Liv og død

Sidste år ved denne tid sad jeg i en norsk skihytte og var træt.
Træt af at køre bil, træt af kulde og træt efter at have været på Skejby efter en uvelkommen blødning. Jeg var gravid.

På opturssiden havde jeg købt mig til en svinedyr og pissegod dunjakke og det kan lyde forbrugerisk og overflodsmentalitetsagtigt, men den jakke blev og er stadig et højdepunkt i mit liv. Lyder det fattigt? Jeg ligner Barbapappa i den.

Ikke det absolutte højdepunkt, for det blev graviditeten. Og resultatet af graviditeten.

Jeg var glad for at være gravid og da jeg lige kom mig over det første introverte trimester, hvor jeg syntes, at andre mennesker var irriterende og for tæt på på alle måder, så gik det endnu bedre. Fysiske komplikationer kom der desværre en af ret sent i forløbet, hvor jeg igen begyndte at bløde, og jeg fik ordre på at forholde mig fuldstændigt i ro i et par uger.
Lægerne sagde, at jeg også skulle skrue ned for hjerneaktiviteterne, for diagnosen kunne meget vel være stress.
DET var svært.

Det gjorde det ikke lettere at besøge mit ufødte barns bedstefar på hospitalet (på den kommende mormors fødselsdag) og godt kunne se, at det ikke kom til at blive en raskmelding nogensinde.
Det var svært at sidde med rund mave og livet dansende bag huden og sige farvel til ham en måned senere.

Liv og død på samme tid.
Ingen af delene helt til at fatte.

Aksel Emil kom til verden, 10 dage før bemeldt ankomst og ikke med sin gode vilje. Han måtte ud med kejsersnit.
Fødslen var en oplevelse, jeg ikke er fuldstændigt skræmt af, men som jeg nok gerne vil have til at forløbe lidt anderledes, hvis der kommer en næste gang. Den første jordemoder havde parfume på.
Lægen var dum og ufølsom.
Til gengæld havde vi en helt fantastisk jordemoder til sidst, som fik fjernet alle mine tanker om at have givet op for tidligt med et snuptag til efterfødselssamtalen. Hun får andenpladsen på listen over mennesker, der skal med i min nytårsskål.

Hvad jeg har lavet de seneste 5 måneder står hen i en tåge. Jeg har vist bare kigget på Aksel Emil.
Siddet med brysterne fremme.
Og kæmpet med at fatte, at han er min og at han ikke går væk igen.
(Det selvom jeg havde æren af at passe Lindas Anton en gang om ugen indtil de forlod os jeg måtte overdrage fornøjelsen til Lindas forældre. Det var bare slet ikke gået op for min hjerne at jeg snart også ville have sådan en, der skulle sove i barnevogn og bruge ble)

Det har ikke været muligt at komme tilbage til instruktørcyklen endnu og på underskudsdage er det det, jeg piver over. 

Til gengæld har jeg fået en fremragende mødregruppe, som jeg har abstinenser efter, hvis vi kommer til at springe en gang over. Dejlige unger, gode damer.

Og så har jeg fået den sejeste mormor til mit barn. Min mor er kommet stærkere ud på den anden side af at være blevet enke og er nok mere sig selv nu end de seneste små 30 år. Hvis der er en person, der skal takkes, så er det hende. Hun har holdt måsen oppe på os alle 4 (inkl hunden) samtidig med at hun har passet de to andre børnebørn og håndteret alt det nye og savnet. Min mor indtager førstepladsen.

Store ting skete i 2011.
Men altså... nytårsaften bliver ikke helt det samme mere. Og det gør nytårsbloggeri heller ikke.