Sometimes it snows in april

Det er ikke lange løg det hele. (ja, det var en aprilsnar. De af jer, der har lagt ordrer... undskyld)

Faktisk er jeg langt mindre brokrøv nu end jeg var før operation, stråler og kemo.
Selv nu, hvor jeg har kroppen fuld af kemo, prikken og stikken, kan jeg se alt det gode meget klarere end jeg forfalder til at lufte lange løg og bitterhed over noget som helst.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk gider skrive så mange statusopdateringer om det dårlige vejr, når vi lige har haft en hel stribe dage med sol og sprødhed i luften. At det skifter til sne i april er fascinerende. For mig altså.

Der er heller ikke nogen store planer, som lidt snevejr forhindrer, for jeg kan ikke planlægge. Ikke arbejdsstart, ikke flytning, faktisk ikke engang hvilken rækkefølge jeg skal klare dagen, før jeg står midt i den.  Og at få overblik over et loft, der skal ryddes og vurdere, hvilket af mit gamle legetøj, jeg vil bringe hjem, får mine fødder til at summe og min tinding til at spænde.
Jeg kan ikke. Det er en hvid plet på mit landkort for tiden.

Det betyder ikke, at jeg ikke har planer. Jeg kan bare ikke særligt godt afstemme dem med andres forventninger uden at blive irriteret. Mest på mig selv.
Måske nærmere pivbange over, at det er sådan det er med mig nu og at ingen ved om det går væk igen.

Men det er sådan det er. Det er også sådan, at jeg har motorik, tale og sociale evner i behold, selvom jeg er følelsesløs i låret og jeg kan blive så bange indimellem at jeg ikke tør sove.
Solen skinner mere end det sner i april.  Det er et faktum.
At stirre sig sneblind på en eftermiddag er at give den for meget magt.