torsdag den 25. juli 2013

Slut på en epoke

Nåmen, hvad har jeg så lavet siden jul? Der forsvinder jo ikke bare sådan 7 måneder uden en eller anden form for produkt, vel?

Jeg kan ikke umiddelbart bringe noget stort og banebrydende frem på tadaaaa-måden, selvom det jo var meningen, at jeg skulle skrive den bog, så snart jeg fik en 6-7 måneder til overs.
Det har jeg ikke kunnet.
Jeg har ikke evnet at overskue og planlægge et projekt som en bog ville være. Først indenfor den seneste måneds tid har håbet om at kunne noget så komplekst stukket hovedet forsigtigt frem.

Mit hoved og min krop og mine følelser har været i undtagelsestilstand.
Jeg har været imploderet.

Sygdom og en hestekur af en behandling kunne med lethed have gjort mig handicappet på en eller anden måde og den slags forløb jeg har været igennem gør de fleste permanent trætte og giver et blivende koncentrationsbesvær.
Jeg er heller ikke sluppet helt gratis, men billigt. Jeg har bare ikke kunnet ret meget ud over at være stille.
Og skamfuld. Og rundhovedet. Og mere skamfuld.

Jeg virker. Det hele dur. Jeg har bare ikke lavet noget særligt siden jul. Ud over at sidde i venteværelser, være taknemmelig over alle de fantastiske mennesker på Aarhus Universitetshospital jeg har mødt, tjekke facebook og i øvrigt holde vejret mens jeg har krydset mine afsprittede fingre. Og været mor.  Nogle gange ved at hive mig selv op ved de få nakkehår jeg havde tilbage, men jeg har været der. Hver dag.

Nu skal jeg ikke have mere kemo og jeg begynder så småt at trække vejret. Det er farligt, for lettelsen gør mig vakkelvorn og det hele begynder at dæmre for mig.
Min efterbehandling stopper her, for min knoglemarv er ikke kommet sig over den 3. kemokur.  Selvom jeg skulle have haft 6 ture i alt.

Nu kan jeg begynde at stikke hovedet ud af boblen. Tror jeg. Og blive stærkere uden at kunne se frem til at blive slået tilbage til start med 3 ugers mellemrum.

Jeg er ikke så irritabel mere. Bare forvirret.
 

10 kommentarer:

  1. Tankevækkende at du har brug for at reflektere over hvilke forskellige ting du ikke har nået i de 7 mdr som du har brugt til at kæmpe for dit liv. OG være mor. Får en klump i halsen over hvorfor det er sådan. Jeg kender det fra mig selv. Altid en løbende evaluering af hvad jeg gerne (mere) ville have nået, (end den helt helt fyldte tilværelse jeg i forvejen har, alene med 4 unger). Dels for min egen skyld, og dels for at levere varen ift resten af verden. Hvornår er det godt nok? Sofie

    SvarSlet
  2. Hej Sofie. Du har så uendeligt meget ret. Det er tankevækkende og tårefremkaldende. Jeg sidder også lige og vander høns... Hvornår bliver jeg nogensinde tilfreds? Jeg har jo reddet mit liv. Hvad vil jeg mere? Alt for god pointe.

    SvarSlet
  3. Lidt pinligt, sådan at ryge i den fælde igen.

    SvarSlet
  4. Læste i går dit blogindlæg og læste det igen et par gange og blev jeg enig med mig selv: Det mener hun da ikke SERIØST - at hun BURDE have skrevet en bog i den tid. Go easy on yourself ....

    SvarSlet
  5. @Laila. Næææ... jeg mener ikke at jeg burde skrive en bog.Jeg mener, at jeg havde haft det som plan i mange år, men at den slags 'fri' jeg har haft ikke har tilladt det. Tror egentlig heller ikke jeg havde kunnet skrive en bog, hvis jeg ikke havde været syg. Jeg mener og skriver, at jeg gerne ville vide, hvad jeg har brugt tiden til og allerhelst fremvise et produkt.

    SvarSlet
  6. kender det alt for godt..

    kvinder nogengange, altså! ;)

    SvarSlet
  7. Du har et produkt fra de sidste 7 måneder.
    Produktet er dig.
    Det er godt gået!

    SvarSlet
  8. Zenia: Nemlig. Ku ikke siges bedre!
    Sofie

    SvarSlet
  9. Søde du, Zenit siger det helt rigtige her, DU er det, dine kære ønsker at holde i hænderne, tro mig, ikke en bog. AM

    SvarSlet
  10. Søde Fine Skygge, klap dig selv og dine omgivelser på skulderen - de har kæmpet og vundet din livs kamp. Det er der ikke mange der når på 7 mdr. Kh P

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...