tirsdag den 16. april 2013

Rock on. Jeg tager heller ikke t-shirten på den dag

Helle fortalte, at hun skulle tale til et motionsløb arrangeret til fordel for kræftramte for nogle år siden.
I dagens anledning sendte man lige de kræftramte ud på en ekstra runde i gule t-shirts, så de kunne blive hyldet som fightere.
Jeg ER sikkert en af de eneste, der slet ikke kan se logikken i det.
Ekstrarunde? Hyldest?

Yay, hvor er du sej, fordi du har kræft. Du fortjener en ekstrarunde, en hyldest og en medalje (selvom du sikkert helst bare ville være normal og levende, vi er ligeglade, for nu skal vi lige lege overskuds-feel-good-agtige og gøre noget godt for vores eget selvbillede, mens vi lægger hovedet på skrå)
Hurra, du har kræft! Nej vel?

Den forherligelse af sygdommen, som jeg oplever Kræftens Bekæmpelse have nogle gange, lægger jeg helt reflektorisk afstand til.
Der er ikke noget helteagtigt over at have fået kræft og man er ikke en helt, hvis man bliver rask, men heldig.

Derfor kom det også lidt bag på mig, da jeg fik en mail fra Drivkræften med titlen 'Hyldestkoncert for kræftramte', hvor de gerne ville have mig til at omtale en koncert i Vega. 

Den tænkte jeg over. Længe.
Det krævede en cykeltur.
Flere kopper kaffe.
Hård rock.
En lang forsvarstale til spejlbilledet for at melde tilbage at ordvalget alene er så stor en sten i skoen for mig, at jeg ikke vil bidrage.
Samme sprogsten gør også, at jeg sikkert vil sidde og råbe til Knæk Cancer til efteråret. Sikkert noget højlydt fornærmet om, at man da heller ikke hiver udsultede afrikanske børn på scenen og klapper af dem. (ER det bare mig?)

Og så læste jeg lige mailen igen og fik faktisk også klikket på linket. 
Der er stadig opkast i min mund, men jeg må se om jeg ikke kan blive lidt mindre sproghysterisk, fordi andre ikke er det i samme udstrakte grad som jeg er.

Desuden havde jeg lige vist mig i fuld offentlighed i min La Flamme Rouge-cykeltrøje, flankeret af fedt fjæs, halvskaldet hovede og en lillebitte snert af dobbeltmoral. 

Jeg kan kun se noget godt i livemusik, en fed aften, fælles oplevelser og jeg kunne faktisk godt lide mailens andre ord. Koncerten skal være en god oplevelse og være med til at belyse den særlige bagage, man har efter en kræftdiagnose. Man er arret på krop og sjæl, selvom man bliver erklæret rask. Det synes jeg er sindssygt vigtigt at få formidlet. Dog bedst serveret med livet i fokus.

Det er min opfattelse, at folkene bag koncerten med Kira Skov, The Eclectic Moniker og The William Blakes (guest stars)  netop vil feste i noget liv og oplyst glæde.

Tanken om, at der er en slags brugsanvisning til alle de pårørerende og vennerne på de t-shirts, der bliver påtrykt Hold om mig, når jeg er bange, kan jeg faktisk også godt bruge, for det er fannerme ikke altid let for mine venner og pårørende at knække koden til, hvordan de skal håndtere mig, der stadig har meget store udfordringer med at bede om hjælp og vise sårbarhed.

Jeg kan forestille mig, at de har det lidt som jeg har det med det her billede af Frederik Vedersø fra The Eclectic Moniker. Ikke ligefrem et kram, man er mest tilbøjelig til at række frem mod ham og hans stop-hånd.



Gå til livekoncerter alt hvad I kan, nyd det. Også denne her. I støtter Kræftens Bekæmpelse samtidig.

Imens håber jeg, at de modige kommunikationsmennesker i cancer.dk skynder sig at slette 'hyldest' fra alt deres materiale.
Tanken er god nok. Tror jeg. Jeg forsøger stadig at overbevise mig selv om, at det kun er mig, der tænker 'freakshows-retorik'.

8 kommentarer:

  1. Du er ikke den eneste. Jeg har sagt det før: Man er ikke en helt, fordi man overlever kræft, man er heldig.
    Jeg kan kun bakke dine overvejelser og din opfordring op.
    Og god koncert.

    SvarSlet
  2. Jeg skal ikke til koncerten. Jeg vil langt hellere til Spot eller Northside, hvor jeg kan lytte til min musik uden yderligere påmindelser om sygdom. Men andre, der ikke er så sarte og freakin' nærtagende som jeg skal da endelig tage afsted og holde en fest :)

    Jeg er i øvrigt ikke færdig med overvejelserne. Der er så meget ambivalens og så mange tæpper i scenografien, der ruller op og ned hele tiden. Jeg synes, at min måde at leve med kræft som nyt vilkår, virker for mig og derfor er jeg også ret pigefornærmet over at dem, der kan finde ud af at være syg på Kræftens Bekæmpelse-måden bliver kaldt helte.
    Sådan er jeg jo bare en vrisse...

    SvarSlet
  3. Nej, du er ikke alene her. Heller.

    SvarSlet
  4. Det er rigtigt, at det at overleve kræft ikke gør nogle til helte, men det at komme ud på den anden side med fornuften og livsmodet nogle lunde i behold, det er da rimelig sejt gået. Efter 3 år på riget har jeg ihvertfald brug for at hylde mig selv engang imellem!

    SvarSlet
  5. Det vil jeg eddermame også gerne klappe dig respektfuldt på skulderen over. DET synes jeg er sejt, for tiden på hospitaler kræver, at man holder godt fast i sund fornuft, lys og selvironi. Kræver styrke! Hep hep for det.
    Hvordan gør du?

    SvarSlet
  6. Du er IKKE den eneste. Jeg fik straks myrekryb ved tanken om den der ekstra løberunde. Helt ærligt altså!!!! Også t-shirt-ordlyd havde jeg svært ved at kapere. Men må revurdere når du ikke har det sådan. For måske er det mig der har en totalt følelsesforskrækkelse ift den slags når det foregår i det offentlige rum. Men vil give en anden kommentator ret i at der er noget heltemodigt ved at gennemgå en kræftbehandling og stadig komme ud som helt menneske på den anden side. Det er ikke helt dt samme som at man er en helt fordi man får kræft.

    SvarSlet
  7. Det er ikke bare dig. Dit indlæg fik mig straks til at tænke på dette essay: http://www.barbaraehrenreich.com/cancerland.htm

    SvarSlet
  8. @Hazel: Nu har jeg læst hele essayet på en iphone og det rammer mange af mine egne tanker ret godt. Som fx: Kæmper dem, der overlever, hårdere end dem, der dør? Skal man levere fightermedaljen tilbage den dag, man forlader livet? Og hvad gør Kræftens Bekæmpelse/American Cancer Society for at forebygge (Hvis jeg var kommunikationsdame hos KB, ville jeg sørge for at kommunikere intensivt omkring den forskning, der må foregå et sted i organisationen og dokumentere, hvordan deres arbejde bliver implementeret i sundhedsvæsenet, som jo faktisk er de praktiske hænder i behandlingerne. Jeg kan ikke finde ret meget om forskningen og slet ingenting om implementeringen... Mange tak for link. Jeg er usundt meget oppe på dupperne her lige inden sengetid :)

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...