Hul i hovedet

Hvordan har du det?, spurgte lægen. Jeg sprang over mit standardsvar og bad ham fortælle mig det: Scanningsbillederne viste et helt tomt hul efter operationen i mit hoved, midt i rask hjernevæv.
Ingen tumor.

Jeg har det godt.

Og jeg burde tude af lykke og lettelse eller spæne rundt med armene over hovedet, men enten er det ikke helt sunket ind endnu eller også ligger min jubeldato lidt længere fremme.
Jeg er superglad for at have klaret behandlingerne og levet så godt i 5 måneder nu og mine odds er langt bedre end de gængse prognoser viser.
Det gør mig også megaglad at se andre være så glade og lettede over den gode nyhed.
Det er som om jeg ikke tør tro på det selv.

Lægen sagde en masse positive ting og gentog alt det med den gode operation, den gode almentilstand og min alder. Han sagde også, at der efterhånden er 8-10 procent af dem, der bliver ramt af astrocytom, der bliver langtidsoverlevere og jeg sagde som jeg plejer at nogen jo må hive statistikken op og at den nogen er mig. 
Hvortil lægen nikkede og sagde at det var sandsynligt og tilføjede, at chancerne for at blive en langtidsoverlever bliver utroligt meget bedre, hvis man er sygdomsfri det første år.

Julen i år bliver vigtig, for når vi når dertil har jeg overlevet et år og chancerne er bedre. Jeg vil stadig være dirrende lukket til af nervøsitet ved scanningen i august og november. Og næste år. Og årene efter.
Hele tiden, hver dag vil jeg se på min søn og håbe, at jeg får mere end de næste par måneder med ham.

8-10 procent er meget i forhold til alle dem, der ikke klarer de første tre måneder,  men det er stadig en statistik, som jeg i virkeligheden ikke bryder mig om at høre og som ikke kan bruges til noget som helst andet end at blive bekymret af, selvom den er pænere.

Jeg vil gerne have en garanti for at jeg får lov til at leve og leve godt og værdigt til min dreng er gammel og jeg er endnu ældre.

Jeg tror på det og håbet er alt jeg har nu.
Jeg kan ikke planlægge længere frem i tiden uden at have en skygge, der hvisker noget om forbehold.

Jeg er tvunget til at leve i nuet og lige nu har jeg det godt.
(Bedre om et par dage, når kemoen slipper sit tag)

Mange, mange tak for alt det gode i har sendt i min retning. Jeg er ikke i tvivl om at det hjælper.