søndag den 25. december 2011

OnePiece, premierejulen og min mor

Aj, det tror jeg altså ikke, jeg kan, sagde jeg dengang. Jeg er jo en... hvad... DAAME, der ikke er modelafpillet eller noget. Det tror jeg ikke, jeg kan. Jeg kan ihvertfald ikke gå ud i den. 

Den er ellers lækker, sagde hun så, men det holder bare ikke. En sparkedragt for voksne og da Peter havde en på forleden så lignede han bare noget, der ikke var meningen. Han er jo både høj og bred og så kostede den 1000 kroner. For en sparkedragt... men den var da hyggelig...

Jeg kan huske mødre i et radioprogram, som korsede sig over moden og som bestemt ikke ville tillade deres teenagepiger at gå i en OnePiece, selvom den sejeste pige i klassen havde en på. Og slet ikke i hvid eller lyseblå. Jeg grinede lidt, for moden har budt på nogle spøjse ting bare i min levetid. Gulerodsbukser.
Hvem husker ikke smækbukserne, der sad så meget til at man ikke skulle stramme selerne det mindste før man havde en skarp syning i smertelig nærkontakt med understellet?
Og nu OnePiece.

Sparkedragt med hængerøv til voksne. Tsk.

Jeg fik så en i julegave af min mand og den er SÅÅÅÅ lækker. Især fordi han sværger ved alt der er ham helligt (cyklen og skiferien i uge 9) at jeg er rålaber og smart i den.

På mærkatet står der, at man vil komme til at elske sin OnePiece mere end sin egen mor, men det kan jeg afvise blankt, selvom den gør alt hvad den kan for at indynde sig hos min og min hud.

Min mor er fabelagtig, min mor er den bedste mor, den sejeste, mest exceptionelle og uundværlige mormor i hele verden. Min mor er klog, fintfølende, velformuleret og i stand til at have integritet samtidig med at hun er uselvisk og hun har rost min premiere-julemiddag til skyerne, selvom jeg har tweeket juleands-opskriften.  På trods af at det er første gang i mere end 40 år hun ikke selv har stået for julemiddagen.

Min OnePiece er så rar og sidder så godt, at jeg ikke engang gider at trække maven ind.
Men min mor når den altså ikke til anklerne.

1 kommentar:

  1. Sidder i MIN OnePiece og læser dette og det kunne være mit indlæg :) Min mand synes også jeg er mega hot i den og jeg elsker den virkelig!! Men slå min mor - det kommer den aldrig til!

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...