søn i ansigtet og nogle af dem havde endda chokolade med).

Sætningen 'Den tid den sorg. Det tager vi som det kommer'. Genial og superbrugbar. Især når en af vejens damer kalder de første 3 uger for honeymoon-perioden og varsler, at de stooore problemer melder sig lige om lidt.

Ikke at have brug for ammeindlæg aka trusseindlæg for patter.
Og lur mig, om ikke jeg lige har jinxet det ved at skrive det, så jeg i morgen må gribe til de store hospitalsbleer for at holde mælkeflowet fra t-shirten.

Du danske sommer, jeg elsker dig

... du behøver virkelig ikke lave om på dig selv for min skyld. Kom bare tilbage med lidt skyer og noget blæst, læg ikke bånd på dig selv. Eller bare nogle temperaturer som kalder på en hoodie over shortsene.

Og undskyld til alle dem, der hver dag knuselsker høj sol og trykkende hede så meget at de bliver nødt til at skrive det på facebook. Hver dag. Med versaler.
Jeg hader jer en lille smule. 

Det kan godt være, at jeg har have og træterasse og at jeg andre år har haft en fest med solen. Men i år har jeg
a) været gravid og smurt ind i et tykt lag fedtet solcreme så snart jeg stak storetåen udenfor. Det er ikke strandegnet.
Og b) fundet ud af, at vores lille hus bliver til en trykkoger uden så meget som et køligt hjørne at stille en barnevogn i. Det er ikke søvn-venligt.

Jeg ønsker mig en overskyet dag uge måned.
Som sidegevindst slipper jeg for alle de der 'love my life, love the sun'-opdateringer.
Der er en solvarm skraldespand fyldt med karryfarvede babybleer til den næste der laver sådan en lille statussatan.

Selvynk og tøsagtig klage

Igår var jeg ude i verden uden Aksel for første gang. Efter at have slugt seperationskvalmen var det næsten en fest at gå i Rema og købe Nescafe.

På nær en ting, som plager mig.
Min mave.
Den er stadig rund og lige så stor som nogle gravide er i 5. måned. Jeg ved godt, at det ikke er mere end 12 dage siden jeg fødte min store søn og jeg ved også godt, at jeg var mere end humongously stor.

Men det, der sammenlignet med min store gravide mave nu kun er en blød ballon er bare... noget jeg er rigtigt ked af og som jeg ikke ejer tålmodighed med. Jeg havde det fint med at være stor og rund som gravid.
Men ikke nu.

Jeg sammenligner selvfølgelig med alle de forkerte. Med veninden, der altid har været fanatisk med sin sport og som havde flad mave, da jeg så hende halvanden måned efter fødslen. Jeg er selvkritisk nok til at glemme, at der lige er over en måned til forskel - og at hun kun var halvt så stor som mig da hun var gravid.
Og så med dem, der har børn på mere end halve år.
Jeg glemmer selvfølgelig også, hvor mobil jeg er og at jeg ikke har nogen helbredsmæssig grund til klage.

Oh well. Min hjerne forstår fejlen, men jeg får stadig tårer i øjnene og bliver ked af kuglen.

Derfor har jeg også ekstra ondt af hende, der var skidesød og meget hjælpsom i samme Rema igår.
Jeg kiggede på blehylden og hun kom hen og anbefalede de billigste bleer på det varmeste. Hun synes bare lige, at hun ville sige det, fordi de kun kostede en krone stykket og de var bedre end andre bleer, hendes datter, havde prøvet.
Og nu kunne hun jo se, at jeg var gravid.

Av.
Hun blev rigtigt pinligt berørt, da jeg sagde at jeg ikke var gravid, men at det kun var 11 dage siden jeg var det.
Stakkels hende.
Og lidt stakkels mig. Faktisk.

Hvad skal barnet hedde?

Jeg ville egentlig have lavet den royale model og ikke afsløret navnet på arvingen før barnedåben. Men altså...
Nu har vi bestemt os. Valget stod mellem et par udvalgte navne, blandt andet Magnus, som Manden har haft som sit nr 1-navn i flere år end han har kendt mig.
Mikkel, Magnus og mor.

Når nu drengen har fået sin første post og navnet prompte kom på postkassen lige bagefter, så er det vist omsonst at forsøge at holde på hemmeligheden længere.

Verden, mød Aksel Emil.

Opkaldt efter Mandens (og han hedder altså Mikkel) far.
For at vores Aksel ikke kun skal være opkaldt efter sin farfar, men have navnet som sit eget er Emil kommet med også,
Også fordi han allerede er en lyshåret, lille nordisk knægt. 

Og nej... det er uden bindestreg. Lidt royal har man vel lov til at være.

Fik jeg fortalt om lægen?

Nåmen, jeg lå jo der i ve-storm part 2 efter at epiduralen havde givet mig en lille times pause fra at mærke noget.
Tilbage igen til at være introvert og trække vejret. Bare trække vejret ind og puste det ud igen. Fuldt fokus på vejrtrækningen og på at være tung i kroppen. 

Jeg ville ønske, jeg kunne sige til dem, der enten har glemt hvor ondt det gør eller står overfor en fødsel for første gang, at det bare er naturlige sammentrækninger, som kan klares, men mens jeg glemmer mere og mere - også smerterne - så er mindet altså ikke helt væk. Endnu. For satan i helvede, hvor gjorde det himla nas.

Jeg ligger der klokken 23.30 og er brugt. Færdig. Der er ikke flere kræfter og der er uendeligt lidt fremskridt. Stadig kun udvidet 4 cm. Og så er der vagtskifte.
Min nye jordemoder (Jeg kysser den jord, hun går på) har indkaldt lægen og bagvagten til status. Ind kommer ung kvindelig læge.

Og hun taler ned til mig.
Hun taler til mig, som om jeg er dum og svag og klynkende.  Jamen, hun kan godt se, at jeg har det hårdt og at det gør ondt. Men lad os nu give det en time mere. Der skal være fremskridt og vi satser på en udvidelse på minimum 1 cm.
Vi.
Os.
Og endnu et time-stint, ligesom de 6 foregående, der alle har vist sig at gå uden at give hverken regelmæssige veer eller udvidelse.
Når man ligger der er tiden som sirup. Enten gledet hurtigt væk eller bare klæg og træg og langsommelig. Med hende lægens ord om at 'det gode er, at barnet har det godt og håndterer veerne fint' ringende for ørerne, trækker jeg vejret noget mere og fester i de inderlige skrig, jeg kan høre fra den anden side af gangen.
Mens jeg begynder at tude og forskrækker både jordemoder og Mand ved at gøre det.

Modvillig læge viser sig ikke på fødestuen igen, men får resultatet en time senere. 0,5 cm udvidelse.
Og så sendte hun besked tilbage til mig: Lad os nu lige prøve en time mere.
Nu sker der jo noget.

Uheldigvis er det samme læge, der skal foretage kejsersnittet. Det nåede jeg ikke at opfatte i kampens hede, men jeg har fået det fortalt.
Jeg er helt sikker på, at hun var så sur på mig over at jordemoderen modsagde hendes dom, at hun har fyldt mit maveskind med kapok som hævn.

Min mave er stadig kuglerund og jeg kan ikke komme på andre forklaringer.

1. uge

I nat havde vi en-uges jubilæum. Præcis på fødselstidspunktet var den nu 1 uge gamle meget vågen og syntes at verden var alt for spændende til at hedde nat.

I løbet af den første uge har jeg lært at
Man ikke får noget at vide, med mindre man spørger, når man er inden for hospitalsmurene. Om noget som helst. Mind mig i øvrigt om, at jeg næste gang jeg får veer skal huske at skrige og jamre mig meget mere end jeg gjorde første gang. Det har set for let ud til at blive taget alvorligt.

At der findes mennesker, der har meget travlt med at advare og varsle sygdom. Den høre-dame, der foretog testen på min gule søn, havde meget travlt med at advare om, hvor langt den gule farve måtte komme ned mens hun tog tøjet af ham og kaldte ham basse. (Og mens jeg havde meget travlt med at overtale mine hænder til at lade være med at kvæle hende).
Resultatet af høreprøven blev leveret i en hurtig indånding: Perfect pass på begge ører i første hug, mens det store rungende dommedags-men kom med dedikeret fokus: Testen siger ikke noget om disposition for mellemørebetændelse og vand i ørerne. Det kommer ved 8 måneders alderens og så skal der lægges dræn.

Hvad siger spåkone-gøgleren? Hun stod med min perfekte søn og det perfekte pass og snakkede om noget som MÅSKE vil ske om 8 måneder. Kunne vi lige tage at slappe lidt af? Og holde snitterne fra min dreng mens vi holder kæft?
Hun stillede det samme spørgsmål 3 gange uden at gide at høre svaret. Ja, han melder sig til måltiderne.
Møgkælling. Hun er stadig en møgkælling selvom jeg er længere end 4.-dagen.

Jeg har lært, at jeg tuder over at der bliver stillet blomster på bordet.
Jeg tuder også af frygt for, at der skal ske min søn noget og jeg tuder, når jeg bebrejder mig selv, at han har fået gulsot og af frustration, når det er det eneste, folk kan kommentere.
Jeg har også tudet, fordi jeg savnede min lille hund, der viste sig at være kæmpestor, da den kom hjem fra super-mormor i går.
Og jeg har tudet, fordi samme mormor er så aldeles fantastisk og uundværlig. Og over de kartofler hun serverede for os i aftes.

Jeg har overlevet at finde ud af, at jeg har ligget iført gul desinfektion og nettrusser og lignet en bayonneskinke. Jeg overlevede også de mange og meget store bleer, jeg måtte iføre mig to dage efter fødslen. Jeg er indtil videre også overlevet at have en rund mave stadigvæk.

Mest vigtigt: Jeg har lært på en uge, at intet nogensinde kommer til at overgå min søn uden at det har været forbi mig først. 
Busserne skal fremover have lyddæmpere og velsmurte bremser når de kører forbi os og der bliver ikke noget Sunny Beach til ham, blev der sagt.

Nå ja. Jeg har også fundet ud af, at jeg godt kan finde ud af at være hans mor. Jeg har haft manualen hele tiden.

Med hjertet i hænderne og forargelsen lige inden for ammebh'en

Verden er et farligt sted, har jeg fundet ud af.

Der er så mange farer, der lurer og her taler jeg ikke om den psykopatmorder, der har taget så forfærdeligt mange sønners og døtres liv i Norge. Der kan jeg ikke finde ord, der er store nok.

Jeg er grundangst og har haft det rigtigt skidt ved at vide, at min søn har gulsot (Der er gode grunde og der er styr på det) og at han ikke fik vædske nok i begyndelsen, fordi de kloge sygeplejersker ikke havde taget højde for at meget små doser råmælk ikke er nok til en stor dreng som ham. Det var forfærdeligt.

Det værste i hele verden ville være, hvis der skete ham noget. 
Men ud over det, hvad sker der så for andre mennesker? Ved de ikke noget? 

Jeg taler om dem, der kører rundt i biler ude i verden udenfor boblen.

Jeg har ikke selv kørt bil siden vandet gik, men har indtaget pladsen på bagsædet ved siden af autostolen. Manden kører som en nervøs blød hat med et blik i bakspejlet, fordi andre bilister kommer farende med 240 km/t og VED de ikke, at det dyrebareste i hele verden sidder lige inde på den anden side af 2 mm blødt blik?
Der er en enkelt vejstrækning her i nærheden, hvor vi simpelthen ikke kører når der er barn i bilen. 

Og om dem, der står og ryger lige uden for mor-barn-afdelingen? Hvad sker der med det?
Jeg ved godt, at det er svært at være ryger og at vi skal være her alle sammen og at det er fri luft og fri verden og alt det der, men nogle kan måske ligesom mig kende situationen og føle et lille strejf af forargelse.
Der findes mødre, der ryger og det er deres valg. Jeg kunne måske godt foretrække, at de lige gad at flytte rygerflokken 5 meter væk fra døren, så vi andre også havde et frit valg.

Jeg har trumfen:
Da vi gik ud fra hælprøven på hospitalet, stod der en ung mand i Randers-uniform: Joggingbukser og badesandaler og en hvid t-shirt, der havde set bedre dage.
Og en tændt cigaret lige hen over en åben babylift.
Han stod og så rådvild ud, som om han passede nogens hund. Mens han nervøst røg sin cigaret hen over barnet. Der lå i åben lift.
I solskin.

Nåmen, jeg skal hen og lufte madkasserne. Jeg lover, at jeg aldrig får sådan et skilt med 'børn i bilen'.
Jeg bliver bare her i min ammestol med mit hjerte i hænderne.

Hilsen fra boblen

Jeg er nogens mor. Ikke bare nogens mor, jeg er min fantastiske søns mor og det er ... eddermame underligt og vildt. Og stort.

Jeg har fået så mange oplevelser de seneste dage, at jeg har en bank af blogindlæg at tage af - også nogle af de forargede, bare så I ikke skal tro, jeg er gået helt i lyseblåt med stjerner på.

For at begynde hvor jeg slap: Der var så meget vand, så mange veer. Jeg fik lige to advarselsveer, så jeg vidste hvad der var på vej. De kom med 10 minutters mellemrum og var bare en høflig, afdæmpet ringetone.
Hvorefter ve-døren blev brudt ind med en rambuk af de instisterende.

Jeg var på Skejby under en time efter jeg skrev forrige blogindlæg.

Sådan her så det ud nogle timer senere

Kun lidt bange og meget travl med at lave vejrtrækningsøvelser.

Veerne virkede aldrig rigtigt efter hensigten, så efter 7 timer havde jeg stadig kun udvidet mig 3 cm. 7 timer i konstant vejrtrækningsøvelse og smerter, der bestemt må svare til den pine, som mænd føler, når de bliver losset gentagne gange i løgene. 

Målet var 10 cm.
Epiduralblokaden, som jeg ellers havde fravalgt med overbevisningen om, at jeg kunne klare mig med ikke-medicinsk smertelindring er vores ven. Eller... Det var den ihvertfald en times tid.

Jeg nåede aldrig helt til de 6 cm, veerne virkede ikke rigtigt og barnet stod aldrig helt nede i bækkenet. Efter tidlig vandafgang og mange hårde veer uden effekt skete miraklerne. _Først kom narkoselægen og stoppede veerne ved at bedøve mig.

Så blev min søn født ved kejsersnit klokken 01.31  den 18. juli.
Perfekt, smuk og allerede meget meget klog.

(Tjek lige ud, hvor meget vand jeg har i hænderne. Efter så mange timer med Niagara Falls mellem benene er jeg stadig ikke tørlagt. Mine fødder er horrible, I tell ya)

VAND! VAAAAAND! Vandet er gået

Klokken 3 i nat åbnede sluserne sig.

Jeg havde hørt, at man godt kunne være i tvivl om det var vandet, der var gået, når det skete, men her var der ikke noget som helst at være i tvivl om.
Jeg havde ingen anelse om, at der ville være så meget vand. Store pytter på badeværelsesgulvet og ... det bliver bare ved.
Måske er det derfor jeg har været så stor. Det var ikke gær, jeg slugte, det var et fyldt badebassin.

Jeg vækkede manden med det klassiske 'vandet er gået' mens jeg forsøgte at klemme lårene sammen om et natbind, der var gennemblødt inden nogen kunne sige 'skybrud over København'.
Jeg siger det bare: Jeres vand i kældrene, ik? pffff....

Ingen veer på banen, men jeg har alligevel ligget og lavet lister og skrevet sms til de nærmeste fra klokken 3 til klokken 8.30, hvor jeg blev undersøgt og sat igang med et par Oxytocin-kapsler klokken 9.30.

Nu, derimod: Av for satan.

Nå, jeg ville bare sige, at arvingen er på vej. Hvis veerne bliver ved med det interval 30 minutter mere, er jeg på Skejby meget snart igen.
Game on.

Dagens irritationsliste

At stå i kø ved isbiksen med en sukkercraving så intens at hænderne sitrer og benene ikke vil bære mere og være vidne til at mor, tante og fire unger efter tur er ubeslutsomme og vil have 2 kugler med flødeskum, nej guf, nej... 3 kugler og banansoftice... nå, ingen banansoftice, så almindelig softice.
På tur.
Alle uden undtagelse.
Det tog tid. Det tog laaaang tid og det kan fandeme ikke være meningen at en familie kan stikke så grim en kæp i hjulet for at ende med 6 næsten identiske is, mens køen vokser og nogle begynder at forsøge at snige sig foran. Bestem jer nu!
Træd i karakter, slappe mor, så isdamen ikke skal stå med det cirkus selv. Luk i det mindste munden, så du ikke ser bøvet ud samtidig.

Og lad mig nu bitche over andre menneskers børn så længe jeg kan gøre det med uvidenheden som undskyldning.

Onfone-reklamen med Lars Bom. Hvem er det, der synes at det er en supergod ide til en TV-reklame at præsentere sit firma som et, der er stolt af at bruge stalker-facer-metoder? Jeg synes den er klam. Jeg synes han ligner Gollum.

Rolf Sørensens hosterallen. På Gud ved hvilket år. Ikke alene er han den mandlige pendant til Amalie sådan sprogligt set, men han har konstant en tudse i halsen, en rallen i røret og sidder og hoster ned i mikrofonen.
Jeg kunne faktisk godt tænke mig at vide hvorfor han har den hosterallen, sådan helt reelt (er det astmamedicin?) men jeg bliver eddermame også MEGAirriteret over at han harker mig lige ud i stuen hele tiden.

Det irriterer mig på samme måde som de elendige radioværter, der er på P3 for tiden. Især ham der hedder Jonas, som har et meget langt program om eftermiddagen, der hedder noget med Touren på P3. Han ved ikke noget om noget som helst.
Han kan ikke formulere en selvstændig sætning OG udtale alle ordene korrekt samtidigt eller lade være med at sige det samme mindst 3 gange i træk. Han siger alt for ofte, at han ikke ved noget som helst om touren, men at han håber han kan lære noget undervejs.
Jamen.
Hvorfor sidder du der og jager lyttere væk?

Værkstedet, der ikke mener, at de kan tænkes at have lavet fejl, da de skulle fikse ulykkesbilens aircondition, men udelukkende lader garanti være producentens problem. Især når jeg skal foretage snakken om kompressorer, stik, der er faldet ud og generatorer, der er brændt sammen på tysk og der er mange penge på vej ud af vores snart dagpenge-truede konti.

Regnvejrsudsendelser fra enten FDFs landslejr eller Grøn Koncert i Randers, hvor journalisten er fuldstændigt overengageret og nærmest hysterisk højspændt for at lade som om det er bare i nærheden af at være interessant.
Regnen er der. Det er spejdere.
Eller i Randers.
Ikke nyheder. For fanden i helvede.
I øvrigt gider jeg heller ikke se på fede familier med alt for små cykelhjelme i regnvejr. (Og jeg kan faktisk godt finde på at slukke for fjernsynet)
Ja, det regner og man bliver våd. Det KAN ikke komme bag på nogen.

Nåmen, da jeg havde talt tre gange med værkstedet og foldet mine tyskkundskaber ud, redegjort for fejlen, lyde og mekaniske specifikationer, var jeg faktisk også blevet lidt stolt af mig selv og tænkte, at jeg måske kunne gå hen og blive til noget bruge min tyskuddannelse til andet end at bede min svoger om at række mig skinken.

Og så vandt Thor Hushovd på den mest fantastiske vis og jeg jublede og de norske kommentatorer jublede og hold nu kæft, hvor var der heia Norge over det hele. 
Så jeg tænkte, at jeg burde rejse ned og klappe Thor på skulderen og røre lidt ved hans ben. Lige indtil jeg kom til at tænke på, at jeg har et par gode mandelægge indenfor rækkevidde og faktisk er gift med ham de sidder på og at jeg desuden er for tyk til at rejse nogen steder hen. Ikke engang til det tyske værksted.

Og så blev jeg irriteret over det også.  Nu er jeg også irriteret over, at jeg ikke kan formulere det som et irritationspunkt, der er konkret nok.

Ææææj.