lørdag den 21. januar 2012

Måske skulle jeg hellere købe fald-i-søvn-tryllestaven

OK, jeg gik i panik. Derfor er det sidste indlæg herfra måske ikke så satans velskrevet.

Jeg følte mig som verdens mest utilstrækkelige dame, som ikke havde styr på det der med putning og som stadig ikke havde fået brysterne hevet til sig, så drengen ikke skulle bruge dem som sut.
Nedtur. Lille bitte Lene.

Anledningen var en skøn kombination af sundhedsplejerskebesøg med 'han skal lære at falde i søvn selv' (selvfølgelig uden at fortælle hvordan man gør det) og noget, der var ekstremt smigrende.

Min chef i fitnesscentret ringede og spurgte, om det ikke var på tide at få mig tilbage i instruktørsadlen og så tilbød han mig min yndlingstime. Primetime. En pulsspinning for de øvede.
Årh, den ville jeg gerne have. Det hev og sled i mig. Men jeg er den eneste, der kan lægge Aksel til at sove. Det vil jeg også rigtigt gerne.


Hold nu kæft, hvor jeg græd.
Jeg er ikke kommet i superform endnu, jeg har ikke fået Aksel til at sove selv og træningstidspunktet hører til livet før jeg blev mor.
Det var som om det først rigtigt gik op for mig der, at noget ikke bliver det samme mere.

Da jeg havde skrevet blogindlæg og hulket lidt mere ned i vasketøjet gik det opad.

Jeg fik mere ros, da jeg meldte tilbage til chefen at jeg var smigret fuldstændigt i bund men ikke kunne få det til at hænge sammen. Han sagde at han ville finde en anden, der muligvis kun blev midlertidig, for den time var jo min.  (Aaaarrrmen-altså. Så stod jeg der med ammebh og mascara ned af kinderne, smilede naivt og følte mig dygtig til noget)

Nu har jeg købt en bog, der hedder 'sådan får du dit barn til at sove' og jeg regner med at det er nok til at klare resten.
Altså at købe bogen.



4 kommentarer:

  1. Den tudetur tog jeg også, hver gang nogen spurgte mig om, hvornår jeg kom tilbage til mine timer.

    Som alle sammen lå lige midt i 'intet-i-hele-verden-kan-lade-sig-gøre'-timen. Jeg tudede over, at det, de mente som ros, føltes som kritik - at de ikke mente, at jeg var tilbage hurtigt nok. Jeg tudede over, hvor forandret verden var, og hvor lidt jeg vidste om at begå mig i den nye version af den. Og jeg tudede over, at jeg tudede, for hvor utaknemmeligt er det ikke, at man står der og gerne vil det hele, når man har været så snydeheldig at få verdens dejligste dreng?

    Jeg hader at være den, der siger sætnigen, som ikke kan bruges til noget som helst, men: Det bliver bedre. Anton er 14 måneder nu, og i næste uge skal jeg undervise 4 gange, de to af timerne om aftenen. Det fede er, at når først man rammer det punkt, hvor de på magisk vis og med hjælp fra alt helligt i hele universet, kan lægges til at sove, så er tiden gratis: Du kan - med enten Mikkel eller en barnepiges hjælp - springe tilbage i sadlen, uden at tiden går fra din tid med Aksel, for han sover alligevel.

    Hold ud. Du er der næsten.

    Knus

    SvarSlet
  2. Tror jeg er gået tilbage til bare at ønske mig en hund... Det dér kan jeg ikke holde til :(

    SvarSlet
  3. Ellers er the babywhisperers guide også god, ikke noget græden-sig-i-søvn, hverken for mor eller barn.

    SvarSlet
  4. Tag du det bare med ro. Han skal såmænd nok lære at falde i søvn selv - om ikke andet en dag når du er blevet træt af ikke at kunne fungere og af at være sutteklud. Men når det er det første barn er det meget sværere at tage alle de der beslutninger, og det er svært at vide helt præcis hvad man føler omkring de ting. Nu skal du nyde din dejlige unge og du skal tids nok komme ud i livet igen!! Det vigtigste er at du er følelsesmæssigt klar til det du beslutter at gøre.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...