Leaving the Shire

(opdateret 26. januar efter forsøg med at udelade kvalmedæmpende medicin på strålefridagene)

28 strålebehandlinger tilbage. Nu er det virkelighed, så det kan mærkes på kroppen og det er også nu, det bliver meget tydeligt, at det er hjernen, der bliver bestrålet.

Jeg troede ikke, jeg fik kvalme af kemotabletterne, men af strålebehandlingen, men jeg tog fejl.
To strålebehandlinger inde - på første kemodag - fik jeg så voldsom kvalme, at lægerne taler om binyrebarkhormon for at dæmpe bivirkningerne før tid - eller ihvertfald kvalmedæmpende medicin fra start.
Det er ikke fedt at være køresyg og ikke fedt at stråle(!)brække sig. Men det er alligevel lidt godt, for det er tegn på, at der sker noget.

Jeg er kvalmedæmpet nu med noget afsindigt barsk stads, for det er hjernens signaler, der skal overdøves. Jeg forestiller mig, at alle de autonome muskler i mit fordøjelsessystem har fået en Harry Potter-lammer. Og så er der sagt nok om min peristaltik for nu.

Det er nu, en ny virkelighed begynder. Nu står jeg ikke ude bag banderne og har det fint mens jeg kigger ind på behandlingsplanerne. Nu er jeg inde på banen.
Det er også nu, jeg skal til at forstå, hvor meget magt hjernen har og at jeg ikke nødvendigvis kun er oppe mod de gængse bivirkninger fra kemien. Strålerne rører rundt i magtsuppen og skyggeridderne, Saurons 9 tjenere, er på farten.

Sygeplejerskerne, mine betroede elvere, har set det før.  Vi er ved godt mod og jeg er nu iført løse cykel-ærmer i stråleterapien. Ømt syn.