Dykkersyge

Jeg taler med min arbejdsgiver i øjeblikket for at finde ud af, hvornår jeg skal melde mig tilbage på arbejdsmarkedet og afholde ferie, så jeg kan starte på det helt rigtige tidspunkt for både firmaet og mig.

Jeg har lidt kriller i maven. Lidt 'nu-kommer-virkeligheden-tilbage'-ubehag.

Det er både fedt at have gode kolleger, labre lokaler, voksen-udfordringer og færdiglavet frokost i vente, men det er også skræmmende på en helt basal måde, at jeg skal sende Aksel i pasning og ikke se ham ret mange timer om dagen.

Mest af alt har jeg efterveer.
Kvalme som vender tilbage med forsinkelse.

Jeg blev sygemeldt nogle måneder før jeg skulle føde, fordi jeg var så stresset at min krop reagerede. Temmeligt ufleksibelt arbejdsmiljø og en chef, der videreformidlede det pres, han selv følte han var udsat for fra sin foresatte.
Mails om at det ikke var velset at jeg kørte hjem dagen før begravelsen, fordi firmahåndbogen foreskriver, at man er så meget som muligt sammen med teamet på kontoret. Gentagne informationer om, at der var nogen, der holdt øje med mig.
Kvalme.

Chefen er der ikke mere og jeg har en anden leder nu. Jeg holder stadig rigtigt, rigtigt meget af firmaet og det vi laver. Jeg har både nogle gode gamle legekammerater at komme tilbage til og nogle nye, jeg glæder mig til at arbejde med.

Mailvekslingen med den nye leder er fin. Fleksibel. Vi finder en løsning som passer os. Men jeg har gammel kvalme.

Måske er det bare min hjerne, der er på vej mod overfladen og er ved at trykudligne. 

Skriver, når jeg er færdig med at ae mit hofteben

Undskyld, men jeg har først nu fået øjnene skruet nogenlunde i igen.

Jeg har været syg, dårlig og møgelendig af mystisk tropefeber (Nej, ikke snottet med halsbetændelse som alle de andre almindelige stakler. Tropefeber, siger jeg jo!)

Da jeg var færdig med det, skulle jeg lige dele en maveinfektion med resten af familien. Man kommer så tæt på hinanden på den måde.
Og nu er Aksel syg.

De 5 kilo jeg har tabt undervejs gør heldigvis, at jeg er så udmattet at jeg ikke magter at tude over at jeg skal i seng klokken 20.30 for at trøste Aksel og for at hænge sammen. Og så er det på en syg måde dejligt at mærke et hofteben, der stikker ud på den gamle måde igen. 

Ti lige stille med, at kiloene vender tilbage, så snart jeg magter at blande slik igen.

Send citronmåne og resten af formaningen, tak.

Jeg er sur idag.
Når jeg ser mig i spejlet ligner jeg en, der er løbet tør for overskud for et årti siden og der er kun mørke, døde huler tilbage der, hvor øjnene plejer at være.
Undtagen når jeg ser ind i et spejl, hvor Aksel også er.

Resten af tiden går jeg og skumler, for jeg synes krafthelvede det er for galt.

Hvorfor er der ikke nogen, der har købt pauser til mig?
Hvor bliver min chokolade af?
Hvem er det, der har bestilt regnvejr uden også at bestille en vogn-gænger når Aksel skal sove, så jeg kan få mere end bare 1,5 minut til at glo lige ud i luften og gro nogle øjne igen.
Tro mig, jeg er pisseligeglad med resten af verden.

Undtagen med  de mennesker, der siger, at jeg skal huske at slappe af og passe på mig selv. Der lytter jeg intenst.

Selvom jeg har tante Møhge-horn og tykke briller og fuld opmærksomhed vendt mod de venlige, omsorgsfulde ord, så kan jeg ikke høre resten af det, som flinke mennesker bestemt må følge op med.  Jeg når aldrig at få opskriften på, hvordan det skal gøres, med.

Det er jeg bitter over.

Uge 6 aflyst

Jeg har været syg. Det er derfor.

I mandags fik jeg feberkulderystelser så højt på Richter-skalaen, at jeg måtte ringe efter Mikkel. Jeg kan normalt klare mig selv og plejer ikke at holde mig tilbage fra en køretur til København med lungebetændelse.  I mandags sagde jeg, at jeg gerne ville bytte muskelsmerterne for veer.
Og jeg mente det. Den dag.

Tirsdag var værre. Klokken 6 ringede jeg efter min mor, som fluks stillede og sørgede for at jeg kom til lægen, på apoteket og som myndigt sendte mig i seng hver eneste gang, jeg konfust vaklede ud af den. Hun passede Aksel, som normalt er sin mors dreng og Aksel er nu smaskforelsket i sin mormor. Med rette.

Tiden efter tirsdag morgen er ret diffus. Jeg husker ikke meget. Kun at det ikke er den stolteste uge i mit liv. Ærligt, ikke? Min mor måtte tørre mit opkast op og skifte sengetøj for mig. På listen over pinligheder står det meget højt for mig, men jeg kunne simpelthen ikke andet end... det jeg nu gjorde, som jeg ikke husker hvad er.

Da jeg dukkede så meget op til overfladen og kom så meget til hægterne, at jeg kunne tjekke facebook og nyheder var jeg sikker på, at jeg var blevet sat af og at der var sket vildt meget mens jeg var væk.  Jeg frygtede det, for jeg haader når jeg ikke kan følge med.

Kan det passe, at der ikke er sket noget som helst? Ud over nogle som altid dejlige kommentarer til sidste indlæg her på bloggen har der ikke været hverken højde- eller lavpunkter i nogle af medierne. Facebook fortæller mig, at verden behørigt har forholdt sig helt, helt stille og anonymt og det eneste jeg kan se, at nogen har lavet er en, der har dryppet stearinlys med sine børn. Ellers har folk kun glædet sig til at noget skulle ske.

Kommer i snart hjem og underholder mig?

Det eneste tidspunkt jeg nogensinde har ønsket mig lange bryster

Vi var på vej hjem fra Aalborg i aftes. Det var sengetid for den unge mand, så vi regnede med en tur i stilhed.

Fik jeg nævnt, at min dreng evner at gå i overlyd?
Et øjeblik overvejede jeg om han ville være i stand til at skære isen af ruderne. Mikkel sad med hovedet mistænkeligt tæt på rattet for at se ud, hvor der viste sig et frit stykke rude. Termometeret viste minus 19 grader og sprinklervæsken frøs til is indtil det lykkedes at få aircondition til at omdanne bilen til en rullende sauna.

Aksel skreg.
Jeg vippede med autostolen.
Jeg sang.
Jeg shh-shh-ede.
Jeg bed mig i læben, for Aksel strakte armene frem mod mig mens tårerne trillede.
Altså... man tager jo ikke et barn ud af autostolen og sidder med det i armene i en lille bil på vej gennem frostvejr med 130 i timen, selvom alle instinkter byder en at gøre det.

Hvis barnet ikke kan komme til brystet, må brystet komme til barnet.

Ja.

Jeg fandt mig selv spændt ud mellem de to døre som en teleskopstang mens jeg tænkte på, at autostolen kun er beregnet til 15 kg menneske og sørgede for at spænde maven op, så den ikke hvilede på hverken barn eller stol.
Jeg kunne lige skimte noget af vejbanen med det øje, der ikke var klemt af forsædets ryg, min albue har stadig mærke efter den lille firkant i dørens armlæn og trods krampe i læggen lykkedes det mig at afsynge Solen er så rød mor ned mod barnet med blusen mellem tænderne.

Og således faldt barnet sødeligt i søvn. Lunt og trygt.

fastelavnsbolle-kuren

En gang var jeg på en udrensningskur i en fuld måned, hvor jeg ikke spiste sukker, hvede, kartofler, tomat og hvor jeg hverken drak kaffe, the eller noget med kulsyre i. Gær var også bandlyst.
Hvis jeg helt selv må bestemme, hvad jeg skal spise ligner det noget fra et dameblad. Det er ikke helt skidt endda og jeg mangler bare lige at forsage fredagsslik, som jeg lystigt spiser alle ugens dage.

Det vil være løgn at sige, at jeg er kostforskrækket. Eller småt spisende. Jeg er endda en af dem, der godt gider at få dej på hænderne og bage.

Nu har jeg valgt at gøre noget ved det. Åbenbart er tiden kommet. Jeg er pt ved at konceptudvikle på en kostomlægning, som ... mangler lidt finpudsning.

Selvom starten er gået fint, så har jeg ikke fået andre resultater end den sædvanlige hovedpine. Utroligt nok, for med en hypercarb-sammensætning som hele denne uge har budt på, så havde jeg forventet lidt mere.

To store poser bland selv, mindst 10 gammeldags fastelavnsboller og to skiver franskbrød i løbet af ugen har i det mindste holdt mine nerver dulmede det meste af tiden.

Det er garanteret de tre skiver rugbrød, jeg også har spist, der har stoppet effekten. Næring er så overvurderet.

Med mindre psykologen giver ham en stor pose tillids-epresfix med hjem. Og lidt klædelig ydmyghed

Jeg troede faktisk han havde et godt liv, siger faderen i fjernsynsudsendelsen. Jeg har ikke noget skyldfølelse eller bondeanger eller sådan noget mere. Det er jeg ude over. Han må bare videre.

Han har slået sine børn og børnene har det ad helvede til. Men han har været i terapi. Ikke mere skyldfølelse til ham. Så han håber da, at drengen kommer videre med sit liv også. 'Drengen' i udsendelsen er voksen og skal være far for første gang og er pissebange for om han også bliver en dårlig far og hans selvværd er helt til rotterne.

Hvis jeg kunne, så havde jeg sendt den voldelige far en screamer (Den der højtråbende konvolut fra Harry Potter) sammen med en kost, der kan smække ham. Sådan en idiot.

Seriøst, kan det passe, at man på den måde kan fraskrive sig et ansvar for sine nærmeste og sine 'ofre', bare fordi man har besluttet sig for at det er nok at gå bodsgang til en psykolog et par gange?
Så er det pludselig dem, der skal tilgive og tænke positivt og synes man er et godt menneske, åbenbart.

Når man vælger at etablere et forhold og vælger at få børn, så vælger man også at påtage sig et voksent ansvar som partner og som forælder.

Det er absolut, det ansvar.

De undskyldninger, som man kunne bruge mens man var ung og ikke forpligtet ud over næste lørdag, gælder ikke mere. 'Jeg var fuld'-undskyldningen er jo en hån, der bør få en til at se bekymret efter om loftsbrædderne er sømmet ordentligt fast. Og 'jeg havde en dårlig dag årrække, nu skal vi bare se fremad, jeg har jo været ved psykolog'-plasteret dækker aldrig de sår, ofrene har fået på sjælen.

Og så forbyder vi mig at se fjernsyn mere i denne uge. Kan ikke tåle det. Først var der fødselsudsendelsen, der fik mig til at vræle og nu dette, der giver mig kvalme. Umuligt! Ender med at jeg får moderlige følelser for Blachman også

Måske skulle jeg hellere købe fald-i-søvn-tryllestaven

OK, jeg gik i panik. Derfor er det sidste indlæg herfra måske ikke så satans velskrevet.

Jeg følte mig som verdens mest utilstrækkelige dame, som ikke havde styr på det der med putning og som stadig ikke havde fået brysterne hevet til sig, så drengen ikke skulle bruge dem som sut.
Nedtur. Lille bitte Lene.

Anledningen var en skøn kombination af sundhedsplejerskebesøg med 'han skal lære at falde i søvn selv' (selvfølgelig uden at fortælle hvordan man gør det) og noget, der var ekstremt smigrende.

Min chef i fitnesscentret ringede og spurgte, om det ikke var på tide at få mig tilbage i instruktørsadlen og så tilbød han mig min yndlingstime. Primetime. En pulsspinning for de øvede.
Årh, den ville jeg gerne have. Det hev og sled i mig. Men jeg er den eneste, der kan lægge Aksel til at sove. Det vil jeg også rigtigt gerne.


Hold nu kæft, hvor jeg græd.
Jeg er ikke kommet i superform endnu, jeg har ikke fået Aksel til at sove selv og træningstidspunktet hører til livet før jeg blev mor.
Det var som om det først rigtigt gik op for mig der, at noget ikke bliver det samme mere.

Da jeg havde skrevet blogindlæg og hulket lidt mere ned i vasketøjet gik det opad.

Jeg fik mere ros, da jeg meldte tilbage til chefen at jeg var smigret fuldstændigt i bund men ikke kunne få det til at hænge sammen. Han sagde at han ville finde en anden, der muligvis kun blev midlertidig, for den time var jo min.  (Aaaarrrmen-altså. Så stod jeg der med ammebh og mascara ned af kinderne, smilede naivt og følte mig dygtig til noget)

Nu har jeg købt en bog, der hedder 'sådan får du dit barn til at sove' og jeg regner med at det er nok til at klare resten.
Altså at købe bogen.

Lille mor

Jeg passerer cafe-mødre, der viser babyer i smart tøj frem med et overskudssmil. Og som har smart tøj på, der sidder perfekt omkring stramme maver.
Jeg går til mødregruppe og hører om successer med mad og søvn og lykkelige parforhold - og jeg fortæller om, hvordan Aksel har det. Det lyder godt når jeg gør det.

Det lyder som om det er meningen at det skal være sådan og ... lur mig om ikke det også lyder som om jeg har styr på grød og trylleplaster og hvad har vi.

Men indeni kæmper jeg en kamp. På den ene side er jeg fuldstændigt overbevist om, at Aksel Emil trives supergodt med at sove i vores seng og være tæt på mig hele natten igennem. Tryg.

På den anden side ved jeg godt, at alle bøgerne og veninder og ... alle andre end dem nede ad vejen, der har haft deres datter til at sove sammen med dem til hun var mindst 3 år gammel, mener, at han skal sove i sin egen seng, falde i søvn selv og i øvrigt snart ind på eget værelse og sove igennem.

Vi har ingen nattegråd. Vi sover godt alle tre og nat-maden bliver fortæret uden at det kræver ret meget andet end en let opvågning fra min side.

Men det er jo ikke den stolte historie at fortælle. Det er langt fra at være efter bogen og 'man' gør ikke sådan.
Jeg er vist lidt for god til at joke med det og sige at jeg ikke lægger mærke til, hvor mange gange Aksel vågner om natten, fordi jeg bare har lagt brysterne hen ad madrassen, så han kan forsyne sig selv.

Jeg ved godt hvor ofte han vågner og skal have mad eller trøst.
Barnet har det godt. Manden kommer på arbejde uden at være helt skæv i hovedet efter at være blevet vækket af skrig. Jeg trives.
Men det er ikke rigtigt rigtigt, vel?

Der er også lige den detalje at Aksel bruger mig som sut og at det er et sindssygt følsomt emne for mig. Det er nemlig svært at lave om uden gråd. Jeg prøver.
Ikke mindst fordi Mikkel også gerne vil kunne putte ham til natten. 

Det kan godt være at jeg er meget lille og meget usikker indeni af og til, både når jeg følger mine instinkter og når jeg følger normerne i bøgerne.
At blive Aksels mor har på en gang været det mest bekræftende og styrkende jeg nogensinde har gjort og så også lige det mest angstprovokerende og gulvtæppe-væk-rivende jeg nogensinde kommer til at gøre.
Men en ting er jeg overbevist om: Den hårde metode med at lade ham græde sig i søvn. I egen seng, på eget værelse dur ikke til Aksel.

Eller... den dur ikke til mig.

Jeg orker ikke at være sammen med dig

For nogle år siden var der i min nærmeste omgangskreds en dame, der fyldte meget når vi var flere samlet. De gjorde hun sådan set også når vi kun var to par sammen, men påvirkningen var ikke helt så tung for mig. 

Når vi var flere sammen med hende, kom min 'falske personlighed' rigtigt til udtryk. Jeg er lidt for opmærksom på. hvordan andre i en gruppe har det og har ikke læst selvhjælpsbøger nok til at kunne det der med at 'mærke efter'.

Når damen rigtigt rullede sig ud med drabelige historier om, hvor slem hendes barndom havde været (det var ikke småting) og sang lidt for detaljerede klagesange over naboen, manden og jobbet, så var der altid et par af pigerne, der ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv og derfor endte med at sidde helt stille og bide sig i læben, mens de drømte om small-talk.

Hvorefter jeg så måtte forsøge at skifte emne eller bede damen om at give os en pause.  På alles vegne.

Jeg har aldrig rigtigt fundet ud af det med at sidde stille og holde mund og passe (på) mig selv, så jeg brugte altid flere kræfter end jeg havde og har brugt en del aftener på at ligge kvæstet hen på sofaen -  måske skylder jeg hende mange tak for at have fundet copingstrategien med at melde afbud.

Det er vel egentlig en undvigelsesmanøvre. Ikke noget, jeg er stolt af. 

For selvom jeg har været så træt, at det føltes som om jeg havde vat på indersiden af øjenlågene og hele verden var tiltet 13 grader,  har jeg ikke brugt det som undskyldning for ikke at komme til kaffe hos dræne-damen, selvom det burde være grund nok.

Jeg skulle partout opfinde en fødselsdagsinvitation eller en hjernerystelse. Damen måtte til sidst tro at jeg led af kaffeallergi, var menneskesky eller bare havde taget skade af alt for mange hjernerystelser.

Og hvad så, egentlig...  Hun havde nok ikke godt af sandheden.

Den første er gratis

Jeg lider i disse dage. Skammens rødmen vil ikke forsvinde fra mine kinder (eller også er det mangel på søvn?) og jeg bliver hele tiden ved med at tænke tilbage til... det.

Det var godt, det var det altså og til mit eget forsvar vil jeg sige, at jeg forsøgte at sige nej og komme med min sædvanlige 'jeg-gør-ikke-sådan-noget'-tale, men hun var altså for overbevisende og rigtigt god til at placere varerne lige der, hvor jeg ikke kunne undgå at se dem.
Prøv nu bare, Lene...  Du kan i det mindste prøve, så du ved, hvad du siger nej til og der kommer ikke et bedre tidspunkt. Jeg siger det ikke til nogen.

Det var blødt, men ikke for blødt. Behageligt og ikke spor påtrængende. Når jeg lukkede øjnene gik det hele bedre og jeg kunne mærke blodet rulle frit, lystigt og ubesværet.

Jeg indrømmer. Jeg stod der i et par af de rædsler, som jeg har svoret, at jeg ALDRIG nogensinde ville komme i nærheden af. Jeg har grinet og peget fingre af de mennesker, der havde dem på i Bilka og de der dimser man kan sætte i hullerne på plastikskoene? Taberemblemer.

Allerede i gymnasiet var sko et issue. Hvor nogle af de andre gik rundt i badesko og H2O-strømper gik jeg i (for små) sko med hæl. Og her, 200 år senere sukkede mine pinte fødder lettet i et par grimheder.

Jeg lånte dem altså bare til en hurtig tur ud til barnevognen. Nu står jeg herhjemme og vugger barnevognen i et par røde trasser og føler mig helt couture i sammenligning.

Og jeg køber ikke et par Crocs.
Ihvertfald går jeg ikke uden for haven i dem.

Troede i øvrigt, at SSSSHHH var internationalt og skulle adlydes promte?

Kære busselskab,

I skal være her. I er gode at have, når man skal fra A til B og andre mennesker er afhængige af jer, men kan vi ikke godt tale om det rimelige i, at i skal køre når børn skal sove? Hva?

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan I får det til at lykkes at sætte jeres ældste, mest skramlede skrotbunke af en skal omkring det brøl af en polsk motor ind på ruten lige præcis på det tidspunkt, hvor jeg kører barnevognen frem.
Jeg er imponeret.
Ikke på den måde, hvor jeg stiller mig op og klapper af jer. Flere af jeres chauffører har set en lilla barbapappa stå og flapse rasende med armene inde i en villahave. Det er mig.
Det er godt for jeres stakkels chauffører at de ikke kan høre hvad jeg råber. 

Måske var det mig, der startede kampen? Måske var i nødt til at sætte de gamle motorer ind for at sikre jeres busser mod Skriget? Jeg ved godt, at min søns mest utilfredse stemmeføring er i stand til at skære glas, men... behøvede i at sætte busserne til at sige pppsssss i serier lige ud for min have OG få kileremmene til at hvine som en staldfuld unggrise samtidig? Hva?

Jeg spørger pænt. Kan vi ikke finde ud af at I holder pause når min barnevogn ruller frem? Det er ikke mange minutter om dagen, den står ude (don't mention the war).
Pretty please?
Det vil være så uværdigt at blive tvunget til at pifte så store dæk.