mandag den 1. juli 2013

Rædslen

Jeg har læst mine indlæg siden jul igennem igen.
Jeg bliver nødt til at sige undskyld. Mest af alt til mig selv. Jeg er meget ked af, at jeg har serveret den pæne version for jer . Den, hvor hjernen har styret hvad jeg skrev og ikke givet rædslen, frygten, sorgen og fortvivlelsen den klangbund, som bestemt hører med.
De bange skildringer har jeg gemt og ikke turdet udgive. 

Jeg har ikke løjet, for jeg har det godt og jeg har været ovenpå langt hen ad vejen. Jeg har  sygeplejersker og læger, som jeg skylder uendeligt meget mere tak end jeg nogensinde kan udtrykke.
Jeg er også velsignet med et utroligt held.
En tumor af den størrelse, jeg fik fjernet og den massive behandling, jeg har fået efterfølgende, kunne have frygtelig, skræmmende effekt på alting.

Jeg glemmer ikke den dag, hvor jeg tog fejl af tabletterne og hvor jeg var fanget i min egen krop. Jeg var rædselsslagen og overbevist om, at hjerneskaden nu var slået igennem og at jeg var tvunget til at være både handicappet og grim på samme tid.

Man skal ikke være bange for de ting, der ikke skete.  

Men ...  den type tumor der er fjernet fra mit hovede er slem og aggressiv og den kommer igen, hvis der er så meget som en my tilbage. Den vokser sig fuldvoksen på et par måneder og viser sig enten samme sted eller højere oppe i hjernen.
Jeg skriver ikke nu, at jeg er godt opereret og alt det, jeg plejer at skrive.
Faktum er, at jeg kan være nok så sej og nok så indsigtsfuld, men jeg har ingen magt over cancerceller.
Jeg har heller ingen magt over de skader, som strålerne kan have givet hjernen. 

Af hele mit hjerte ville jeg ønske at jeg havde det, men jeg er bare et menneske, der frygter det værste og håber det bedste. Jeg er også bare et menneske, der har en lille dreng, der har to års fødselsdag lige om lidt og jeg ved ikke, om jeg når at opleve den næste med ham - eller jul. Eller om jeg kan tale med ham om en måned eller løfte ham op og trøste ham, hvis han har brug for mig. Hver gang jeg mærker ham er en velsignelse og en påmindelse.

Jeg tvivler ofte på mig selv og har ikke meget selvværd, men lige præcis som mor er jeg rigtig. Hvis jeg ikke kan være Aksels mor er det ...  
Frygten larmer.
Den lammer mig ikke.
Jeg er ikke på vej gennem helvede, for det kunne være meget værre. Men jeg er ikke i tvivl om min egen sårbarhed og min egen dødelighed.

Jeg har et memento mori ridset ind i min hjernebark. Det gør ondt.

11 kommentarer:

  1. Pfew. Godt skrevet. Skræmmende.

    SvarSlet
  2. Hvor godt skrevet. Tak fordi du deler. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, andet end jeg håber det bedste for dig. Kender til angsten for om jeg er mor for mine børn om et år. Jeg kan ikke som dig dø af min sygdom(sclerose) men den kan tage min hjerne, mit syn og meget mere. Indtil videre har den kun taget mine ben så jeg ikke går så godt eller løber men det er da lige meget så længe jeg er klar i hovedet.
    Når jeg læser dit stærke indlæg føler jeg med dig og håber de fik alt. Du er sej. Mange tanker fra mig.

    http://hvisvindenvender.blogspot.dk/

    SvarSlet
  3. Stærkt indlæg Lene. Det kan mærkes helt ned i maven. Jeg ville dø af skræk. Selvfølgelig er du bange. For satan! Jeg hepper ligemeget på dig når du er stærk og modig som når du er lille og bange. Der skal være plads til det hele. Det største kram af alle i din retning!

    SvarSlet
  4. Lene. Det griber virkelig lige om hjerteroden, når du skriver. Og det kan godt være, at du ikke selv synes, du har været ærlig nok, men jeg tror, det er meget vigtigt, at der findes folk som dig. Der skriver om det unævnelige, det ubærlige. Nogen kan lære noget om livet, nogen kan finde trøst og lindring. Tak for det.

    SvarSlet
  5. ja, du tør..

    sneg sig en lille tåre ind her, i respekt for den kvinde du er uden filter

    tanker fra det sydjyske

    SvarSlet
  6. Tak, alle 5. Jeg tror mest jeg er bange for, hvordan mine nærmeste reagerer, hvis jeg skriver om angsten.
    Med en reaktion som jeres er det en kæmpe lettelse at tone rent flag og vise hvordan det ser ud på .. ja.. skyggesiden.

    SvarSlet
  7. Kære Lene
    Et stort bjørnekram fra mig hernede i Alperne, hvor jeg endelig har fundet noget internet. Du skal ikke undskylde. Man kan ikke skrive sin angst og rædsel ud hele tiden. Eller hvorsomhelst. Den er en fætter nogen af os må lære at leve med. Du meget mere end de fleste.
    Men engang imellem er det godt at give rædslen konkret udtryk. Som du gør her. Du ved, 'if there is an elephant in the room, please introduce it'
    Jeg tror også, det er vigtigt at skrive alt det, du har gjort. Som en slags modvægt til alt det, der elelrs bliver skrevet om kræft. Du ved, hvad jeg mener. For det er også rigtigt.
    Jeg har sagt det til dig før. Du er en af de sejeste kvinder, jeg kender, og jeg er ufatteligt glad for at have lært dig at kende.
    Knus Helle

    SvarSlet
  8. Jeg føler, at jeg slet ikke kan skrive noget, for jeg er så meget ved at dåne bagover af alt du har gået igennem, hvad du kæmper med, frygten og hvad der kan mistes.
    Du er en inspiration uden lige pga dine kræfter, dit mod, din ærlighed og din seje kamp mod de lortecancerceller.
    Jeg sidder hernede på gulvet og sender varme tanker til dig. Og ville ønske jeg kunne sende endnu mere.

    SvarSlet
  9. Jeg har prøvet at kommentere en del gange på dine tidligere indlæg fra min tlf, men den nægter at udgive dem. Håber det virker bedre fra min iPad..

    Ville sådan set bare sende dig endnu et virtuelt knus. Min søn er jævnaldrende med din, så dine smukt nedfældede tanker giver ekstra genklang. Jeg håber og tror på at I kommer til at have hinanden i mange, mange år endnu.

    SvarSlet
  10. Hej du. Jeg har lyst til at kommentere, hvilket jeg ikke tidligere har gjort. Og det til trods for at jeg meget tit kigger forbi din blog. Det gjorde jeg før alt det sygdom dukkede op, og det gør jeg nu - måske mere ihærdigt? Fordi jeg også har en kræftdiagnose (and somehow it sounds prettier with a cancer diagnosis (huh?!)). Derfor synes jeg at jeg kender til den rædsel du beskriver, den angst du fortæller om. Jeg har en af de frygtede diagnoser, men dog i et tidlig stadie. Ved dog snart ikke helt hva jeg skal tro, efter min Googling' around: dansk sundhedssystem synes jeg er i lavrisiko for tilbagefald, amerikanske medier synes det er forventeligt at det sker. Whatever! For mig handler angsten dybest set om at ikke slå til overfor de børn, jeg nu engang har sat til verden. Jeg bliver så trist over tanken om at forvolde dem sorg! Helt personligt, kan jeg dog nogle gange tænke at det ville være udfriende at der var en helt specifik "dødsdom", fordi det ville give en sikkerhed versus den usikkerhed, der nu præger feltet. Og du ved: når folk synes de skal sige noget begavet til ens situation og hiver den der frem med: "Nåja, man kan jo også blive kørt ned af en bus i morgen - og fucking døøø!" Så, ja. Det kan ske, men min bus er i mit synsfelt hele tiden, og jeg føler mig allerede kørt over ... Hvad skal man så lige afrunde med? Jo, jeg ønsker dig bare DET ALLER ALLER BEDSTE, s'gu! Og bedre.

    SvarSlet
  11. de aller sværeste at være ærlige overfor, er ens nærmeste..

    hvis "hensyns-syge" ik fandtes, ville det hele sgu være lidt nemmere- tror jeg

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...