Røv-hukommelse. Let marmoreret.

For mange år siden havde jeg en kæreste, som havde en humor, der var lige så ufølsom som han var høj.
Når jeg ser mig selv i profil bliver jeg altid mindet om, at han grinende kaldte mig Dobby og sendte mig billeder af den lille husalf med den spidse næse fra Harry Potter.

Dobby.

Igår kom jeg til at tænke på noget andet, han havde kaldt mig, og som på det tidspunkt gjorde endnu mere nas. Og spørg mig ikke, hvorfor jeg gider at plage mig selv med det nu.
Han kaldte mig for en belgisk blåhvid.

En ting er, at min smukke, seje søster beundrende er blevet kaldt en Jersey-ko af en dyrlæge-bekendt, fordi hun havde en perfekt fødsel og har ammet min lige så smukke yndlingsnevø uden problemer, men det er meget svært at finde noget beundrende eller kærligt i belgisk blåhvidt. 

Kødkvægsracen var i nyhederne dengang, fordi den race af ko er blevet avlet så meget, at den har tendens til muskelhypertrofi, dvs at danne så mange muskler i flere lag, at den har svært ved at kælve for bare muskelmasse.
Og der blev vist billeder af brede, kompakte ko-røve med masser af sultne muh-lyde i baggrunden.

Jow, jow.... jeg kan godt se ligheden. Kompakte ben, som lige mangler 10 cm for at kunne posere. Solide lår, som gjorde mig i stand til at løfte ham når han blev alt for kæphøj og sætte ham væk.
Men jeg ER altså mere glad for de rosende omtaler af min popo, som jeg får af manden. Og han er lige så høj.


(Jeg lover at hovere, hvis det lykkes mig at føde mit eget afkom og så kan han sige at han har glemt alt om belgisk blåhvidt alt det han vil. Hans nuværende kæreste er, udover at være verdenskendt som sportskvinde, noget bredere over bagen end mig (og en del højere, men fuck det))