Aksel kan godt lide at lege med min makeup, men det er i fascination over, at man kan skrabe læbepomade op med en lang pilfinger og smøre det på spejlet og at eyelineren har hætter, der kan tages af ligesom på de tusch man bruger på papir og penslerne... oh joy... dem kan man jo male mor i hovedet med eller bare kyle i gulvet når æsken skal tømmes for 117. gang. Mest er det for at lege med det samme som jeg gør.
Det kan jeg ikke se noget som helst farligt i og jeg er ikke bange for at han skulle gå hen og blive makeupartist eller ... gisp... bøsse på grund af det.
Han er som han er og jeg elsker ham ubetinget - uanset om han vil gifte sig med Asta eller Kalle.
Men må han få prinsessekjole på i skole? Må han køre uden cykelhjelm, fordi det lige er det, han synes han har lyst til den dag? Må han vælge at leve på slik og røde pølser hele vejen gennem børnehavealderen? Vil vi lade minoritetsskrækken eller angsten for at støde minoriteter styre hvad vi gerne selv vil?
Nix.
Der skal være rammer. Inden for dem kan han udfolde sit væsen alt det han vil - og hvordan han fortolker sin personlighed som den dreng han er, vil vise sig. Rammerne sætter vi for at hjælpe ham og for at holde bestanden af terapeuter bare lidt nede.
Jeg siger ikke, at forskellen mellem mand og kvinde bliver lige så fundamental for hans generation, som den har været for mig og min, men man sætter vel rammer for sine børn, som passer nogenlunde til det fundament man selv har fået støbt sig... Jeg synes det er liiiige teoretisk og idiotisk nok at prøve at slippe alle tøjler og kalde alle børn for 'hen' i kønsneutralitetens hellige navn.
I vuggestue- og børnehavealderen er kønnet vel ikke den fremtrædende differentiering for børnene selv?
Mens jeg lige klasker mig for panden over at svensken har haft held til at smitte kønsneutralitet af på visse danske institutioner (som sikkert serverer sukkerfri hashkage istedet for frugt), kan I læse et skarpt indlæg fra Bitterblog, skrevet tidligere på året.
Jeg ved ikke hvordan kønsneutraliteten slap igennem det net af sund fornuft, der har fanget og bremset andre svenske ideer, som fx pulverkartoffelmos i hotdogs.
Nogen bør sporenstrengs sende det tilbage gennem hullet og bytte med billig løsgodis.
"I vuggestue- og børnehavealderen er kønnet vel ikke den fremtrædende differentiering for børnene selv?"
SvarSletNej vel? Hvorfor skal vi så partout tvinge den differentiering ned over deres sagesløse små hoveder? Hvorfor, hvorfor, skal vi hele tiden tvinge dem til at opdele sig i piger og drenge, når det nu ikke er særlig vigtigt for dem selv?
Hvis du lader dit barn køre uden cykelhjelm, sisikerer han at få alvorlige(re) kvæstelser, når han vælter. Hvis du lader ham leve af slik og pølser, risikerer han at blive både fejlernæret og overvægtig.
Men hvis du lader ham gå i skole i prinsessekjole, risikerer han "kun" at blive drillet og holdt uden for fællesskabet. Ikke, fordi vi mennesker har et urabeinstinkt, som får os til at afsky drenge i prinsessekjoler. Men fordi vi har lært børnene i en tidlig alder, at den slags er unormalt og skal straffes med drilleri og mobning.
Som forælder ønsker man ikke sit barn udsat for hverken fysisk eller psykisk overlast. Og derfor fortsætter vi alle med at være "gode tyskere", så vi og vores egen lille Hannibal ikke lider skade. Meget forståeligt og absolut tilgiveligt.
Hannibal tager så nok heller næppe varig skade på sin sjæl ved at blive nægtet at gå i kjole. Men hvor går grænsen? Er det, når drengen bliver mobbet, fordi han ikke interesserer sig for fodbold? Er det, når pigen tvinges til at gå i prinsessekjole og -sko og derfor ikke kan være med til at spille fodbold?
Hvor ville det dog være skønt, hvis vi som forældre - og det omgivende samfund - kunne acceptere vores børn (og hinanden) som de individer, de og vi er. Ikke se en tøsedreng, der leger med piger; men se en dreng, der elsker at sjippe. Ikke se en drengepige uden veninder; men se en pige, der elsker at spille fodbold.
Jeg skal ikke kunne sige, om brugen af "hen" kan flytte noget som helst. Men hatten af for initiativet og viljen til at gøre noget, så vores børn kan vokse op i tryg forvisning om, at de er ok og har ret til at eksistere, uanset deres interessefelter.