torsdag den 11. april 2013

Kluddermor

Mandag var en vigtig dag, for jeg skulle ind og opleve Eddie Izzard. Selvfølgelig vælger jeg den dag af alle at bytte om på medicinen.
Jeg havde ellers omhyggeligt talt op, hvor mange tabletter a 4 mg binyrebarkhormon der skulle til for at give 32 mg. 8. Tjek. Dobbelttjek med Mikkel. Ned i halsen.

Der gik en halv time, så var jeg sat ud af spillet. Jeg havde det rædselsfuldt. Jeg kunne ikke se klart, kunne ikke finde ud af at svare med de ord, jeg ville, og var så træt at det var lammende, samtidig med at mine muskler spændtes og bevægede mig, så jeg ikke kunne sidde eller ligge stille.

Dagen efter gik det op for mig, hvor fanget i min egen krop jeg havde været. Jeg kunne ikke forklare mig undervejs.

Først på vej hjem fra det fabelagtige show, hvor jeg begyndte at blive mere gammeldags træt, dæmrede det for mig, at jeg kunne have taget 8 kvalmestillende piller istedet for 8 af de meget nødvendige.
Jeg mødte to helt ubrudte glas med de rigtige piller og et farisærpilleglas, der havde mistet ret meget af sit indhold.

Facepalm.

Af alle dage.

Ti facepalms senere kom lettelsen over, at der var en forklaring på den sølle tilstand jeg befandt mig i og at det er gået over igen. Det var bare medicin og ikke permanent hjerneskade.
Jeg HAR købt en doseringsæske.

Nu håber jeg, at jeg kan trappe mere rigtigt ned på binyrebarkhormon, for jeg er langt fra stolt af det måneansigt, jeg slæber rundt på.

Jeg skal ikke sige om det var flovheden over mit ansigt eller tågen i min hjerne, der gjorde, at jeg ikke turde hilse på Annamette.
Stod bare der mellem celebs på stribe og kunne ikke være i mig selv.

Men Eddie? Han stod helt skarpt med bule i buksen, lange negle med den mest utrolige lak og et show, der muligvis blev endnu mere fantastisk af at være helt blottet for sexistiske jokes.

6 kommentarer:

  1. Åååh nej. Jeg gjorde noget lignende, dengang min hjerne var på sygeorlov. Følte mig en blanding af lettet og enormt dum

    Måneansigt eller ej. Jeg synes, du er smuk.
    Knus

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. For helvede! Kram med kram på. Men jeg siger som Helle - du er smuk er du. Og jeg krydser fingre for, at du snart kan skære ned på doserne og at dagene, hvor du kan være i dig selv og din krop bliver dem, der vinder over de andre!

    SvarSlet
  4. Hvor ubehageligt for dig!
    Men godt at du har købt en doseringsæske. Man bør ikke stole på sig selv :-) Jeg bruger både doseringsæske og har min mobilalarm sat til at ringe de 2 om dagen der er pillesnack. Alt godt!

    SvarSlet
  5. @K: Tak. De gode dage er i overtal. Jeg er hæmmet af mit udseende lige nu, men jeg tager det med, fordi det er en del af behandlingen.

    @Zenia: Og til dig. Jeg læser med hos dig og føler mig stadig smådum og overbevist om, at jeg ikke kan stole på min overlegne hjerne, men ikke helt så alene.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...