På lørdag har jeg levet i 40 år.
Jeg har ihvertfald trukket vejret i 40 år.
40.
Gammel dame. Tudsegammel. Jeg holder mandtal på mine rynker i spejlet når jeg har tid og den sidste uge op til at tretallet ruller ned og bliver erstattet af et 4-tal vil jeg vædde en blank femmer på at jeg kommer til at gøre status. Hellere det end at frygte, hvordan det er at være så gammel, for det ved vi jo godt, at der ikke er nogen grund til.
Hofteskred, knyster og skåneærmer trækker vi på skuldrene af, her i bestyrelsen. Vi har ingen anelse om hvad det 'overgangsalder', som nogen bliver ved med at råbe meget højt, er for noget.
Da jeg var 16 var jeg sikker på, at jeg ville have mand, karriere og 2 børn, når jeg blev tredive. Det har jeg ikke engang nået som 40-årig, men jeg har større bryster.
Tror, det er på tide at gå i panik, her den sidste uge. Ligesom litteraturen spasser ud mod slutningen af et århundrede og pludselig bliver spændende i sin reaktion, kunne det også gavne mig.
I morgen. Nu skal jeg tidligt i seng.
søndag den 22. april 2012
fredag den 13. april 2012
Til han blev voksen
Han stod tit ved busstoppestedet, da han var dreng. Ikke fordi han skulle med bussen, men fordi stoppestedet var på den store vej og der var større chance for at hans far kom kørende der end på den lille sidegade, hvor han boede.
Han talte ned fra 30. Tre gange. For så kom han nok.
Han kom aldrig, men alligevel blev han ved. Ligesom han næsten hver morgen tænkte, at far nok sad nede i køkkenet og drak kaffe i sin morgenkåbe, hvis han tog trinene to ad gangen.
Han sagde det aldrig til nogen. Ingen spurgte om han savnede sin far.
Da han blev ældre var verden i system. Morgenmad før badet. Tøjet rigtigt på. Pålægget aldrig på brødet i madpakken, men først på tallerkenen.
Lag på lag af orden og regler blev lagt ovenpå hinanden og han glemte sin far. Glemte duften af barberspritten på badeværelseshylden og den rungen, hans stemme lod hænge i væggene. Glemte, hvorfor der skulle være orden. Ikke engang i drømme var hans far der.
Langsomt forsvandt savnet. Begravet i hverdag. Tvunget i glemsel og tom trummerum. Omkring ham blev hans krop voksen og verden ældre og formålsløs.
Lagene gav sig indimellem. Undergrunden murrede.
Nogle gange steg et brøl op og overmandede ham i et åbent øjeblik. Skreg ham i ørerne, så han ikke kunne tælle til 30 og ikke passe sin voksne krop og ikke se hvor angrebet kom fra. Jog ham en skræk i det unge liv og lod knæene ryste under det voksne, så benene mistede kraft.
Da hun puttede sig ind til ham, rakte han armene frem mod hende, men kroppen kunne ikke. Forstod det vist egentlig som endnu et angreb fra en ukendt vinkel. De voksne arme hang stift mens det buldrede, bragede.
En dag fortalte han hende om stoppestedet. Og han tvang sig selv til at gå derhen igen og igen til lagene lettede. Igen og igen. Talte til 30 gange tusinde.
Indtil hans krop kunne række frem mod hende og rumme bragene. Indtil larmen nedefra blev til et barns frydefulde larm med grydelåg.
Han talte ned fra 30. Tre gange. For så kom han nok.
Han kom aldrig, men alligevel blev han ved. Ligesom han næsten hver morgen tænkte, at far nok sad nede i køkkenet og drak kaffe i sin morgenkåbe, hvis han tog trinene to ad gangen.
Han sagde det aldrig til nogen. Ingen spurgte om han savnede sin far.
Da han blev ældre var verden i system. Morgenmad før badet. Tøjet rigtigt på. Pålægget aldrig på brødet i madpakken, men først på tallerkenen.
Lag på lag af orden og regler blev lagt ovenpå hinanden og han glemte sin far. Glemte duften af barberspritten på badeværelseshylden og den rungen, hans stemme lod hænge i væggene. Glemte, hvorfor der skulle være orden. Ikke engang i drømme var hans far der.
Langsomt forsvandt savnet. Begravet i hverdag. Tvunget i glemsel og tom trummerum. Omkring ham blev hans krop voksen og verden ældre og formålsløs.
Lagene gav sig indimellem. Undergrunden murrede.
Nogle gange steg et brøl op og overmandede ham i et åbent øjeblik. Skreg ham i ørerne, så han ikke kunne tælle til 30 og ikke passe sin voksne krop og ikke se hvor angrebet kom fra. Jog ham en skræk i det unge liv og lod knæene ryste under det voksne, så benene mistede kraft.
Da hun puttede sig ind til ham, rakte han armene frem mod hende, men kroppen kunne ikke. Forstod det vist egentlig som endnu et angreb fra en ukendt vinkel. De voksne arme hang stift mens det buldrede, bragede.
En dag fortalte han hende om stoppestedet. Og han tvang sig selv til at gå derhen igen og igen til lagene lettede. Igen og igen. Talte til 30 gange tusinde.
Indtil hans krop kunne række frem mod hende og rumme bragene. Indtil larmen nedefra blev til et barns frydefulde larm med grydelåg.
onsdag den 11. april 2012
Hvordan man siger nej til (andres) børn
VOVVOVVOV lød det fra drengestemmer ude bag den tynde hæk.
Hunden inde på min side af ligusteren havde rejst børster, forsvarede sin matrikel og gøede voldsomt, mens den skiftevis bakkede og dansede frem mod drengene.
De blev ved, syntes det var sjovt. Trådte frem og stak gøende ansigter helt hen til hegnet.
Jeg bad dem lade være med at drille hunden. Fik svaret 'det gør vi heller ikke' tilbage, mens de to knægte ikke slap hunden med øjnene og fortsatte med deres vovvovvov.
Indrømmet, jeg tænkte ikke ret meget over strategien og lige da jeg så den enes ansigtsudtryk og hørte fødder, der spænede op af asfalten, tænkte jeg at jeg vist havde været lige barsk nok.
Jeg råbte 'Kan I så komme væk fra vores hæk. Når jeg siger til jer, at i skal lade være med at drille, så lytter i! Hvad er det for noget?'
Ja, ja... jeg er blevet til hende den sure gamle tante. (og gammeldags indigneret. Suk)
Ja, jeg beskytter min hund, der jævnligt bliver tirret af drenge, der også kan kaste sten ind i haven. Vil så gerne undgå, at den skal gø endnu mere eller blive aggressiv overfor gæster.
Og ja, det var bare drenge, som sikkert ikke mente, at de drillede, men bare gerne ville lege med hunden.
Men... Hvordan siger man nej til børn?
Jeg kunne godt have valgt den følsomme, empatiske, pædagogiske metode og forklaret dem hvad hundesproget betyder og at det ikke er så godt at lege med hunden gennem hækken.
Men jeg mente faktisk, at de ikke måtte. Jeg mente, at de skulle høre efter. Første gang.
Kan man forvente det af andres børn?
Og må man overhovedet sige som jeg lige har gjort, uden at have lyst til at gøre det bare lidt om bagefter?
Hunden inde på min side af ligusteren havde rejst børster, forsvarede sin matrikel og gøede voldsomt, mens den skiftevis bakkede og dansede frem mod drengene.
De blev ved, syntes det var sjovt. Trådte frem og stak gøende ansigter helt hen til hegnet.
Jeg bad dem lade være med at drille hunden. Fik svaret 'det gør vi heller ikke' tilbage, mens de to knægte ikke slap hunden med øjnene og fortsatte med deres vovvovvov.
Indrømmet, jeg tænkte ikke ret meget over strategien og lige da jeg så den enes ansigtsudtryk og hørte fødder, der spænede op af asfalten, tænkte jeg at jeg vist havde været lige barsk nok.
Jeg råbte 'Kan I så komme væk fra vores hæk. Når jeg siger til jer, at i skal lade være med at drille, så lytter i! Hvad er det for noget?'
Ja, ja... jeg er blevet til hende den sure gamle tante. (og gammeldags indigneret. Suk)
Ja, jeg beskytter min hund, der jævnligt bliver tirret af drenge, der også kan kaste sten ind i haven. Vil så gerne undgå, at den skal gø endnu mere eller blive aggressiv overfor gæster.
Og ja, det var bare drenge, som sikkert ikke mente, at de drillede, men bare gerne ville lege med hunden.
Men... Hvordan siger man nej til børn?
Jeg kunne godt have valgt den følsomme, empatiske, pædagogiske metode og forklaret dem hvad hundesproget betyder og at det ikke er så godt at lege med hunden gennem hækken.
Men jeg mente faktisk, at de ikke måtte. Jeg mente, at de skulle høre efter. Første gang.
Kan man forvente det af andres børn?
Og må man overhovedet sige som jeg lige har gjort, uden at have lyst til at gøre det bare lidt om bagefter?
onsdag den 4. april 2012
Sofa-bisættelse
Jeg sad i den sofa, der nu skal videre, og skrev takkebrev, da min biologiske far besluttede sig for at begave alle sine 5 børn med en sum penge for nogle år siden.
Han døde i mandags.
Mine forældre blev skilt da jeg var 8 og min mor blev gift igen et par år senere. Min biologiske far har næsten ikke været andet end biologisk far for mig, selvom det bryder en Disneyillusion eller to at skrive det. Manden, der altid vidste bedst og altid var bedst. Manden, der var alkoholiker mens jeg var lille og først blev tørlagt meget senere.
Han har aldrig rigtigt været nærværende for mig, men dog min 'rigtige' far, som var der et eller andet sted.
Jeg har ikke haft kontakt med ham de sidste 10-15 år, når man lige ser bort fra det brev, jeg skrev til ham i sofaen. Måske er der også skrevet et par julekort.
Efter nogle hjerneblødninger og demens havde han tilsidst glemt alt om mig.
Så nu sidder jeg i sofaen igen og tænker på om køreturen til begravelsen i Sønderborg er det værd.
Man skal begrave de døde.
Mine halvsøskende kommer sikkert.
Dem har jeg heller ikke noget at gøre med ud over den yngste af dem og ham inviterer jeg til min fødselsdag alligevel. Resten kommer jeg ikke til at have kontakt til efter begravelsen, ligesom jeg heller ikke har haft det de sidste 15 år.
Hvis jeg skulle skrive den bog, ville det blive om den del af familien, men er det alligevel ikke for kynisk at betragte sin fars begravelse som research? Jeg hælder lige nu mere til at lave min egen lille ceremoni herhjemme. I sofaen.
Om ikke andet så for at undgå at falde i rollen som den dygtige datter, der gør alting rigtigt.
Han døde i mandags.
Mine forældre blev skilt da jeg var 8 og min mor blev gift igen et par år senere. Min biologiske far har næsten ikke været andet end biologisk far for mig, selvom det bryder en Disneyillusion eller to at skrive det. Manden, der altid vidste bedst og altid var bedst. Manden, der var alkoholiker mens jeg var lille og først blev tørlagt meget senere.
Han har aldrig rigtigt været nærværende for mig, men dog min 'rigtige' far, som var der et eller andet sted.
Jeg har ikke haft kontakt med ham de sidste 10-15 år, når man lige ser bort fra det brev, jeg skrev til ham i sofaen. Måske er der også skrevet et par julekort.
Efter nogle hjerneblødninger og demens havde han tilsidst glemt alt om mig.
Så nu sidder jeg i sofaen igen og tænker på om køreturen til begravelsen i Sønderborg er det værd.
Man skal begrave de døde.
Mine halvsøskende kommer sikkert.
Dem har jeg heller ikke noget at gøre med ud over den yngste af dem og ham inviterer jeg til min fødselsdag alligevel. Resten kommer jeg ikke til at have kontakt til efter begravelsen, ligesom jeg heller ikke har haft det de sidste 15 år.
Hvis jeg skulle skrive den bog, ville det blive om den del af familien, men er det alligevel ikke for kynisk at betragte sin fars begravelse som research? Jeg hælder lige nu mere til at lave min egen lille ceremoni herhjemme. I sofaen.
Om ikke andet så for at undgå at falde i rollen som den dygtige datter, der gør alting rigtigt.
Sofafronten
Lige efter jeg lærte Mikkel at kende, købte han en stor fed flyder af en loungesofa. Købet var vigtigt, for sofaen skulle stå i den nye ejerlejlighed i Risskov og afløse måneder på luftmadras.
Den er fin. Der er ikke noget der. Den er af dun, af højeste kvalitet og den er ikke mindst hans. Jeg har arbejdet ihærdigt på at få den ud de sidste par år. Eller tre. Fire, måske, hvis man regner de små fnys med, der betød at jeg syntes det var en udfordring ud over det rimelige at finde puder til krabaten, for farven har det med at passe meget lidt med resten af vores indretning.
Normalt plejer jeg at lave noget om, hver gang Mikkel synes han skal ud af huset, men sofaen har jeg altså fået forbud mod at give et nyt hjem.
Nu sker det. Håber jeg.
Vi kom til at købe nye sofaer igår og jeg sidder lige nu og fejrer købet i den gamle sofa med at have ondt i ørerne, snot i hele kraniet og tankerne fulde af minder om, hvad den sofa har været med til.
Det var her, Mikkel syntes at det ville være hyggeligt at spise en pizza med vores lille hvalp på maven. Hunden har aldrig ladet sig fortælle at den ikke måtte være i sofaen siden og de to store hanner har en daglig kamp om sofahjørnet. Hunden vinder som regel ved først at lokke Mikkel op og hen til havedøren og derefter spæne hen og lægge sig til at sove rævesøvn med et lille smil om snuden. Helt slap, så man ikke kan slæbe den væk.
Klog hund.
God sofa at sove i.
Vil du købe den? Hvis du lige renser den før du lægger øret til armlænet, er jeg sikker på at der er masser af gode historier i den.
Den er fin. Der er ikke noget der. Den er af dun, af højeste kvalitet og den er ikke mindst hans. Jeg har arbejdet ihærdigt på at få den ud de sidste par år. Eller tre. Fire, måske, hvis man regner de små fnys med, der betød at jeg syntes det var en udfordring ud over det rimelige at finde puder til krabaten, for farven har det med at passe meget lidt med resten af vores indretning.
Normalt plejer jeg at lave noget om, hver gang Mikkel synes han skal ud af huset, men sofaen har jeg altså fået forbud mod at give et nyt hjem.
Nu sker det. Håber jeg.
Vi kom til at købe nye sofaer igår og jeg sidder lige nu og fejrer købet i den gamle sofa med at have ondt i ørerne, snot i hele kraniet og tankerne fulde af minder om, hvad den sofa har været med til.
Det var her, Mikkel syntes at det ville være hyggeligt at spise en pizza med vores lille hvalp på maven. Hunden har aldrig ladet sig fortælle at den ikke måtte være i sofaen siden og de to store hanner har en daglig kamp om sofahjørnet. Hunden vinder som regel ved først at lokke Mikkel op og hen til havedøren og derefter spæne hen og lægge sig til at sove rævesøvn med et lille smil om snuden. Helt slap, så man ikke kan slæbe den væk.
Klog hund.
God sofa at sove i.
Vil du købe den? Hvis du lige renser den før du lægger øret til armlænet, er jeg sikker på at der er masser af gode historier i den.
mandag den 26. marts 2012
Jeg er jo typen, der altid har ret
Hvis nu et menneske meget ofte omtaler sig selv som et eller andet, fx som en meget sporty type, intellektuel, en rigtig drengepige eller hipster, så tror jeg ikke jeg er ene om at løfte et mentalt øjenbryn i mistro.
Samme mistro som når jeg falder over en reklame, hvor tekstforfatteren har været nødt til at skrive 'fantastisk billigt'.
Hvis det var rigtigt, var det ikke nødvendigt at hævde det, vel?
Det kræver ikke mange gennembladninger af selvhjælpsbøger at finde ud af at mennesker der prøver at se ud som noget de ikke er, har et dårligt selvværd.
Ok, det var de indledende teser. Jeg er kommet til at tænke videre derfra. Det kommer der af at skubbe barnevogn.
De mennesker, der ligesom mig løfter øjenbryn, men som også har brug for at kommentere det overfor tredjepart. Hvad sker der for det?
Eksempel?
Hm... Det kunne være mig selv der snakker med Mikkel om, at det irriterer mig vanvittigt at en af vennerne har brug for igen og igen at claime at være heteroseksuel når hele verden ved at han er screaming gay.
Tænkt eksempel, selvfølgelig.
Hvorfor skulle man (jeg i eksemplet) blive irriteret på det?
Fordi jeg selv har samme tendens? Fordi jeg vil påpege hvor utroligt skarptseende jeg er?
For det skulle vel aldrig være fordi man mangler noget at gå op i?
Jeg tror, det er en blanding. Man ville ikke blive irriteret hvis ikke det skabte genklang.
Samme mistro som når jeg falder over en reklame, hvor tekstforfatteren har været nødt til at skrive 'fantastisk billigt'.
Hvis det var rigtigt, var det ikke nødvendigt at hævde det, vel?
Det kræver ikke mange gennembladninger af selvhjælpsbøger at finde ud af at mennesker der prøver at se ud som noget de ikke er, har et dårligt selvværd.
Ok, det var de indledende teser. Jeg er kommet til at tænke videre derfra. Det kommer der af at skubbe barnevogn.
De mennesker, der ligesom mig løfter øjenbryn, men som også har brug for at kommentere det overfor tredjepart. Hvad sker der for det?
Eksempel?
Hm... Det kunne være mig selv der snakker med Mikkel om, at det irriterer mig vanvittigt at en af vennerne har brug for igen og igen at claime at være heteroseksuel når hele verden ved at han er screaming gay.
Tænkt eksempel, selvfølgelig.
Hvorfor skulle man (jeg i eksemplet) blive irriteret på det?
Fordi jeg selv har samme tendens? Fordi jeg vil påpege hvor utroligt skarptseende jeg er?
For det skulle vel aldrig være fordi man mangler noget at gå op i?
Jeg tror, det er en blanding. Man ville ikke blive irriteret hvis ikke det skabte genklang.
søndag den 25. marts 2012
Hvor er den nærmeste lagerplads for urealistiske drømme?
Kunne du ikke have lyst til at skrive noget, spurgte han igen. Der var noget om en debuterende kriminalforfatter i tv. Tror du, at du kan skrive så tilgængeligt at folk kan... læse det?
Oh jo. Jeg vil rigtigt gerne skrive noget.
Jeg har forfatterdrømmen under huden. Nogle gange udenfor huden, men jeg siger det ikke højt så tit, for det er også skræmmende.
Jeg tror, jeg har sagt det før, men jeg er stadig temmeligt nervøs for reaktionerne fra mine nærmeste. Hvis jeg skriver fiktion, vil de tro det er fakta om mig selv eller om dem. Hvis jeg skriver fakta er det næsten værre.
Og så er der kritikerne. Jeg har ikke ligefrem gjort det lettere for mig selv at blive producerende ved at læse sprog og litteratur på universitetet og lære at analysere, vurdere, pille fra hinanden, gennemskue motiver, konstruktioner, sprog.... Jeg mener: Jeg er så selvkritisk af natur at alt det tillærte har ikke gjort det lettere at få ordene til at flyde.
Men for hulan hvor vil jeg gerne kunne.
Jeg hørte Josefine Klougart læse op ved en Tina Dickow-koncert for snart længe siden og jeg fandt noget af det betragtende og iagttagende i hendes tekst, som jeg ved at jeg selv vil have med i en eller anden form.
(Jeg ønsker mig hendes nye bog En af os sover i fødselsdagsgave, forresten)
Men derfra og så til selv at få trykket på tasterne og sat ordene i den rigtige form. Pyh.
Det ville nok også kræve lidt mere tid end fuldtidsjob, barn, mand og hund tillader.
Oh jo. Jeg vil rigtigt gerne skrive noget.
Jeg har forfatterdrømmen under huden. Nogle gange udenfor huden, men jeg siger det ikke højt så tit, for det er også skræmmende.
Jeg tror, jeg har sagt det før, men jeg er stadig temmeligt nervøs for reaktionerne fra mine nærmeste. Hvis jeg skriver fiktion, vil de tro det er fakta om mig selv eller om dem. Hvis jeg skriver fakta er det næsten værre.
Og så er der kritikerne. Jeg har ikke ligefrem gjort det lettere for mig selv at blive producerende ved at læse sprog og litteratur på universitetet og lære at analysere, vurdere, pille fra hinanden, gennemskue motiver, konstruktioner, sprog.... Jeg mener: Jeg er så selvkritisk af natur at alt det tillærte har ikke gjort det lettere at få ordene til at flyde.
Men for hulan hvor vil jeg gerne kunne.
Jeg hørte Josefine Klougart læse op ved en Tina Dickow-koncert for snart længe siden og jeg fandt noget af det betragtende og iagttagende i hendes tekst, som jeg ved at jeg selv vil have med i en eller anden form.
(Jeg ønsker mig hendes nye bog En af os sover i fødselsdagsgave, forresten)
Men derfra og så til selv at få trykket på tasterne og sat ordene i den rigtige form. Pyh.
Det ville nok også kræve lidt mere tid end fuldtidsjob, barn, mand og hund tillader.
fredag den 16. marts 2012
En ny måde at missionere på
Gud har ikke skabt en skid! skrev min bekendte på facebook. Så fat det dog.
Artiklen, han linkede til, var om vielser af homoseksuelle og de præster, der henholder sig til ordet om at Gud skabte os som mand og kvinde.
Jeg er fortaler for at homoseksuelle kan vies i Folkekirken, fordi den Gud jeg tror på er kærlighedens Gud. Så findes da tro, håb og kærlighed, men størst af alt er kærligheden, står der i Paulus' brev. Der står også meget andet i Bibelen og der er passager, man kan bruge til at slå andre passager i hovedet med, så jeg er glad for, at jeg ikke er biskop, der skal afgøre hvad der teologisk er rigtigt at gøre.
Manu Sareen har været klog nok til at lade politikken stoppe ved muligheden for at sige ja eller nej til at ville vie homoseksuelle og biskopperne må så forvalte det.
Tilbage ved min bekendte. Det blev noget af en diskussion i den tråd. Om dogmatisk læsning af bibelen og spørgsmålet om man kunne blive viet i kirken eller hellere skulle opfinde sin egen religion hvis man som homo-par skulle vies som rette ægtefolk i kirken, fordi ritualet ikke passer.
(Velsignelsen kan man da få). Og så om hvem der havde ret. Om at der ville være ramaskrig, hvis nogen forsøgte at slette passager i Koranen. Hvem, der ikke fattede en skid. Hvem der skulle læse aviser og om kirke og stat skulle adskilles. Og så lidt mere postulat om, hvem der havde ret.
Jeg sad stadig og stirrede paralyseret på 'så fat det dog'. Temmeligt længe. Jehovas vidner stemmer dørklokker. Ateisterne beordrer forstanden til at rette ind.
Jeg glæder mig bare til den dag, hvor det ikke hedder homo-vielse, men ægteskab.
Artiklen, han linkede til, var om vielser af homoseksuelle og de præster, der henholder sig til ordet om at Gud skabte os som mand og kvinde.
Jeg er fortaler for at homoseksuelle kan vies i Folkekirken, fordi den Gud jeg tror på er kærlighedens Gud. Så findes da tro, håb og kærlighed, men størst af alt er kærligheden, står der i Paulus' brev. Der står også meget andet i Bibelen og der er passager, man kan bruge til at slå andre passager i hovedet med, så jeg er glad for, at jeg ikke er biskop, der skal afgøre hvad der teologisk er rigtigt at gøre.
Manu Sareen har været klog nok til at lade politikken stoppe ved muligheden for at sige ja eller nej til at ville vie homoseksuelle og biskopperne må så forvalte det.
Tilbage ved min bekendte. Det blev noget af en diskussion i den tråd. Om dogmatisk læsning af bibelen og spørgsmålet om man kunne blive viet i kirken eller hellere skulle opfinde sin egen religion hvis man som homo-par skulle vies som rette ægtefolk i kirken, fordi ritualet ikke passer.
(Velsignelsen kan man da få). Og så om hvem der havde ret. Om at der ville være ramaskrig, hvis nogen forsøgte at slette passager i Koranen. Hvem, der ikke fattede en skid. Hvem der skulle læse aviser og om kirke og stat skulle adskilles. Og så lidt mere postulat om, hvem der havde ret.
Jeg sad stadig og stirrede paralyseret på 'så fat det dog'. Temmeligt længe. Jehovas vidner stemmer dørklokker. Ateisterne beordrer forstanden til at rette ind.
Jeg glæder mig bare til den dag, hvor det ikke hedder homo-vielse, men ægteskab.
søndag den 11. marts 2012
Jeg kan næsten ikke lugte mine egne opstød for bare sure røve
Brok har været på mode i nogle år, forekommer det mig.
Det begyndte med at det var sjovt at være små-bitter med et strejf af selvironi, mens man fortalte om en oplevelse i Føtex eller en kikset date. Det kunne man så underholde med over cafe-kaffen eller blogge om, mens man sådan mestrede at tale almindeligt sammen også. I ved; tale OG lytte.
Jeg håber, den mode er ved at være på vej tilbage til det niveau igen, for jeg kan så godt lide det.
Selvironisk, reflekterende brok eller bare gammeldame-surhed er sjovt. For mig.
Men. Brok er ligesom mørk chokolade. Det er lige bittert nok, hvis det får lov til at tage overhånd og hvis man får det serveret hver dag både til morgen, middag og aften, så udvikler man spisevægring. Brok.
Bloggerbrok er altid sjovt, fordi det er så uforpligtende og retningsløst.
Jeg kan læse blogbrok som ren underholdning, fordi der ikke er nogen, der ser mig direke i øjnene imens og forventer at jeg skal reagere på det. Uforpligtende brok.
Men når folk bitcher på mig overalt. Klager. Piver. Skælder ud på andre trafikanter eller tv mens de kigger på mig eller hælder det ud over min facebook-update, så...
Ajmen OK.
Det er bare fordi jeg synes at det også er synd for mig. Jeg synes, jeg er den man tuder på og hælder brok ud over for tiden. Gider ikke rigtigt høre mere pis fra nogen, før der er nogen, der har hørt på mig brokke mig.
Mit hoved ligner efterhånden en overfyldt tøjcontainer fra Folkekirkens Nødhjælp og jeg skal lige hilse og sige at andre folks gamle brok ikke altid lugter lige behageligt.
Så nu har jeg lettet på låget af Pandoras æske og luftet ud på jer. Ækelt, ikke?
Det begyndte med at det var sjovt at være små-bitter med et strejf af selvironi, mens man fortalte om en oplevelse i Føtex eller en kikset date. Det kunne man så underholde med over cafe-kaffen eller blogge om, mens man sådan mestrede at tale almindeligt sammen også. I ved; tale OG lytte.
Jeg håber, den mode er ved at være på vej tilbage til det niveau igen, for jeg kan så godt lide det.
Selvironisk, reflekterende brok eller bare gammeldame-surhed er sjovt. For mig.
Men. Brok er ligesom mørk chokolade. Det er lige bittert nok, hvis det får lov til at tage overhånd og hvis man får det serveret hver dag både til morgen, middag og aften, så udvikler man spisevægring. Brok.
Bloggerbrok er altid sjovt, fordi det er så uforpligtende og retningsløst.
Jeg kan læse blogbrok som ren underholdning, fordi der ikke er nogen, der ser mig direke i øjnene imens og forventer at jeg skal reagere på det. Uforpligtende brok.
Men når folk bitcher på mig overalt. Klager. Piver. Skælder ud på andre trafikanter eller tv mens de kigger på mig eller hælder det ud over min facebook-update, så...
Ajmen OK.
Det er bare fordi jeg synes at det også er synd for mig. Jeg synes, jeg er den man tuder på og hælder brok ud over for tiden. Gider ikke rigtigt høre mere pis fra nogen, før der er nogen, der har hørt på mig brokke mig.
Mit hoved ligner efterhånden en overfyldt tøjcontainer fra Folkekirkens Nødhjælp og jeg skal lige hilse og sige at andre folks gamle brok ikke altid lugter lige behageligt.
Så nu har jeg lettet på låget af Pandoras æske og luftet ud på jer. Ækelt, ikke?
mandag den 5. marts 2012
WTF?
Jeg så lidt af en film i aftes og lad mig bare sige, at det var så skræmmende at jeg har haft mareridt om det i nat. Man må ikke holde pause fra den slags fiktion og så springe lige ud i en henrettelsesscene.
Og så så jeg noget andet, der har givet mig et mereridt, der stadig udspiller sig ved fuldt dagslys.
Beslutningen om ikke at blive gymnasielærer begynder at vakle, for piger som disse to? Nogen må give deres forældre sedler med hjem med meget store bogstaver.
Og så så jeg noget andet, der har givet mig et mereridt, der stadig udspiller sig ved fuldt dagslys.
Beslutningen om ikke at blive gymnasielærer begynder at vakle, for piger som disse to? Nogen må give deres forældre sedler med hjem med meget store bogstaver.
onsdag den 29. februar 2012
Høns er kun gode i asparges-terapi
Min mor rapporterer fra hundeskoven, hvor hun dagligt lufter min hund, der er på ferie hos hende.
Det er sjovt, skriver hun. Der er en hønsegård lige op til hundeskoven, men Oakley går i en stor bue udenom.
Min hund er en fuglehund, en jagthund af den slags, der stivner i tegneserie-stilling med den ene pote løftet, så snart der er en solsort i synsfeltet. Eller bare når jeg siger 'find fuglen'.
Men høns?
Jeg har det fint nok med fugle, dog er jeg ikke vanvittigt glad for måger efter at en af dem vækkede mig ved at stirre på mig en nat. Høns er jeg lodret bange for. Satans øgler.
Må lige gennemgå de ting, jeg ikke bryder mig om, så jeg kan begynde at lade som om. Hvis jeg kan påvirke min hund på den måde, ender Aksel med at spytte på høns, ikke kunne se det pæne i skindherresko og ikke spise spegepølse.
Faderen kan måske hjælpe, men ... vi skal lige se seriøst på vores hang til at købe ting til os selv, gemme dem i skabet for at kunne trække på skulderen og sige 'nå, det er lææænge siden jeg købte den. Billigt'.
Den går i arv. Utvivlsomt.
Med mindre der bliver opfundet en slags Cilit Bang-terapi.
Det er sjovt, skriver hun. Der er en hønsegård lige op til hundeskoven, men Oakley går i en stor bue udenom.
Min hund er en fuglehund, en jagthund af den slags, der stivner i tegneserie-stilling med den ene pote løftet, så snart der er en solsort i synsfeltet. Eller bare når jeg siger 'find fuglen'.
Men høns?
Jeg har det fint nok med fugle, dog er jeg ikke vanvittigt glad for måger efter at en af dem vækkede mig ved at stirre på mig en nat. Høns er jeg lodret bange for. Satans øgler.
Må lige gennemgå de ting, jeg ikke bryder mig om, så jeg kan begynde at lade som om. Hvis jeg kan påvirke min hund på den måde, ender Aksel med at spytte på høns, ikke kunne se det pæne i skindherresko og ikke spise spegepølse.
Faderen kan måske hjælpe, men ... vi skal lige se seriøst på vores hang til at købe ting til os selv, gemme dem i skabet for at kunne trække på skulderen og sige 'nå, det er lææænge siden jeg købte den. Billigt'.
Den går i arv. Utvivlsomt.
Med mindre der bliver opfundet en slags Cilit Bang-terapi.
tirsdag den 28. februar 2012
Jeg kan virkelig ikke døje dem, der belærer på den måde
For længe siden var jeg på et lederkursus og blev bedt om at tænke på en person, jeg bestemt ikke brød mig om og begrunde hvorfor.
Valget var ikke svært, for hun var satanedeme en møggimpe og jeg beskrev hende som intrigant, urimelig og primadonna. Hun var bare alle vegne og virkelig ude med kniven efter mig.
Overraskende nok (åh, ironien) var det en spejløvelse der skulle bevise, at alt det, jeg ikke brød mig om ved hende, var sider af mig selv, som jeg lod spejle i hende.
Ikke pissedyb psykologi, men meget rigtigt.
Pointen?
Ikke nogen, tror jeg. Bare en kommentar til et par situationer i andres liv.
Og sådan slap jeg afsted med at være indirekte og alle vegne og ude med den bedrevidende pegepind.
Valget var ikke svært, for hun var satanedeme en møggimpe og jeg beskrev hende som intrigant, urimelig og primadonna. Hun var bare alle vegne og virkelig ude med kniven efter mig.
Overraskende nok (åh, ironien) var det en spejløvelse der skulle bevise, at alt det, jeg ikke brød mig om ved hende, var sider af mig selv, som jeg lod spejle i hende.
Ikke pissedyb psykologi, men meget rigtigt.
Pointen?
Ikke nogen, tror jeg. Bare en kommentar til et par situationer i andres liv.
Og sådan slap jeg afsted med at være indirekte og alle vegne og ude med den bedrevidende pegepind.
Abonner på:
Opslag (Atom)