Bland dig. (Part 2)

Jeg skrev for noget tid siden om, at jeg var i tvivl om jeg skulle blande mig. Det hele blev udløst af mine tanker om, hvordan børn leger idag, fordi det fra mit vindue ser ud som om at noget er ganske anderledes end dengang i 1869, hvor jeg selv var barn.

Jeg fik mange reaktioner i kommentarfelterne på de to indlæg, som jeg er utroligt glad for. Og meget beæret.
Ikke mindst har jeres kommentarer været med til at skubbe til mine egne overvejelser om, hvordan jeg skulle blande mig eller blande mig udenom.

Mange af jer mente, at jeg skulle melde min nabo til myndighederne og handle på den måde. Andre af jer foreslog mellemveje og måder, jeg selv kunne agere på uden at blive til et lille stikkersvin  direkte at skulle udlevere familien til kommunens grabber og antyde tvangsfjernelsesbehov.

Jeg valgte at gå til børnenes mor med et fad nybagte boller og fortælle hende om, hvor bekymret jeg er over at se hendes børn lege på vejen, ved vejen og i mange timer hver dag.
Der har været nogle farlige situationer, hvor andre mennesker i biler har været ved at gøre større skade på de mindste end deres storebror nogensinde kan komme til.
Og så spurgte jeg hende om lov til at bede børnene gå ind på fortovet - og i øvrigt tage verbalt fat i dem, hvis de opførte sig på en måde, der kaldte på voksen indblanding og hun ikke lige var til stede.

For hun er ikke til stede. Hun er ikke opmærksom på dem og ...  ja. Det er, så vidt jeg er nået frem til, essensen af problemet. Svigt.

Jeg valgte bevidst ikke at kritisere hverken hende eller storebroderens meget voldsomme opførsel, for jeg behøver ikke at blive til en missionerende speltmor, der også mener at alle andre skal melde sig under de samme frelste faner som mig, selvom jeg har en holdning til, hvordan rigtig opdragelse og rigtig opførsel ser ud. 
Jeg kom for at høre det hele fra hestens mund og ikke for at melde hesten til kommunen.

Først var hun defensiv, men mit hvide flag og bekymring for at der skulle ske hendes børn noget, fik hende til at løsne endda rigtigt meget op. 

Jeg ved nu, at der er problemer i familien, jeg ved, hvad det hele bunder i og jeg fik lov til at gribe ind overfor ungerne, så jeg ikke føler at jeg overskrider den følsomme grænse til hendes domæne. Med tak til.

Det var som jeg havde på fornemmelsen. Det er ikke ondskab og respektløshed,  men mangel på evner.
Hun ved ikke, hvordan hun skal holde styr på børnene, der stikker af i alle retninger, selvom de kun har fået lov til at gå på legepladsen.
Hun har ikke overskuddet og hun har dårlig samvittighed for resten. Og hun får hjælp til den del, der vedrører hendes egne personlige problemer, af kommunen.

Og så skulle man tro, at jeg kunne læne mig tilbage og tænke, at jeg har gjort mit.

Jeg tror ikke, det er den rigtige hjælp, hun får, for det er helt tydeligt, at hun stadig ikke ved, hvordan hun skal varetage opdragelsen af 3 børn, sengetider, spisetider, skoletider, mad og hus. Det har stået på i mindst 3 år.
Hun er på dybt vand og det er som om den hjælp hun har fået er et par svømmevinger, hvor hun mest af alt har behov for at vide, hvordan hun får bundet rebet op som binder betonklodsen til hendes ankler.

Jeg overvejer at gå til kommunen og gøre opmærksom på, at der er behov for en anden slags hjælp også (som jeg ikke selv hverken vil eller kan hjælpe med).
Bare det ikke hed at 'anmelde'.
Det ord lugter nemlig alt for meget af stikkervirksomhed, nævenyttighed og angiveri...

Sig aaaah

Jeg har ikke været ved tandlægen siden 2006.

Ikke fordi jeg er bange for hverken tandlægen eller smerten, men fordi jeg ikke kan klare den skarpe lugt af konto-tømning der møder mig lige inden for hoveddøren.
I 2006 var jeg hos en mandlig tandlæge, der er gift med den kvindelige tandlæge, jeg har været uvillig kunde hos siden jeg flyttede til Århus.
De har røven fuld af mine penge. Og så får jeg ondt i røven.

Det kan ikke passe at de skal have 350 kr for bare at kigge mig i munden og afgøre, hvor mange penge der gemmer sig derinde. Alt er selvfølgelig nødvendigt at lave så hurtigt som muligt, for ellers får jeg Sars og udslet og tænderne vil smuldre en for en indenfor en måned.

Jeg har altid haft noget, der skulle laves. Jeg har mange fyldninger. Hundedyre plastfyldninger og .. ja.
Indtil klokken 14.40 idag havde jeg ikke været ved tandlægen siden 2006 og mine knæ klaprede, da jeg gik ind i tandlægelugten bag indgangsdøren.

Tosset sympatisk tandlæge, kan jeg konstatere. Ung. Mor til to drenge.
Og på de mange år jeg IKKE har været ved tandlæge har jeg ikke dannet huller, selvom jeg har fortæret noget der minder om Sukkerstokkens samlede lager op til flere gange. Og drukket cola nok til at forsyne den samlede Skanderborg Festival et helt år.

Jeg skal have fjernet en visdomstand og fikset et hul, der er opstået under en gammel fyldning, som faktisk også var der i 2006.

Når det er fikset og jeg har taget visdomstands-fjernelsen som en øver op til fødselssmerten, så kommer der til at gå lang tid igen inden jeg skal derned.

Det virker åbenbart.

Det er ... øh... unikt

Kære tekstforfatter. Eller kunsthåndværker, der skriver dine egne reklamespots.

Jeg vil bare lige sige det: Unik er et ord, som vi ikke bruger mere. Især ikke den underlige horeunge af ordet, der udtales junik.
Hvor lærer man at udtale det sådan, i øvrigt?

I alle sammenhænge hvor jeg hører ordet Junik om et produkt eller en oplevelse træffer jeg lynhurtigt, nærmest automatisk, den slutning at det er noget helt almindeligt - eller direkte ubrugeligt - stads, I reklamerer for, for ellers havde I nok haft mulighed for at vælge et andet ord. Kan man ikke sige noget pænt om stadset, så kan man da altid kalde det... unikt.

Det er et ord jeg vil bruge om det grimme askebæger som en fjern bekendt har fremstillet af klumpet ler og malet med beige og lyslilla i striber på et offentligt betalt beskæftigelsesterapikursus. Vel at mærke i den situation, hvor jeg bliver overrakt rædslen som en gave, jeg ikke kan tillade mig at afslå med væmmelse.
Den er.... unik.

Sjovt nok er det typisk 'kunsthåndværkere' i sommerlandet, der i pamfletter beskriver deres stil som unik. Junik.
Og så er jeg straks helt sikker på, at det bestemt ikke er noget for mig.

Jeg er klar over at det kommer af unika eller unikum.
Men kæreste tekstforfatter.... Med mindre du gør det med vilje og er klar over at junik er en hemmelig kode for 'hold dig langt væk', så giv slip. 

Sig farvel til sommerlandspamfletterne og 1987 eller jeg kalder dig unik.

Gør livet levende. Ha' en affære.

Dette er det dummeste ikke-råd, jeg længe har set.

På så uendeligt mange måder .... grænseløst dumt.

Senere på dagen idag læste jeg så Dines' indlæg om Paul Auster og konen. På listen over skærende kontraster rangerer disse to budskaber meget højt:

Jeg ved godt, hvilken slags liv jeg helst vil have.

For satan! Nu forhindrer de mit indkøb af 200000 kasser sodavand om året!

Jeg bruger twitter, når jeg skal høre kloge input til aktuelle situationer, for der er i sandhed mange klogskaber der.

Lige nu sidder jeg med et par stykker og tænker, at ... de jo ikke har noget tøj på. Eller at tweepsene i virkeligheden står bag det massive indkøb af sodavand uden pant, der sælges videre i kiosker landet over.
Jeg har intet imod billige colaer. Jeg er ikke fan af Dansk Folkeparti-angsten og jeg synes det er et sårbart øjeblik for regeringen at give efter for DFs årelange forslag om at genindføre grænsekontrollen.

Jeg er ikke engang sikker på, hvad jeg synes om beslutningen. Jeg er ikke udelt begejstret.

Men...  Grænsekontrollens helligste mål bliver vel ikke at opkræve told og skat for for store indkøb ved grænserne? Selvom det straks er det, alle vi små mennesker føler os indskrænket  og ramt af.
Skal grænsekontrollen ikke indsættes for at begrænse menneskesmugling og andre ulovligheder i meneneskestørrelse og ikke en bod ved vejen for Told og Skattefar?

Eller er jeg naiv? (ærligt)

Bevares, twitter er stadig sjovt og jeg kan godt sidde og sige ka-tching! over alle de sjove kloge mennesker, der skriver, at 'Grænsekontrollen bliver DF's endeligt. Det er et hårdt slag mod kernevælgernes indkøbsture sydpå!', for det er da sjaw. Jeg kan lige se ham den sure med selerne få konfiskeret sine Lyca-snacks og blive pålagt ekstra afgift for at lave sammenføring af dårlig smag.

Men tweets som: 'DF logik: Hvis vi tjekker pas, så slipper INGEN banditter ind. De kan jo ikke finde på at krydse grænsen alternative steder #MortenkorchFAIL' slår mig som en lille smule morsomt fordi der står det med Morten Korch et stort sort hul i twitterintelligensen.

Vi holder ikke op med at straffe andre slags kriminelle, fordi vi ved, at der er nogen, der slipper afsted med det alligevel.

Og nej. Det var ikke et spørgsmål.

Jeg vil i bund og grund stadig kunne få mine billige dåsecolaer. Og det er vigtigt. For mig, altså. Og for grænsehandlen.

Nu med blødere poter og klippede kløer

Jeg har lige skullet vænne mig til det: Ikke at skulle levere resultater hver dag.

På arbejdet har det været det eneste mål: Resultat, resultat, omsætning. Her i mit skåneliv har målet været at slippe for stresshormonerne og dermed lære, at målet er at lægge så lidt pres på mig selv som muligt. Det lyder let og er det sikkert også for mange, men det har virket fuldstændigt naturstridigt for mig den seneste måned.

Et hårdt liv, det er.

Idag har jeg fået en fodbehandling hos thaipigerne, hentet en fødselsdagsgave og fået en lur på terrassesofaen i noget, der mindede fælt om helt perfekt vejr. Og ikke så forfærdeligt meget mere.

Beviset på fremgang?

Ud over, at jeg ikke er flegnet fuldstændigt ud af rastløshed kom beviset, da jeg fik et opkald fra omstillingen på jobbet. Der var en kunde fra Polen på hendes omstillingsbord, som gerne ville købe noget af mig og jeg præsterede at fortælle hende, at hun måtte kontakte en af de andre OG derefter sove videre på førnævnte terassesofa uden at få så meget som et strejf af pligt-forsager-følelse.
Og det selvom jeg kan se den bygning, hvor mit arbejde bor fra terassen.

Istedet har jeg brugt lidt tid på at overveje om jeg som privatperson skal lade mig interviewe til et ugeblad. Jeg kan høre, hvad jeg selv tænker nu og er liiidt ligeglad med hvad andre forventer.

Fodbehandling og egne holdninger. Og man siger, at man kan blive for selvcentreret.

Kage, serveret af mand med grandios humor. Mit hjerte, hvad vil du mere?

Det har været en fortræffelig weekend. Jeg har givet Anton mad, arvet tøj fra samme Anton og så har jeg haft en glimrende lejlighed til at feste i et selvopsat kageorgie og min mors hjemmebagte boller.

Og så har jeg sat i perspektiv overfor svigerfamilien, hvordan det ikke er deres dreng, der har det hårdt for tiden, men mig.
Det hjalp også på det hele.

Svoger Rasmus spurgte midt i arabertærten, hvordan Manden turde at arbejde hjemme og dermed påtvinge sig det upålidelige og belastende nærvær af en gravid kvinde og hendes urimelige humørsvingninger.

Manden har fået nyt job og arbejder hjemmefra. Hver dag. Vores hus er ikke særligt stort, men til gengæld meget lydt.

Jeg er en af de gode gravide. Mine humørsvingninger er kun påfaldende omkring ved spisetid, som falder klokken 11.45 og klokken 18. Sharp. Gud nåde mine omgivelser, hvis der ikke er rigtig mad tilgængelig på præcis de klokkeslet.
Derudover er jeg blid og fuldstændigt uproblematisk. Jeg har endda begrænset mine morgensamtaler med Anders Lund Madsen i spejlet og sørger for at synge nærmest stilfærdigt under bruseren. Jeg tager endda mine listesko på næsten uden at stønne.

Så min sans for retfærdighed pålagde mig at fortælle om de fuldstændigt ubærlige forhold, jeg lever under:

En servicemeddelelse til den arbejdsomme mand blev leveret pr sms. Jeg skrev: Jeg er kørt til Låsby. (Babyudstyrsbutik, indkøb til vores fælles barn. Red.)
Svaret kom prompte, selvom manden jo har indskærpet mig meget nøje, hvor travlt han har med noget, der er så vigtigt, at husligt arbejde og spørgsmål om aftensmaden naturligvis var laveste prioritet:
Hils Svendsen. (Låsby-svendsen. red)

Jeg må sige, at jeg på det tidspunkt ikke tænkte på andet end at komme væk og få en god køretur med solo-sang bag rettet, så jeg håbede at kunne applaudere hans stort anlagte onkelhumor på en måde, så han var tilpas. Og dermed sætte en stopper for flere ... vittigheder.

Funny man, skrev jeg.

Svaret var uundgåeligt: Er han? Jeg kender ham ikke.  (oh høhøhøøø)
Jeg var helt ærlig, da jeg skrev at jeg ikke kom hjem før om et par år.

Hvorefter svar-sms'en prompte lander: Hvad så med aftensmaden? 

Manden kalder mig kantinedamen. Han har travlt med sit vigtige arbejde og siden jeg alligevel bare dalrer rundt og er rund og føjelig, må jeg jo være taknemmelig over at stille mellemmåltider efter hans ønske frem. i øvrigt være økonoma, indkøbsassistent og restaurantchef som bonus.  Og derudover være stille, når jeg ikke klukker beundrende, når hans fantastiske humor serveres iklædt tøfler og onkel-pibe.

Jeg må med skam melde at jeg lige i det øjeblik glemte, HVOR stor hans humor er og at han selvfølgelig kun mente det i sjov, da min telefon helt af sig selv skumlede en sms mere: Årh, hold kæft.

Instant dårlig samvittighed over at være så grov på skrift, så en kædereaktion startede og jeg endte med som 6. sms i række at bekendtgøre, at der nu gik endnu flere år inden jeg kom hjem igen og at Findus og jeg ville leve af Mars-bar så længe.

Hader bare, når hans humor vinder. Igen.

Nevermind. Der er nemlig stadig kage nok i køleskabet til et halvt sølvbryllup.

Klor-perspektivering

Det var meningen, at jeg ville skrive et indlæg om gamle mennesker, der opfører sig som ubehøvlede narrøve idag, fordi en ældre mand smadrede mine småkager ved kassebåndet og nægtede at sige undskyld på den trodsige måde.
Men... det gør jeg ikke alligevel. Udover det, jeg allerede har kastet op, altså.

Jeg svømmer om torsdagen. Sammen med damer, der har svømmet på netop det hold og sammen med hinanden de seneste 21 år.  Og så den ene dames datter, som er omkring de 30.

Den ene dame er dement. Jeg havde svært ved helt at greje hende de første par gange, jeg traf hende, men brikkerne faldt på plads, da en af de andre fortalte historien om, hvordan den flinke bankdame, langsomt var blevet mere og mere dement.

Det seneste halve år er det gået hastigt ned ad bakke med demensen og hun er nu så dement, at familien ikke længere tør lade hende færdes alene. Hun kan ikke fungere derhjemme og hendes små særheder og rutiner gør, at de heller ikke er glade for at færdes sammen med hende.

Hun kan finde på at rette på andre menneskers badetøj, idag tog hun fat i mit ben fordi hun gerne ville sige noget hun ikke kunne udtrykke alligevel og i forgårs, fortalte datteren, rettede hun på opsmøget på en fremmed mands bukser midt i Bilka.

Hendes ordforråd er væk, hun skiftevis sover og er helt overgearet og man kunne ønske, at hun selv levede i lykkelig uvidenhed om, hvordan det står til med hende.

Hun ved det godt, for hun har bedt lægen så mindeligt, om han ikke kunne tage livet af hende.

Næste weekend skal hun på plejehjem. Caritas. Velkommen til barmhjertigheden.

Det gør mig så inderligt trist at tænke på, at det gode liv med venner og værdighed kan sive ud mellem fingrene på os.

Den nærliggende lærdom er selvfølgelig, at man skal sætte pris på sin fornuft og sit liv.  Pleje, dyrke og påskønne sin intelligens og sine sociale evner uden at føle sig snobbet eller elitær, fordi det er dyrebare, flygtige egenskaber.

For mig er det også en kraftig påmindelse om, at der kan være gode grunde til andre menneskers mærkelige opførsel.

Ikke dermed sagt, at jeg bærer over med småkageknusende gamle mænd i grimme biler, der helt tydeligt ikke har andre brister end utroligt dårlig og selvvalgt opførsel.

Tværtimod.

Du er ikke alenøøøø

I posten idag lå der et tykt brev fra hospitalet. På forsiden af pjecen stod der med meget store bogstaver:
Fødselssmerter.

Nåmen, velkommen til, da. Så ved man ligesom hvad der venter. Og jeg har meldt mig til.  Det, som alle mænd forstår som at presse en vandmelon ud af urinrøret og som kvinder automatisk slår korsets tegn for.

Pjecen spurgte faktisk meget pænt om jeg ville være med i et projekt, som undersøger hvor meget selvhypnose og afspændingsøvelser betyder for lindringen af fødselssmerter - og om man selv kan medvirke til at få en bedre fødselsoplevelse, mindske risikoen for fødselsdepressioner, forkorte fødslens varighed og opnå alle mulige andre gode sager.

I'm in. For satan da. Jeg har et ret godt kendskab til mindfulness, men jeg må tilstå, at jeg godt kan have brug for at blive mindet om at bruge det, for det er åbenbart rigtigt svært at bruge det, når man nu har så travlt med at ... øh... ingenting.

Så jeg mødte op i lokale 26 på Skejby sygehus til informationsmøde. Selve informationen var en gentagelse af pjecen, så det i sig selv var ikke det helt store sus, men jeg sad ved hesteskoformet bord sammen med 12 maver, der var næsten lige så store som min egen.
Det var fantastisk.

Ikke fordi maverne sagde ret meget sådan helt generelt, men bare det at være i rum med nogen, der er sammenlignelige med mig.
Jeg sætter stor stor pris på at jeg både har søstre og veninder, der har børn og graviditeter, der ligger så lyksaligt tæt på min egen termin, men det var en stor oplevelse at se nogen, der er ligesom mig.
Hvilket de selvfølgelig ikke var, men i ved, hvad jeg mener. Der er andre derude. Der var nogen at snakke mavestørrelse med og da først proppen var af snakkeflasken, så kom det også frem, at jeg heller ikke er alene om at glemme ord og blanketter.

Man skulle have en samtykkeerklæring med. Den lå udfyldt hjemme på køkkenbordet (eller muligvis på gulvet i entreen, hvor jeg havde kæmpet for at få sko på. Jeg er altså blevet en del større end på billedet jeg postede forleden) og jeg måtte derfor sige ja tak til en af de reserveblanketter, som jordemoderprojektlederen havde taget med.

I kor med 10 andre kvindestemmer.  De to, der kunne fremvise en udfyldt, medbragt erklæring, havde deres mænd med.  Ekstrahjerne= doping for premature ammehjerner.

Jeg håber sindssygt meget, at jeg kommer i en af de to grupper, der skal have undervisning og ikke i kontrolgruppen. Både fordi jeg tror på, at teknikkerne kan hjælpe med smertelindringen og oplevelsen, men især for at være sammen med parallelmaver 3 aftener mere end den fødselsforberedelse jeg også vil meldes til.

Jeg havde den største mave (som jeg har det fantastisk med). Men jeg følte mig også næsten normal. Og lidt lækker igen.
  

Spildegris

Jeg spilder.
Jeg er et omvandrende menukort, altså et bagudrettet menukort, for mit tøj fortæller klart og tydeligt, hvad jeg har indtaget siden jeg fik tøj på.

Rigtigt svært at skjule, hvis jeg har festet med is og chokolade, når pletterne lægger sig som forbryderfotos side om side på den storskærm, der plejede at være min mave.

Idag har det være spildegrisdag extraordinaire. Min skjorte fremviser nu ikke kun blomme, banan, morgenmad, kaffe og vand som den plejer.

Jeg skulle tø noget op i microovnen og valgte fornuftigt nok at tage de to stykker kød direkte fra ovnen og lade den brandvarme tallerken stå.
Mine graviditetspølser fumler nok i forvejen og hvis de også skulle have brandsår, så kunne jeg lige så godt bede nogen om at servere al mad for mig i form af oppakkede chokoladebarer og spande med vand.

Hvorefter jeg selvfølgelig spilder kold kødsaft over skjorte, bukser, strømper, trøje OG gulv, da jeg huskede at tage tallerkenen ud. Så meget for at rydde op.

Nu overvejer jeg at indtage de næste 3 måneders måltider nøgen. Alternativt iført regnfrakke.

  

En gedehyrde kommer sjældent alene

Den jubel, der er over Osama Bin Ladens død, skurrer i mine ører.

Ikke fordi han ikke fortjente at bøde for de terrorangreb han har finansieret og taget ansvaret for, men fordi det eddermame er naivt at tro, at scoren i kampen mellem USA og universel islamistisk funderet terror er 1-0 og at kampen er afblæst.

Han var godtnok pengemanden bag meget terror, men islam og raseriet mod USA er ikke hans opfindelse. Der er andre pengemænd derude. Der er andre islamister derude og hvis man tror, at der er fred i verden og i mennesker velbehag fordi nogen har sendt Hamilton ind på en succesfuld mission for USA, så USA fik hævn for 9-11 og den hovedrige gedehyrde døde af det,  så er man pænt blind for den krig på religion og ideologi som ligger bag det hele.

Og som det eneste kloge indslag på facebook jeg har set hele dagen (jeg har trykket refresh RIGTIGT mange gange) lød:

Der er jo bare det, at martyrer er farligere end tosser, der bor i et skur med en ged i pakistan!

Den amerikanske regering har ikke udryddet fjenden. Den kamp foregår også på andre baner og jeg synes det er sindsoprivende dumt at juble som om vi er på det sejrrige hold i Superbowl.

   

Billede af maven

Nu klager jeg jo min nød hele tiden og så igen. Jeg synes selv, jeg ligner et forsøg med gær.

Det eneste, der ud over en belastet forfængelighed er begyndt at genere mig er faktisk, at det ikke længere kan lade sig gøre at komme graciøst op af en sofa. Det bliver en kombination af rullefald og et håb om at lande på benene.

Jeg kan ikke lide at se mig selv på billeder og dette her er ingen undtagelse, men jeg regner med, at der også vil komme et billede eller to af Gizmo, når han entrerer verden, så hvis jeg skal vise ham frem, må jeg kunne leve med at vise mig selv frem også.

(Til gengæld er billedet en lille måned gammelt. Hæh.
Hov! Og forresten taget af Manden inden den lille begyndte at sparke så hårdt, at maveskindet buler og give high fives, som får den stolte fader til at glæde sig på hoppe-måden til han kommer ud til os)