Hallohviiiin - jeg overgiver mig

OK. Jeg bøjer mig.
De sidste to år har jeg siddet med mørklægningsgardinerne trukket ned og fodret hunden med oksekødet, der skulle have været min aftensmad, fordi jeg ikke magtede at gå ud til tiggerbørnene, der stod i deres forældres gennembollede lagner og råbte bøh.

Jeg er ikke meget for at støtte halloween. Jeg gider heller ikke Valentines day. Jeg gider normalt ikke børn, der forventer at få, hvis de bare skriger højt nok. Det gør jeg stadig ikke, faktisk. På nær min egen skrigeballon - han får straks alt hvad jeg har når han skriger. Opmærksomhed, bryster, you name it.
Jeg kan lige så godt sige det lige ud, nu jeg er igang. Jeg gider ikke andre folks børn, jeg ikke er i familie med (Anton er et helt specielt særtilfælde, ham gider jeg rigtigt godt).

Men jeg gider heller ikke spilde min weekend og min aftensmad igen i år, så jeg overgiver mig.

Til gengæld vil jeg pille batterierne ud af ringeklokken og brøle en skræmmende hekselatter, så snart ungerne så meget som nærmer sig min dør, akkompagneret af hundens frådende glammen.

Og byde på en æske rosiner.