mandag den 25. juli 2011

1. uge

I nat havde vi en-uges jubilæum. Præcis på fødselstidspunktet var den nu 1 uge gamle meget vågen og syntes at verden var alt for spændende til at hedde nat.

I løbet af den første uge har jeg lært at
Man ikke får noget at vide, med mindre man spørger, når man er inden for hospitalsmurene. Om noget som helst. Mind mig i øvrigt om, at jeg næste gang jeg får veer skal huske at skrige og jamre mig meget mere end jeg gjorde første gang. Det har set for let ud til at blive taget alvorligt.

At der findes mennesker, der har meget travlt med at advare og varsle sygdom. Den høre-dame, der foretog testen på min gule søn, havde meget travlt med at advare om, hvor langt den gule farve måtte komme ned mens hun tog tøjet af ham og kaldte ham basse. (Og mens jeg havde meget travlt med at overtale mine hænder til at lade være med at kvæle hende).
Resultatet af høreprøven blev leveret i en hurtig indånding: Perfect pass på begge ører i første hug, mens det store rungende dommedags-men kom med dedikeret fokus: Testen siger ikke noget om disposition for mellemørebetændelse og vand i ørerne. Det kommer ved 8 måneders alderens og så skal der lægges dræn.

Hvad siger spåkone-gøgleren? Hun stod med min perfekte søn og det perfekte pass og snakkede om noget som MÅSKE vil ske om 8 måneder. Kunne vi lige tage at slappe lidt af? Og holde snitterne fra min dreng mens vi holder kæft?
Hun stillede det samme spørgsmål 3 gange uden at gide at høre svaret. Ja, han melder sig til måltiderne.
Møgkælling. Hun er stadig en møgkælling selvom jeg er længere end 4.-dagen.

Jeg har lært, at jeg tuder over at der bliver stillet blomster på bordet.
Jeg tuder også af frygt for, at der skal ske min søn noget og jeg tuder, når jeg bebrejder mig selv, at han har fået gulsot og af frustration, når det er det eneste, folk kan kommentere.
Jeg har også tudet, fordi jeg savnede min lille hund, der viste sig at være kæmpestor, da den kom hjem fra super-mormor i går.
Og jeg har tudet, fordi samme mormor er så aldeles fantastisk og uundværlig. Og over de kartofler hun serverede for os i aftes.

Jeg har overlevet at finde ud af, at jeg har ligget iført gul desinfektion og nettrusser og lignet en bayonneskinke. Jeg overlevede også de mange og meget store bleer, jeg måtte iføre mig to dage efter fødslen. Jeg er indtil videre også overlevet at have en rund mave stadigvæk.

Mest vigtigt: Jeg har lært på en uge, at intet nogensinde kommer til at overgå min søn uden at det har været forbi mig først. 
Busserne skal fremover have lyddæmpere og velsmurte bremser når de kører forbi os og der bliver ikke noget Sunny Beach til ham, blev der sagt.

Nå ja. Jeg har også fundet ud af, at jeg godt kan finde ud af at være hans mor. Jeg har haft manualen hele tiden.

3 kommentarer:

  1. Ja det er så lige en ting folk aldrig nævner i forbindelse med at få børn: sårbarheden. Man har ALT at miste og det er den mest skræmmende følelse i verden. Men man bliver bedre til at undertrykke den ;)
    Er glad for at I har det godt. Og selvfølgelig kan du finde ud af at være mor. Du er endda den eneste, der kan være hans mor. Og det er store sager :)
    ...og må vi få få navnet på Hans Babyhøjhed? ;)

    SvarSlet
  2. Det er så crazy at have været nogens mor i en hel uge! Jeg får fantastiske flashbacks af at læse med. Du er en superduper-mor, og jeg er bare så glad for at det med at tabe følelserne ud af ammehjernen også gælder for andre end mig.

    SvarSlet
  3. Crazy. Det er hvad det er. Jeg er på dybt vand, men har pludselig groet gæller.
    Og så er der altså stadig et stykke vej til at bryde ud af boblen og sætte mig til at amme på en cafe. Det er bare ALT for uoverskueligt endnu.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...