torsdag den 6. marts 2014

Tusinde tanker


Jeg vil tage chancen og skrive et langt indlæg denne gang. Fordi det meget vel kan være det sidste jeg skriver.  Jeg er efterhånden  så medtaget, at min koordination er blevet skidt.

Jeg er blevet tildelt en terminal erklæring.

Den lader  vi lige stå et øjeblik.

Det er ikke der, vi er endnu. Og systemet bliver stædigt ved med at behandle. Men min tid som velfungerende løber ud.

I alle de år jeg har blogget, har jeg sjældent mødt så stor generøsitet, som da jeg skrev at jeg havde en hjernesvulst, og det har ikke skortet på gode råd og gode tanker.

De gode tanker tager jeg imod.

De gode råd med forbehold og i den gode mening de blev givet; den vokser så sindssygt hurtigt den her hjernetumor, at der ikke rigtigt er tid til hverken det ene eller det andet, og cannabis tør jeg sgu ikke rigtigt, fordi det vil have stor indflydelse på mit liv og resten af min sunde fornuft.

Men de gode tanker… dem kan jeg håndtere.
(og alle de gaver der følger med)

Det er med blødende hjerte, jeg gør det her. Jeg siger ikke farvel nu, men vælger at lukke bloggen ned; resten af min tid skal gå til Aksel Emil.

Tak fordi I læste med.

45 kommentarer:

  1. Det er ubærligt, Lene. Du fylder så meget i min bevidsthed, og der er intet, jeg ønsker mere, end at du kan blive rask.

    Jeg forstår til fulde alvoren i det, du går igennem, og jeg vil aldrig aldrig aldrig banalisere det. Men så længe lægerne stadig kæmper for dig, tror jeg/håber jeg/ønsker jeg på noget mirakuløst.

    Jeg håber, det er ok, at du fortsat hører fra mig via andre kanaler - hvis ikke er der altid afsender på, så det kan lægges i magter-ikke-bunken med det samme. Du skal ikke svare på noget. Det er envejskommunikation, det forstår jeg.

    Tusind tak for din blog, for dine vigtige ord og for dine fine tanker. Og allermest tak for at ordene og tankerne var min indgang til at lære dig at kende i virkeligheden. Det betyder mere end meget.

    De kærligste tanker
    Anne

    SvarSlet
  2. Gode, gode tanker herfra.
    Tak for dine ord og det, du deler.
    Ord rækker ikke her, men jeg holder lyset tændt for dig.

    En taknemmelig læser.

    SvarSlet
  3. Hvor er livet pisse-lorte uretfærdigt!!!

    Ved simpelthen ikke hvad jeg ellers skal skrive.

    Håber at den tid der kommer nu bliver så god og lang som muligt. Masser af lys og tanker til dig og din lille dreng.

    SvarSlet
  4. Sender dig mange, mange, mange knus og kærlige tanker.

    Håber du får en lang, lys og god tid sammen med din søn. Tak fordi du har brugt dine kræfter på, at dele dine tanker med os.

    Kærlig hilsen
    Jane Filbert

    SvarSlet
  5. ord er så fattige..
    tak fordi du tog dig tid til at skrive dette indlæg.

    jeg er en fremmed, ja. men har fulgt dig her i blog-land i ca 3 år. og du har været (og er) meget i mine tanker. for det MÅ jo blive bedre, lige om lidt.. har jeg tænkt.

    alle gode energier herfra, til dig. suzette

    SvarSlet
  6. Kære Lene. Der er ikke ord, der giver mening, men der er tanker. Og du har været i mine i meget lang tid. Det vil du være altid. Det er simpelthen så forkert, det der sker lige nu. Kram til dig og dine kære. Kærligst Hulemor

    SvarSlet
  7. Mange varme tanker.
    Tak for ordene og din åbenhed.
    Håber det bedste for dig.
    Kærlig hilsen
    Pernille

    SvarSlet
  8. Kære, kære Lene. Jeg bliver ved med at være her. Det ved du. På en eller anden måde holder jeg dig i hånden på tværs af det hele.
    Tak for årene på bloggen.
    Kram og kærlighed

    SvarSlet
  9. Kære Lene, Du kunne have valgt at lukke bloggen ned, da du oprindeligt blev diagnosticeret. Det gjorde du ikke. Tak fordi du valgte at dele dine overvejelser og tanker med os andre. Jeg ønsker dig alt godt. Kram, Naja

    SvarSlet
  10. Jeg har ingen ord! Det gør mig frygteligt ondt.
    Der er da bare ingen retfærdighed til.
    Håber du får en god og dejlig tid med Aksel Emil.
    Jeg vil tænke på jer.

    SvarSlet
  11. Tak for dine ord gennem årene. Kærlighed til dig og dine. <3

    SvarSlet
  12. Det er så uretfærdigt og urimeligt. Ville sådan ønske, at jeg kunne finde de helt rigtige ord, men de eksisterer vist ikke. Du har rørt mig meget med dine ord og din situation, og jeg sender alle mine bedste tanker til dig og dine!

    SvarSlet
  13. Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Det gør mig ondt for jer, det du går igennem. Livet er forfærdeligt uretfærdigt. Tak fordi du har skrevet bloggen og delt den. Sender tanker til dig og dine kære.

    SvarSlet
  14. Tak for alle ordene. Du er en gudsbenådet skribent som jeg har nydt at følge.
    Mange gode tanker herfra.
    Sofie

    SvarSlet
  15. Ønsker dig og din familie alt det bedste.

    SvarSlet
  16. Tak for fantastiske ord Lene. Du har rørt mig dybt.
    Alt det bedste til dig og familien

    SvarSlet
  17. Søde søde Lene. Hvor gør det mig ondt at høre. Du er i mine tanker konstant og i min aftenbøn. Jeg græder salte tåre for dig ned i min datters hår og prøver at begribe det ubegribelige. Tak for at du lod os være med her på sidelinien så længe, tak for dine mange ord, du er en gudbenådet skribent og tak for dette sidste indlæg. Jeg følger med ved Linda og sender gode tanker din vej. Cyberkram til dig, Aksel Emil og Mikkel

    SvarSlet
  18. Mange tanker. Ved virkelig ikke hvad jeg skal sige...
    Tak for alle ordene. Kram

    SvarSlet
  19. Tak for alle ordene, og lys over dig og dine familie.
    Susanne B.

    SvarSlet
  20. Det er så uretfærdigt for dig og Aksel Emil og Mikkel og din mor og dine søstre og Linda og dine andre venner. Men allermest for dig og Aksel Emil.

    Jeg ved godt at krydsede fingre og hep ikke hjælper. Jeg ved det godt.

    Men så håber jeg bare at jeres sidste tid bliver så god, som den kan blive under omstændighederne. At du får øst alle dine tanker og ord og kærlighed ud de rigtige steder. At de rigtige mennesker holder dig i hånden nu og hele vejen.

    Jeg ved ikke hvad jeg skal sige....

    .....

    SvarSlet
  21. Kære Lene. Jeg sender dig alle mine bedste tanker og ønsker for, at alt kommer til at gå så godt som muligt. Din historie har gjort et stort indtryk på mig, og jeg tænker ofte på dine ord fra omkring juletid om at nyde det, der er. Det vil jeg altid prøve at huske. Tusind tak fordi du delte. Kærlige hilsener Henriette

    SvarSlet
  22. sender de varmeste tanker. da min far skulle dø af en hjernetumor havde jeg en drøm, hvor jeg trøstede en lille grædende pige. vi stod udenfor og hun sagde at hun savnede sin far som var død. jeg sagde til hende at hun bare skulle se op på himlen og når hun så skyerne forme sig som et dyr eller et hjerte eller noget andet, så var det hendes far som lavede det bare for hendes skyld, han var der stadig... sender alle mine varmeste tanker til dig i den svære tid, og jeg håber den bliver så god som det er muligt...

    SvarSlet
  23. Kæreste Lene, du er så pisse mega sej, at du bruger din fine tid på bloggen og os. Tak for den opdatering. Jeg ville som alle andre ønske den handlede om din lillemand eller din store mand eller et eller andet andet. Alt andet end det her. Alt andet. Men det handler om dig, om at kampen er spidset til og det ser pisselorte ud. Du får os alle til at holde vejret, mærke efter (græde), og se på vores eget liv, tage status og "suck it up". Tak for det. Du maner til eftertanke, ved at dele med os. Tak for det. Nu vil jeg som andre tænde et lys, bede en bøn og håbe på det mirakel.
    Kh Prophecy

    SvarSlet
  24. Kære Lene,

    jeg har ikke været med dig i lang tid. Faktisk kom jeg til for under en uge siden efter at have været ved Linda i mange år efterhånden. Jeg brugte min weekend på at læse din blog igennem fra ende til anden (ja, jeg var syg og lå i sengen) og I har ikke forladt mine tanker siden. I går, da jeg læste dette indlæg, lagde jeg telefonen langt væk, duftede til min søns hår (og græd et par tårer også), krammede ham lidt ekstra og lovede mig selv at jeg ville nyde hvert eneste lille øjeblik med ham. Så selvom det lyder som en kliché, så tak. Tak fordi du har delt i medgang og nu, i modgang. Og tak fordi du har fået mig til at nyde hvert sekund med min søn i stedet for at sidde bag en skærm - der sker sgu ikke noget livsvigtigt på på Facebook.

    Jeg sender alle mine tanker til Mikkel, Aksel Emil og til dig <3

    Kh. Kathrine

    SvarSlet
  25. Kæreste Lene
    Hvor uendelig trist og sørgeligt. Jeg føler med jer og tænker meget på jer.
    Kh Anne

    SvarSlet
  26. Kæreste Lene

    Jeg har ikke læst din blog før i dag, hvor et link fra Linda sendte mig herind. Dit indlæg ramte mig som en mavepuster, og måske er det fordi jeg selv har en dreng på alder med Aksel Emil.

    Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om at leve i en verden, hvor et lille barn skal vokse op uden sin mor eller far. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke tanken, om hvis min lille dreng skulle vokse op uden mig, og jeg ikke ville komme til at opleve det fantastiske liv, jeg håber for ham.

    Det er så rigtigt af dig at dedikere din tid til Aksel Emil. Både for dig og ham. Brug dine fantastiske evner med ord til at forfatte (eller diktere) et brev til ham, hvor du fortæller ham, hvem du er, dine tanker om livet og om ham, og hvor højt han er elsket. Det, tror jeg, vil være en kæmpe gave til ham, hvis udfaldet af din kamp mod tumoren ikke ender, som vi alle håber.

    Jeg håber af hele mit hjerte, at du får det bedre. Alt andet er uretfærdigt.
    Kærlig hilsen Mai-Britt

    SvarSlet
  27. Kære Lene

    For helvede, hvor er det noget lort! Noget fucking, uretfærdigt lort!
    Tak for flere års læsning. Du har en sjælden evne til at skrive om svære, men vigtige ting. Og alle mine bedste tanker går til dig og din familie i den svære og vigtige tid, I går ind i.
    Det virker måske tosset, når jeg hverken kender dig eller er specielt religiøs, men jeg vil alligevel bede for dig.

    Kærlig hilsen
    Mie

    SvarSlet
  28. Sødeste Lene.

    Jeg ved at det har været ualmindeligt svært for dig at lukke her. Lige så rigtig det er at prioritere din tid et helt andet sted, lige så forbandet forkert er det, at du er tvunget til det! Jeg elsker din blog. Dine ord og din altid modige måde at skrive på. Jeg synes du er den modigste når du har ladet os kigge lidt ind i did med den frygtelige sygdom som har ramt.

    Jeg forstår det ikke Lene. Jeg forstår simpelthen ikke at det sker. Det er så frygteligt ubamhjerteligt og ubærligt. Stakkels dig - stakkels jer! Jeg sender så mange tanker i din retning. Håber du fanger en enkelt!

    Det største knus til dig

    SvarSlet
  29. Tak for dine ord, din skarpe pen, der har udfordret, inspireret og givet anledning til tanker.... Jeg har fulgt dig i mange år, og jeg har altid glædet mig over hver eneste indlæg du har blokket, og selv i den her ubarmhjertelige situation har du og magter du at bruge din stemme. Jeg er stolt at at have dig i mit hjerte, som den skarpe pen, den fantastiske kollega, som altid gav en masse af sig selv. Til den hånd der hjalp mig op at stå da jeg var langt nede. Du er gemt dybt i mit hjerte og jeg håber du får en god tid sammen med din lille familie. Kærlig hilsen Lisbeth

    SvarSlet
  30. <3
    Ufatteligt, uretfærdigt og forfærdeligt.
    Håber den sidste tid bliver fin, værdig og så god som den kan.
    Kærlige hilsner Hvid

    SvarSlet
  31. Jeg har fulgt med et stykke tid. Og synes du er så sej. At du skriver så godt og forestiller mig en kvinde der kan løbe i stiletter og har 'no bullshit' attitude.
    Jeg vil sende en masse gode tanker til dig og din familie. Tak fordi du har delt.
    Kærlig hilsen
    Liv

    SvarSlet
  32. Kære Lene
    Syntes det er sejt og at livet er uretfærdigt ..
    Håber du nyder tiden med Aksel Emil
    Ønsker dig alt godt i den tid du har
    Hilsen Lilian

    SvarSlet
  33. Kære Lene,
    Jeg har holdt mig distanceret informeret om dit helbred. Jeg kan forstå du ligger din energi på dine nærmeste og jeg tænker at du er begrænset i at forholde dig til ret meget andet end det og dem..
    Som alle andre her, sender jeg dig tanker og jeg håber de når frem med lidt styrke og omsorg.
    Kunne jeg samle mængden af tanker og hemmelige ønsker i fysisk form, ville jeg lave et leje til dig, hvor du kunne ligge omsluttet af materiel positivisme og se hvad ord ikke kunne sige. Du har været savnet, du er savnet og jeg ønsker virkeligt at du kan give din familie det af dig selv som du helst vil de skal se...

    Tanker fra Jesper

    SvarSlet
  34. Kære Lene,
    Jeg har holdt mig distanceret informeret om dit helbred. Jeg kan forstå du ligger din energi på dine nærmeste og jeg tænker at du er begrænset i at forholde dig til ret meget andet end det og dem..
    Som alle andre her, sender jeg dig tanker og jeg håber de når frem med lidt styrke og omsorg.
    Kunne jeg samle mængden af tanker og hemmelige ønsker i fysisk form, ville jeg lave et leje til dig, hvor du kunne ligge omsluttet af materiel positivisme og se hvad ord ikke kunne sige. Du har været savnet, du er savnet og jeg ønsker virkeligt at du kan give din familie det af dig selv som du helst vil de skal se...

    Tanker fra Jesper

    SvarSlet
  35. Kære Lenes familie & venner.
    Det gør mig ondt at I har mistet Lene.
    Jeg kendte hende ikke personligt, men havde den største respekt for hende som blogger. En skarp pen, som blev markant blødere, efter at hun blev mor og decideret sårbar, da sygdommen flyttede ind i jeres liv.
    Med største respekt fra en bloggerkollega <3

    SvarSlet
  36. Farvel Lene. Tak for alle dine ord.

    SvarSlet
  37. Tak fordi du skrev og delte, Lene. Min dybeste medfølelse til alle jer, der elskede og holdt af Lene <3

    SvarSlet
  38. Kære Lenes familie og venner, jeg mødte aldrig Lene, men hun skrev de fineste mails til mig og var en stor trøst. Hun var sjov, skarp og empatisk. Jeg kondolerer og har ondt i hjertet på jeres vegne. Kærlighed herfra. Sov sødt Lene

    SvarSlet
  39. Farvel, kære Lene
    Tak for det, du delte.
    Kærlig hilsen
    Pernille

    SvarSlet
  40. Jeg sender mange tanker til alle jer, der nu skal undvære og savne Lene.

    SvarSlet
  41. Kendte ikke Lene, men tab er lige tungt og urimeligt, hvem end man er og jeg kondolerer for tabet af et ungt menneske, som er nogens mor, hustru, veninde, barn... der er ingen rimelighed.

    Hvil i fred <3

    SvarSlet
  42. Tager mig selv i hver mandag lige at tjekke blokken her...
    Jeg savner din kommentar til verden og livet, dit fantastiske sind, dit smil og altid positive syn på livet...
    Jeg ved du sidder et fredfyldt sted og passer på Mikkel og Aksel Emil - og jeg vil altid huske på at livet er til låns og vi skal huske at leve det mens vi har muligheden.
    <3 Hvil i fred kære Lene

    SvarSlet
  43. Jeg tager mig selv i hver mandag morgen lige at skulle tjekke om der er nyt fra dig Lene. Jeg savner din kommentar til hverdagen, livet og samfundet, dit smil og altid positive tilgang til livet og ufattelige livsglæde. Gud hvor vil jeg ønske det kunne have været anderledes. Men jeg ved du er et fredfyldt sted hvor du kan følge med i - og passe på - Aksel Emil og Mikkel.
    Jeg har lært af dig at livet skal leves mens vi har det, og vi skal huske at fokuserer på alt det positive og gode. Hvil i fred smukke tøs. Og ja vi ses jo en dag... <3

    SvarSlet
  44. Nu gør jeg det igen, tjekke din blok, savner din person, din skarpe pen og dit fantastiske humør

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...