onsdag den 18. januar 2012

Lille mor

Jeg passerer cafe-mødre, der viser babyer i smart tøj frem med et overskudssmil. Og som har smart tøj på, der sidder perfekt omkring stramme maver.
Jeg går til mødregruppe og hører om successer med mad og søvn og lykkelige parforhold - og jeg fortæller om, hvordan Aksel har det. Det lyder godt når jeg gør det.

Det lyder som om det er meningen at det skal være sådan og ... lur mig om ikke det også lyder som om jeg har styr på grød og trylleplaster og hvad har vi.

Men indeni kæmper jeg en kamp. På den ene side er jeg fuldstændigt overbevist om, at Aksel Emil trives supergodt med at sove i vores seng og være tæt på mig hele natten igennem. Tryg.

På den anden side ved jeg godt, at alle bøgerne og veninder og ... alle andre end dem nede ad vejen, der har haft deres datter til at sove sammen med dem til hun var mindst 3 år gammel, mener, at han skal sove i sin egen seng, falde i søvn selv og i øvrigt snart ind på eget værelse og sove igennem.

Vi har ingen nattegråd. Vi sover godt alle tre og nat-maden bliver fortæret uden at det kræver ret meget andet end en let opvågning fra min side.

Men det er jo ikke den stolte historie at fortælle. Det er langt fra at være efter bogen og 'man' gør ikke sådan.
Jeg er vist lidt for god til at joke med det og sige at jeg ikke lægger mærke til, hvor mange gange Aksel vågner om natten, fordi jeg bare har lagt brysterne hen ad madrassen, så han kan forsyne sig selv.

Jeg ved godt hvor ofte han vågner og skal have mad eller trøst.
Barnet har det godt. Manden kommer på arbejde uden at være helt skæv i hovedet efter at være blevet vækket af skrig. Jeg trives.
Men det er ikke rigtigt rigtigt, vel?

Der er også lige den detalje at Aksel bruger mig som sut og at det er et sindssygt følsomt emne for mig. Det er nemlig svært at lave om uden gråd. Jeg prøver.
Ikke mindst fordi Mikkel også gerne vil kunne putte ham til natten. 

Det kan godt være at jeg er meget lille og meget usikker indeni af og til, både når jeg følger mine instinkter og når jeg følger normerne i bøgerne.
At blive Aksels mor har på en gang været det mest bekræftende og styrkende jeg nogensinde har gjort og så også lige det mest angstprovokerende og gulvtæppe-væk-rivende jeg nogensinde kommer til at gøre.
Men en ting er jeg overbevist om: Den hårde metode med at lade ham græde sig i søvn. I egen seng, på eget værelse dur ikke til Aksel.

Eller... den dur ikke til mig.



5 kommentarer:

  1. Den dur heller ikke til mig.

    Jeg tænker på, at det ikke kan passe at vi er det eneste dyr der sender vores børn væk fra os, ind til dem selv, måske helt alene. Fordi jeg selv er en tryghedsnarkoman, kan jeg ikke klare den tanke. Vi er 4 i soveværelset, og det er lige sådan jeg vil have det.

    - Og så er det smart med de lange bryster hen af madrassen. De sikrer også os en smule mere søvn...

    SvarSlet
  2. Ihhhh altså. Denne blog er LIGE efter min smag. En masse dejlig tekst med tanker, oplevelser, jamen alt muligt. Det er jo skønt!
    Så jeg har naturligvis straks meldt mig som fast læser!
    Håber du har lyst til at gøre det samme - og også meget gerne lægge en stemme i min afstemning, min blog finder du her:
    http://thildesunivers.blogspot.com

    KH Thilde

    SvarSlet
  3. Det er nemlig fordelen ved at have barnet i sengen hele natten. Ingen unødige ture op at sidde og bare lidt mere overskud om dagen.
    Ved godt, at det også er noget med løsrivning fra min side, der mangler...Jeg har ikke lyst!

    SvarSlet
  4. Hej Lene,
    Det, du beskriver, rammer lige ned i det, jeg synes har været det sværeste ved at blive mor. Nemlig det at skelne mellem, hvad jeg synes er et problem, og hvad andre synes er problemer. Jeg havde til gengæld en skøn sundhedsplejerske da min dreng var helt lille (altså mindre en de 1½ han er nu ;) ), som var god til at forklare, at det skal føles rigtigt for vores familie; og at man skal undgå at skabe problemer som ikke er der, fordi man bliver usikker af andres ideer om rigtigt og forkert. Nogle problemer er kun problemer fordi man tænker på dem som problemer. Det lyder som om at du har en super fin føling med din dreng; og jeg tror på, at jo mere nærvær og kærlighed et barn får fra sine forældre, jo stærkere, modigere og mere selvstændigt vil det gå ud i verden når det bliver ældre. Tjeck eventuelt det, der hedder attachment parenting (fx den meget let læste 'Sov igennem uden gråd' som er inspireret af det) hvis du trænger til et perspektiv, der kan give dig modvægt til det her dominerende danske regime af 'læg-ungen-fra-dig-og-gå-ud-af-rummet-indtil-næste-morgen'.
    Og i øvrigt det som Karoline-med-K sagde!
    Kh Gry

    SvarSlet
  5. Mine unger sover stadig i vores voksenseng (den er så på mystisk vis blevet en meter bredere hen ad vejen...) og jeg siger ikke hvor gammel den ældste er men en ting er sikkert: Jeg gjorde det rigtige ved at lade dem begge have tæt kontakt til mig hele natten da de var babyer. Det gav ro og tryghed begge veje. Kh. Dorte;o)

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...